Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Ikke kun magthaverne i Romerriget brugte divide et impera – del og hersk – for at overvinde modstandere – alle magthavere gør det. I klassekampen udnyttes det i stor stil af den herskende klasse, at arbejderklassen ikke er en homogen gruppe.
I det politiske spil bruger magthaverne og den yderste højrefløj del og hersk-strategier for at splitte modstanderne op i mindre grupper og spille dem ud mod hinanden.
Den uhomogene brogede arbejderklasse må forene sig i fælles kamp mod den herskende klasse.
I praksis foregår det ved, at en minoritetsgruppe identificeres ud fra gruppens specifikke omstændigheder eller livsvilkår. Derefter udgrænses gruppen ved at “plante” en historie om, at gruppen er skyldig i både det ene og det andet. Dermed er det let at forringe gruppens rettigheder eller økonomiske livsgrundlag.
Da undervisningsministeren i 90’erne skulle finde besparelser, brugte ministeren begrebet cafépenge om de unge hjemmeboendes SU. Straks blev det en folkesport at skælde ud på de grådige unge, som bare danderede den og gik på café for statens penge. Det legitimerede store besparelser på SU’en.
Det var også i 1990’erne, at begrebet ældrebyrde opstod. Generationen, som om nógen har opfyldt generationskontrakten som grundlag for velfærdsstaten, hvor hver generation bidrager til den næste, blev med begrebets indførelse udskammet. I dag bruges ordet stadig flittigt, når kommunernes sparebudgetter skal stemmes igennem.
Der er nok ikke mange mennesker med handicap, som ikke husker, hvordan Kommunernes Landsforenings næstformand i 2010 beskrev udgifterne til mennesker med handicap som en “skadelig gøgeungeeffekt”. Det blev for meget for selv en konservativ socialminister. Men udtrykket hænger ved og legitimerer fortsatte besparelser for mennesker med handicap, senest med rammeaftalen på handicapområdet som var anledning til den store demonstration “Undskyld vi er her” på Christiansborg Slotsplads i 2024.
Særloven for ukrainske flygtninge karakteriserer en bestemt gruppe flygtninge som bedre end andre flygtningegrupper, fordi “de ligner os”. Dermed bidrog man til fortællingen om, at nogle flygtningegrupper er problematiske. Altså at det er helt i orden, at nogle mennesker skal have ringere vilkår som flygtninge end andre, simpelthen fordi de er ringere mennesker. Det er ren racisme.
Præcis den samme mekanisme er gældende vedrørende aftalen om styrket indsats mod antisemitisme. I stedet for at lave en generelt styrket indsats mod racisme og hadforbrydelser laver man den for kun én gruppe. Nogle hadforbrydelser er værre end andre, må man forstå!
Forskellige regeringers jagt på de syge gennem kontanthjælpsreformer og førtidspensionsreformer, hvor der tales om enlige svaler, når retssikkerheden åbenlyst sættes over styr ved brug af kommunale lægekonsulenter, huskes især fra sagen i 2011. Det var et klart forsøg på at udgrænse gruppen af syge, som blev udstillet, udgrænset og marginaliseret ved at stille spørgsmålstegn ved legitimiteten af deres sygdom.
Også internationalt bruges del og hersk-strategier, der smitter af på den danske debat. Den amerikanske præsident plantede for nylig en løgn om, at en transkønnet kvinde var pilot på helikopteren, der var involveret i et sammenstød med et fly. Alle implicerede i ulykken døde. Den påståede pilot viste sig dog at være i live; hun fløj nemlig ikke helikopteren. Løgnen passede bare godt ind i den højreorienterede evangelisk kristne historie om transideologi og den medfølgende udskamning og udgrænsning af transkønnede.
Rødt Venstre accepterer ikke handlinger, der krænker, nedværdiger eller ydmyger andre. Sexisme, racisme, nedværdigelse og andre diskriminationsformer som trans- og homofobi er magtudøvelse, der er med til at fastholde de strukturelle magthierarkier, som Rødt Venstre arbejder for at nedbryde.
Rødt Venstre kæmper for alle særligt undertrykte gruppers ret til et værdigt liv med social og økonomisk tryghed. Derfor arbejder vi for at nedbryde de falske modsætninger i arbejderklassen, som magthaverne og den yderste højrefløj skaber for at kunne spille forskellige grupper ud mod hinanden. Det gælder, uanset om undertrykkelsen skyldes køn, etnicitet, seksualitet, sygdom eller handikap.
Den uhomogene brogede arbejderklasse må forene sig i fælles kamp mod den herskende klasse. Rødt Venstre vil bygge et samfund baseret på stærke fællesskaber, ligeværd og solidaritet; det betyder, at vi står solidarisk med alle undertrykte grupper, som bliver ofre for del og hersk-strategier. Venstrefløjen skal gennemskue de snu ræves spil og undgå at falde i rævegraven.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.