Læserbrev med digt
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
For nylig fortalte en ung dansk digter om en ubehagelig episode på Nørreport, hvor han blev råbt ad, kaldt “hvidt svin” og skubbet. Han skrev et digt, og medierne greb hurtigt historien: interviews, spalteplads, delinger på de sociale medier. Hans oplevelse fortjener at blive anerkendt – for ingen skal udsættes for tilråb eller fysisk overgreb.
Men her opstår spørgsmålet: Hvorfor kaldes netop denne episode straks for racisme, mens tusindvis af lignende og langt mere systematiske erfaringer blandt minoriteter i Danmark sjældent får samme opmærksomhed?
Racisme er, når systemet vender dig ryggen.
Der er en forskel mellem en enkeltstående, ubehagelig hændelse og den strukturelle diskrimination, som brune, sorte og muslimske danskere møder dagligt. Racisme er, når systemet vender dig ryggen: Når dit navn alene kan lukke døren for dig til et job eller en bolig. Når din hudfarve afgør, om du kommer ind på et diskotek. Når mødet med politiet starter med mistro frem for tillid.
Ifølge Aarhus Universitet oplever hver tredje dansker med mellemøstlig baggrund diskrimination. Rockwool Fonden dokumenterer samme mønster på boligmarkedet.
Marginalisering og vrede
Sociologen Aydin Soei har beskrevet, hvordan vrede i indvandrermiljøer bygges op over årtier: Jobafslag, mistro i butikker, politichikane og afvisning i nattelivet. Vi har set, hvordan sådanne erfaringer kan antænde gnister – i Frankrigs forstæder i 2005 (The Guardian), i Los Angeles i 1992 (Britannica) og i Danmark i 2008, hvor uroen spredte sig fra Nørrebro til flere byer (DR Nyheder).
Det er også slående, hvordan vi taler om vold. Når hvide mænd begår masseskyderier, adskilles volden fra kultur og religion. Når gerningsmanden er muslim, bliver handlingen straks udlagt som en konsekvens af islam.
I Sverige i februar 2025 blev ti mennesker dræbt i det værste masseskyderi i landets historie – begået af en etnisk svensk mand (Sveriges Radio). Flere af ofrene havde indvandrerbaggrund, men episoden blev ikke kaldt ekstremisme. Ligeledes i april i Uppsala, hvor tre unge blev dræbt – igen omtalt som en “tragisk enkelthændelse” (SVT Nyheter).
Digterens oplevelse skal anerkendes som smertefuld. Men det siger mere om Danmark end om ham, at netop denne hændelse straks kaldes racisme og får massiv opmærksomhed. Samtidig bliver de tusindvis af minoriteters erfaringer med systematisk diskrimination ofte bortforklaret som “kultur” eller “manglende integration”.
Det er her, dobbeltmoralen afsløres: Vi er parate til at kalde noget racisme, når det rammer en hvid dansker – men har i årtier vendt ryggen til den diskrimination, der dagligt former minoriteters liv i Danmark.
Digt: Når privilegiet kalder sig offer
Han råber: “Se på mig, jeg er offer!”
fordi nogen sagde ordet hvid.
Han råber: “Det er racisme mod mig!”
som om ordet selv var en lænke,
som om han mærkede den vægt,
han selv har lagt på andres skuldre i århundreder.
…
Han løfter sin krænkethed som et kors,
flasher sin smerte som en medalje.
Men de skuldre?
De bærer imperier –
bygget på blod, på mine forfædres kroppe,
hoveder skåret af og lagt i konserveringsglas,
mine forfædres ansigter druknet i væske,
udstillet som trofæer på jeres museer.
…
Alt det, der var vores liv –
vores ånd, vores kunst, vores kultur, vores navne – blev flået væk,
forvandlet til artefakter,
støvet fast bag glas,
bundet til katalognumre –
som om vores sjæl kunne arkiveres
i skuffer og montrer.
…
Og så kommer I ned
i slips og jakkesæt
for at belære os om demokrati,
som om volden bag jeres velstand
aldrig havde fundet sted.
…
Han råber: “Jeg er forfulgt!”
mens han stadig sidder for bordenden.
Han siger: “Jeg bliver ikke hørt!”
mens hele verden taler hans sprog.
…
Og når hvide mænd drukner
i YouTube-videoer,
radikaliseres
og begår massedrab,
så kalder I det psykisk sygdom,
ensomhed,
kedsomhed.
Men når gerningsmanden er sort
eller bærer et muslimsk navn,
så er det straks terror.
…
Og når vi peger på magten,
siger: “Det her er strukturen,
det her er systemet,
det her er hvidhedens maske”,
så dækker han øjnene,
spiller fornærmet,
kalder sandheden for had.
…
Men sandheden er ikke had.
Sandheden er et spejl.
Og i det spejl ser han sit eget ansigt:
ser blodet bag privilegiet,
ser volden bag demokratiet,
ser racisme – ikke som et våben mod ham,
men som hans eget arvestykke.
…
Han vil være stakkel,
men han ejer scenen.
Han vil være offer,
men han bærer tronen.
…
Og når spejlet vender tilbage,
står det klart:
Han er ikke såret –
han er afsløret.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
