Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
I teorien er Danmark et af verdens mest velfungerende demokratier. Vi har frie valg, ytringsfrihed og retten til at protestere. Men i praksis er den almindelige danskers indflydelse på de store beslutninger – om militæroprustning, skattepolitik eller velfærdsforringelser – nærmest ikkeeksisterende. Selvom vi hvert fjerde år kan aflevere en stemmeseddel, er magten i virkeligheden koncentreret hos en lille politisk og økonomisk elite, der træffer beslutninger uden reel folkeligt mandat.
Ja, det er korrekt, at vi har valg hvert fjerde år, hvor vi stemmer på en politiker eller på et politisk parti. I teorien varetager disse politikere og partier den brede befolknings interesse. I teorien, er det befolkningen, der har stemt på disse politikere, og dermed også befolkningen som kan fjerne dem ved næste valg, hvis det skulle være nødvendigt. Alt dette lyder så fint i teorien, men i praksis er virkeligheden en anden.
Demokratiets største styrke er, at det tillader os at kritisere systemet – men det er også dets største svaghed, fordi magteliten kan ignorere kritikken uden konsekvenser.
Den almindelige danskers indflydelse slutter nemlig, når stemmesedlen er afleveret. Vi får lov til at stemme – men ikke til at bestemme.
I praksis har den almindelige dansker nemlig ingen indflydelse på de store beslutninger, som for eksempel at sende landet i krig eller bruge mange milliarder kroner på militæroprustning. NATO-forpligtelser, EU-regler og lobbyisme spiller en større rolle end den lokale borgermødedebat.
Problemet er ikke, at demokratiet som idé er dårligt. Problemet er, at det danske system er blevet en “illusion af medbestemmelse”, hvor borgerne får lov at tro, de har indflydelse, mens de virkelige beslutninger tages bag lukkede døre.
Vi har efterhånden mange eksempler, der påviser, at det er dem med den store pengepung, og som har råd til lobbyarbejde, der kan påvirke politikerne, når der skal træffe beslutninger. Store virksomheder og interesseorganisationer har direkte adgang til politikerne gennem møder, finansiering og netværk.
Den almindelige borger har ikke de samme ressourcer. Borgerforslag er et godt eksempel på, hvor begrænset folkelig indflydelse er. Selv hvis 50.000 underskrifter samles, er der ingen garanti for, at forslaget bliver til lov. I mellemtiden kan en enkelt lobbyist med adgang til en minister ændre politik på få dage.
Samtidig har vi mange eksempler på tidligere ministre, der udskifter deres politiske karriere med topposter ude i erhvervslivet, de tidligere regulerede. Hvordan kan vi stole på, at disse politikere handler i folkets interesse – og ikke med henblik på deres egen fremtidige karriere?
Ligeledes har vi i årevis været vidne til, at de folkevalgte lover en ting før valget, men efter valgaftenen har de glemt alt om deres valgløfte. Hvor mange gange har vi ikke set politikerne bryde deres valgløfte? Det er nemt at love guld og grønne skove, når man ved, at den eneste konsekvens ved at bryde løfterne er en vred kommentar på Facebook – og ellers fire år til næste valg.
Demokratiet er det bedste system i forhold til, at den almindelig borger kan få lov til at ytre sine meninger uden for eksempel at skulle frygte at blive straffet. Det er det mest velfungerende system som vi kender til, der giver borgerne lov til at kritiserer magthaverne og lufte frustrationer i forhold til magteliten.
Det er et perfekt system i forhold til at give den almindelige borger en følelse af, at de har indflydelse på, hvordan deres land og samfund skal ledes. Det er det bedste system, vi kender til, der skaber en illusion af medbestemmelse.
Demokratiets største styrke er, at det tillader os at kritisere systemet – men det er også dets største svaghed, fordi magteliten kan ignorere kritikken uden konsekvenser. Indtil politikerne virkelig holdes ansvarlige, og borgerne får reel medbestemmelse, forbliver demokratiet en tom facade.
Spørgsmålet er: Vil vi acceptere illusionen, eller vil vi kræve den magt, demokratiet lover os?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
