Fælleserklæring
En “koalition af villige lande” invaderede Irak den 20. marts 2003. Koalitionen bestod af 31 lande, der alle godtog USA’s løgn om, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Som ikke alene blev brugt mod landets egne indbyggere, men også kunne bruges mod naboerne (læs: Israel). Flere at de NATO-lande, blandt andre Danmark, de baltiske lande, Polen, England, der deltog i invasionen, er i dag de mest krigeriske til at støtte USA’s/NATO’s stedfortræderkrig i Ukraine. Med i koalitionen var også Ukraine, hvis soldater i 1980 deltog i den sovjetiske invasion i Afghanistan. Ukrainerne har i dag åbenbart glemt, hvordan det er, når et land bliver invaderet.
Når det gælder aggressionskriminalitet, sådan som den udfolder sig i Ukraine, da er det lærerigt at se på, hvordan det gik i Irak, Libyen og Afghanistan; her blev ingen draget til ansvar. Så længe tilstrækkeligt mange lande i forening invaderer et land, eller et enkelt land er stort nok, så rammes de ikke af den internationale krigsforbryderdomstol. Her dømmes de “små fisk” fra for eksempel eks-Jugoslavien, Rwanda og lignende lande, men ikke Bush, Blair og Fogh.
Vestlige politikere praler fortsat af, “at vi slap af med Saddam Hussein”. Hans Blix, udpeget af FN til at finde de masseødelæggelsesvåben, USA/NATO påstod, Irak besad, men som ikke fik lov til at gøre arbejdet færdigt, førend invasionen gik i gang, udtaler imidlertid til Politiken den 18. marts, “at det nok havde været bedre for irakerne fortsat at have Saddam Hussein som diktator. Anarki kan være værre end diktatur. Man kan undgå en diktator, men ikke anarki.”
“Vi har fået nok af militser, korrupte politikere og udenlandsk indblanding.”
Invasionen skabte grobund for vedvarende politisk ustabilitet, sekterisme, religiøse stridigheder – og var moder til Islamisk Stat.
Et helt land blev smadret, fordi USA/NATO ville af med en statsleder, der ikke passede ind i den “regelbaserede verdensorden”. “Koalitionen af villige lande” anede intet om Irak. McKinsey-konsulenter overtog administrationen for at opbygge en minimalstat efter vestligt, liberalt forbillede”, fortæller Helle Malmvig fra DIIS til Information den 20. marts.
FN og Verdensbanken har investeret over 300 milliarder kroner i Irak. Det meste er endt i lommerne på de indbyrdes stridende sekter og stammer, på magtfulde politikere og deres venner. Trods olierigdommene så magter den irakiske regering ikke genopbygningen. Irak er nummer 168 af 180 lande på Transparancys liste over korrupte lande. Kun en mindre del af pengene er blevet brugt på at afhjælpe skaderne på infrastrukturen, sundhedsvæsenet og den offentlige velfærd.
Følgerne af invasionen
Ngo’en Iraq Body Count, der består af retsmedicinere og læger, skønner, at invasionen har kostet omkring en halv million døde. Hertil kommer de 1-1,5 million irakere, der var ofre for USA’s sanktioner i 90’erne, og cirka 2 millioner hjemløse eller internt fordrevne.
Ukendt er antallet af døde som følge af eftervirkningerne af invasionen: Kvæstelser, sygdomme: Mest hjerte-/kar, kræft, stress, angst, PTSD, forøget børnedødelighed, mangel på sundhedsfaciliteter, ingen vand, elektricitet, fødevarer, medicin og så videre.
Under Golfkrigen i 1991 og invasionen i 2003 blev der kastet bomber og granater og skudt med ammunition i hidtil uset omfang, efterladende giftige substanser i luften, vandet og jorden. USA brugte blandt andet ammunition, der for at øge sprængkraften var forarmeret med uran og thorium. Ifølge Den Internationale Kommission for Strålebeskyttelse blev der brugt flere tusinde tons forstærket uran og thorium, hvor den lange nedbrydningstid udsætter befolkningen for lungekræft, leukæmi og fosterskader. Til sammenligning: I Vietnam fødes der fortsat børn med skader efter den Agent Orange, der blev nedkastet for 50 år siden.
Hvad invasionshærene ikke ødelagde, tog IS sig af. Da IS trak sig fra Mosul-regionen i 2016, stak de ild på et stort antal oliebrønde. WHO skønnede, at flere millioner irakere har været udsat for røgen fra de brændende oliebrønde i de næsten to år, der gik, inden brandene blev slukket.
Den irakiske journalist Hind Hassan har besøgt oliebyen Qayyarah flere gange. Det beretter hun om i Our women on the ground – en antologi af kvindelige arabiske journalister, der fortæller om det, deres mandlige kolleger ikke kan: Hvordan kvinder og børn oplever krig og konflikter.
