Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Blodige krige i forrige århundrede medførte, at landene efter 1945 besluttede at opstille regler for, at der under krige skulle tages hensyn til, at civilbefolkningen ikke måtte være mål for militæret.
Det er det, vi i dag kalder den fjerde Genèvekonvention. Senere kom den internationale straffedomstol til.
Alligevel er der lande, som nægter at følge disse internationale love, selvom de har tiltrådt dem. Lige nu er det især Israel og Rusland, der er de mest synlige lovbrydere, og som bomber løs på civilbefolkningen i henholdsvis Gaza og i Ukraine. Men også i andre lande sker det.
Den danske regering er valgt for at fastholde den internationale retsorden både i ord og i handling. De sidder … i FN’s Sikkerhedsråd. Men intet sker.
Hvad værre er – der er kun få lande, der både taler og handler, for at krigens love skal overholdes, og at de igangværende krige skal stoppes.
Israel har trods ord om våbenhvile og fredsforhandlinger fortsat bombardementerne, der i ekstrem grad rammer civilbefolkningen. Israel er langt forbi det punkt, hvor deres bombninger kan kaldes selvforsvar. Israels regerings mål er at udrydde palæstinenserne, enten med bomber eller ved at tvinge dem til at forlade Gaza, Vestbredden og Østjerusalem via en etnisk fortrængning. Målet er at skabe et Storisrael, der dækker hele området.
Israel har de sidste måneder blokeret for nødhjælp, el og vand til menneskene i Gaza. Det er direkte i strid med krigens love. Det er besættelsesmagtens pligt at sikre mad og medicin.
Israel har igen og igen bombet hospitaler i Gaza. Det er også i direkte strid med krigens love. Hospitaler er ikke lovlige militære mål. Ja sågar redningsarbejdere fra Røde Kors, der er særlig beskyttet af de internationale love, bliver dræbt af den israelske hær. Og nu truer de med en krigs- og fordrivelsesoffensiv, der skal fjerne alle palæstinensere fra Gaza. Israel har begået krigsforbrydelser i brutal stil. Og jeg er ikke i tvivl om, at de også vil blive dømt for folkedrab ved domstolen i Haag.
Mere end 50.000 er allerede dræbt i Gaza, heraf er de fleste civile. Nogle vestlige ledere kan godt se, at det er ravruskende galt, men nøjes med at snakke. Fodslæbende retorik uden handling. Mens de fortsætter med at forsyne Israel med våben og bombefly til deres kriminelle handlinger. Det gælder også den danske regering.
Mange års undertrykkelse af palæstinenserne retfærdiggør ikke Hamas’ uacceptable angreb på civile i Israel. Ligesom terrorangrebet 7. oktober 2023 ikke retfærdiggør Israels brutale drab på titusinder af palæstinensere.
Den danske regering er valgt for at fastholde den internationale retsorden både i ord og i handling. De sidder i øjeblikket i FN’s Sikkerhedsråd. Men intet sker. Om kort tid sidder de for bordenden i EU. Skal deres initiativer også her være varm luft og løs snak, mens den regelbaserede verdensorden smuldrer mellem hænderne på dem?
En effektiv boykot af Israel og stop for våben, indtil den israelske regering sætter sig til forhandlingsbordet og bliver siddende, til en retfærdig løsning er på plads, vil være et passende svar.
Krig er forfærdelig. Men passivitet fra de af verdens ledere, der kan stoppe krigen, er mindst lige så slemt, om ikke værre.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.