Hind Hassen beskriver de sorte skyer, der blev hængende i månedsvis og dannede en tyk film af sod, der dækkede alt til som sort sne. En mor, der boede tæt på de brændende oliekilder, fortalte, at hun ikke kunne vaske soden af sine børn, og at de ofte kastede op. Og selvom hun gjorde huset rent hver morgen, så var soden ved middagstid trængt ind overalt. Får, køer og høns blev sorte, og de grøntsager, familien dyrkede, var forgiftede. Det samme var byens drikkevand.
Også på det lokale hospital var alt sort. Der var ikke medicin til at behandle de mange patienter med åndedrætsbesvær. Bagdad-regeringen kunne ikke hjælpe. Tilbage var FN, Læger Uden Grænser og Røde Kors – organisationer, der får stedse færre midler fra de statslige donorer.
Oveni kommer traumer og depressioner hos halvdelen af befolkningen. Ubehandlede traumer kan sætte sig i kroppen og kan være invaliderende. Mellemøsten ligger lavt med hensyn til selvmord, men det er ved at ændre sig i Irak, hvor der er sket en voldsom vækst i antallet af selvmord.
I Irak kan sikkerhed og basale livsbetingelser ikke adskilles
I store dele af Irak er vandmanglen så alvorlig, at jorden ikke mere kan dyrkes. Bønderne drager ind til byerne for at finde arbejde indenfor for eksempel byggeri, industri eller i sikkerhedsstyrkerne. Byerne er imidlertid ikke gearet til de mange nye indbyggere, for der mangler boliger, skoler, sundhedsfaciliteter, infrastruktur og så videre. Resultat: øget uro og sociale spændinger.
Vandmanglen skyldes både tørke, men også at Tyrkiet og Iran har anlagt 20 dæmninger, der tilbageholder vandet fra de livsvigtige floder Eufrat og Tigris. Det frugtbare område ved Bagdad kan ikke mere kunstvandes, da Tigris er faldet til en halv meter. Sydpå, ved Basra, udtørrer de før så frugtbare sumpe. Salt havvand trænger ind, og det kan hverken afgrøder eller vandbøfler klare.
Basra hed engang “Mellemøstens Venedig” og var berømt for sin skønhed og behagelige klima. Til Guardian fortæller en bybo, at “folk lever i mudder og lort … forekomsten af børnekræft er landets højeste … drikkevandet gør folk syge. Kosten er ensidig og består af små rationer af brød, ris og vand – med deraf følgende risici for fejlernæring”.
Med temperaturer på over 40 grader er risikoen for tyfus og dysenteri stor. Svigtende elforsyning er katastrofal i et land med så høje temperaturer. Enten er der strøm få timer, andre gange hele dagen, men sjældent hele tiden og slet ikke om sommeren, hvor elforsyningen overbelastes af de mange airconditionanlæg. De velstillede har råd til private generatorer, mens de fattige må vælge mellem mad og væske, (som stiger i pris, fordi der ikke er nok af det), eller elektricitet.
Regeringens inaktivitet har givet afsæt til, at miljøgrupper opstår. De planter træer, fjerner affald, reparerer vandledninger, opretter madkooperativer og så videre – på tværs af religion, køn, alder og etnicitet. De kæmper for et land, hvor folk kan få gode liv. Sådanne lyspunkter er dog sjældne.
FN anser Irak for at være ét af klodens mest sårbare lande, når det gælder opvarmning og klimaforandringer. Kombinationen af voldsomme temperaturer, hyppige tørkeperioder og stedse flere sandstorme forværres af de politiske, økonomiske og sociale forhold. Sveriges Internationale Fredsforskningsinstitut (SIPRI) beskriver Irak som et land, der i værste fald kan blive ubeboeligt.
Konfliktforskeren Catherine Lutz, der har undersøgt militære konflikter globalt, taler om kriges iboende “økocide” – altså krig mod natur og miljø på linje med genocide – folkedrab. Agent Orange i Vietnam var økocide, og det samme gælder ødelæggelserne i Irak.
Iran dominerer Irak
Efter valget i 2021 gik det politiske liv i stå som følge af de langvarige forhandlinger om en ny regering, afbrudt af voldelige konflikter mellem magtfulde politikere og deres tilhængere. Et år efter kom så en ny regering under ledelse af den pro-iranske Shia al-Sudani.
Iran har siden Saddam Husseins fald tiltaget sig betydelig indflydelse i Irak, og det har bredt sig til stedse flere områder af samfundet. Og det i en sådan grad, at der er opstået religiøse, politiske og sociale spændinger. Langt fra alle irakere, især ikke de unge, accepterer præstestyrets kvælertag.
En halv snes partier har tætte bånd til Iran, der understøtter dem økonomisk og træner deres militser: Nogle af dem opererer under Den folkelige Mobiliseringsstyrkes “paraply” og har svoret troskab til Irans leder, Ayatollah Khamenei. Det er grupper, der bruger vold mod de, der modsætter sig den iranske indflydelse, og som samtidig med væbnede angreb forsøger at smide de sidste 2.500 amerikanske tropper ud af landet.
Irans engagement i Irak går dels ud på forhindre, at styret atter bliver fjendtligt over for Teheran, og dels at fordrive USA fra Mellemøsten. En proces der vil tage fart nu, hvor Iran og Saudi-Arabien med Kinas mellemkomst opretter diplomatiske forbindelser. Det giver håb om, at stedfortræderkrigen i Yemen vil ophøre.
Både Iran og Irak har flertal af shiamuslimer og store kurdiske befolkningsgrupper. De deler en tusind kilometer lang grænse, der årligt krydses af pilgrimme på vej til islamiske kultsteder i Irak, og som Teheran har brugt milliarder på at restaurere. Under sunnimuslimen Saddam Husseins styre flygtede mange shiaer til Iran, og de vender nu tilbage til Irak.
Irak er, efter Kina, Irans næststørste importør af alskens produkter. Mest byggematerialer, medicin, frugt, fisk, møbler, tæpper med videre. Kvaliteten af de iranske varer er ikke god, hvilket nærer irakernes utilfredshed med de tætte relationer til Iran.
Hvem kontrollerer olien?
Invasionen i Irak skulle indsætte et styre, der var loyal overfor Vesten, og som gav vestlige olieselskaber fuld adgang til oliekilderne. Sådan gik det dog ikke. Den irakiske regering ejer oliekilderne, men har udliciteret udvindingen til BP og China National Petroleum Corporation. Andre aktive selskaber kommer fra Rusland, Egypten, Italien og Holland. USA importerer dagligt cirka 160.000 tønder irakisk olie.
Da olie er landets vigtigste og eneste indtægtskilde, ser fremtiden dyster ud, i takt med at den grønne omstilling skrider frem, og efterspørgslen efter olie falder tilsvarende. Det er derfor nødvendigt at finde andre indtægtskilder, hvilket kan være svært i det ødelagte land.
Patriarkernes krænkelse af menneskerettighederne
FN har flere gange påtalt, at de irakiske sikkerhedsstyrker bruger tortur mod anholdte og fanger. Også i de kurdisk kontrollerede områder er det galt. Her anholdes journalister og aktivister, og de idømmes op til flere års fængsel for at kritisere politikere og myndigheder.
Det er i de senere år blevet en udbredt praksis i patriarkalske samfund at forfølge folk fra LGBT-miljøet. De diskrimineres, overfaldes, udsættes for polititortur eller myrdes. Også Iraks religiøse militser er efter LBGT’erne. Selv den mindste positive omtale af homo- og transseksualitet er forbudt. Bedre er det ikke i Kurdistan, hvor der nylig blev vedtaget love, der gør det strafbart at advokere for LBGT-rettigheder.
Fagforeninger bekæmpede fra dag ét de udenlandske tropper, der sås som en trussel mod befolkningens sikkerhed, ligesom de også protesterede mod den af amerikanerne påbudte privatisering af den offentlige sektor. Der har været talrige demonstrationer mod massearbejdsløsheden, den forringede offentlige service, korruptionen samt Irans indflydelse. Fagforeningsfolk har været arresteret, først af amerikanerne, siden af landets regeringer. Protesterne handler også om, at Iraks industrielle og landbrugsmæssige kapacitet er underinvesteret.
Unge har siden 2019 protesteret på tværs af religion og etniciteter: “Vi kæmper for at genopbygge vores land. Vi har fået nok af militser, korrupte politikere og udenlandsk indblanding. Irak skal blive et land, der er til at leve i, og vi vil ikke mere acceptere den sekteriske opdeling af landet. Sunnier forener sig med shiiter, kurdere med yazidier og arabere, kvinder med mænd. Fælles for os er, at vi er irakere og ønsker nationen opbygget omkring en fælles irakisk identitet. Vi udfordrer magthavernes del og hersk-strategi.”
Men systemet slår tilbage. En pacifist fik tre års fængsel for på Twitter at kritisere en magtfuld militsleder. Værre var det for de, der demonstrerede for et værdigt liv i oktober 2019. Der blev mødt af sikkerhedsstyrker, der dræbte knap 500 demonstranter.
Også kvinderne vender sig mod det patriarkalske samfunds diskrimination. I filmen “Baghdad on fire” siger en ung kvinde, “vi vil have et Irak, der er fri for religiøs kontrol og militsgrupper.” Og diskrimination er der rigeligt af. Det er for eksempel legalt at tæve sin kone, og søger hun tilflugt i et af de få underjordiske kvindekrisecentre, drevet af ngo’ere, så kan hun ikke vide sig sikker dér. For kvindecentrene er forbudte og udsættes for overgreb fra krænkede familier, politiet eller fra militserne.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
