Læserbrev
Det er blevet nemmere at pille i vores, dyrenes og planternes gener. Det har videnskaben sørget for i løbet af de sidste 10-20 år. Og nu vil EU lempe reglerne for, hvordan man må pille i dem. Det er for at støtte europæisk industrilandbrug og europæisk bioteknologisk industri.
Ikke mindst er store danske industrier interesseret i, at den danske fødevareminister og de danske EU-parlamentarikere stemmer for et udspil fra EU-kommissionen om reglerne for anvendelse af nye genetiske teknikker. Kommissionens forslag til EU-lov er nemlig blevet til i København, siger viceformanden i Landbrug & Fødevarer. Organisationen har sammen med Christiansborg, universiteterne og industrien skrevet 95 procent af Kommissionens forslag. Nu mangler blot, at det vedtages af Ministerråd og EU-parlament. Ville politikerne stemme imod, hvis hensynet til mennesker og natur vejede tungere end hensynet til industrien?
Opdagelsen af, hvor nemt det er blevet at foretage ændringer i arveanlæggene, blev belønnet med en Nobelpris i 2020. Videnskabeligt og teknologisk var opdagelsen af den teknik, vi kalder CRISPR-Cas9, da også et kæmpe fremskridt. Teknikken udnyttes nu i mange forskellige sammenhænge. Den kan også udnyttes industrielt, og der er mange penge på spil.
Den 5. juli barslede EU-kommissionen derfor med et forslag til Europaparlamentet og Ministerrådet [1] om at lempe reglerne i det såkaldte Udsætningsdirektiv 2018/18/EC for landbrugets afgrøder, hvis gener er blevet ændret med anvendelse af sådanne nye teknikker. Over en kam kaldes de for genredigering. Dansk industri, dansk landbrugsindustri og den danske stat vil sandsynligvis støtte forslaget. De mener, at det er videnskabeligt velbegrundet, at det er ufarligt, og at det i øvrigt er nødvendigt. Det samme mener universiteterne. Kan de alle tage fejl?
Ja, desværre, det kan de. Der er sider af sagen, som videnskabeligt set er mindre godt belyst, end det fremgår af den historie, som de interesserede parter fremlægger for os. Det betyder blandt andet, at det heller ikke er uden risiko at anvende genredigering med CRISPR-Cas9, hverken i undersøgelse og behandling af patienter eller i udvikling af nye afgrøder i landbruget. Om genredigering i landbruget i det hele taget er nødvendig, vender vi tilbage til.
Den videnskabelige side af sagen
Vi tager det videnskabelige først. Det er nemlig ikke så indviklet, som fortalerne for de nyere former for ændring af generne gerne fremstiller det. De fleste af os ved, at vores arveanlæg, det vil sige vores gener, består af DNA, der ligger inde i kernen i hver af de mange celler, der tilsammen danner en organisme, for eksempel en tomatplante, en orm eller et menneske. “Det ligger i vores DNA”, som man siger.
Før vi havde genredigering, kunne vi ændre generne i en organisme, eksempelvis en plante, ved at flytte et gen, det vil sige et stykke DNA, eksempelvis fra en bakterie, et eller andet sted ind i cellekernen i planten, som dermed blev en genmodificeret organisme, en GMO. Hvis det gik, som man håbede, havde en sådan GMO dermed fået egenskaber, som kunne være nyttige i landbruget.
Planten kunne blive i stand til at tåle at blive sprøjtet med plantegift, som nøjedes med at dræbe ukrudt. I EU har den teknologi været reguleret under forordning 1829/2003, fordi man ville være sikker på, at de nye egenskaber ikke er farlige for mennesker og for naturen, og man ønskede, at forbrugerne kunne vide, hvordan maden var blevet til. Det har de europæiske industrier ikke været glade for, fordi tilsvarende regler ikke i samme omfang begrænsede deres konkurrenter i USA.
Forbrugerne vil ikke kunne vide, om den mad, de køber hos købmand og i supermarked, ej heller den hidtil økologiske, er blevet til ved genredigering. Fødevareindustriens og detailhandelens mangeårige arbejde for retvisende vejledning af forbrugerne vil således være omsonst.
For 11 år siden viste en fransk og en amerikansk forsker, at man med CRISPR-Cas9 kunne “klippe” DNA-strengene over og på klippestedet ændre, fjerne eller tilføje noget DNA. Derefter kunne cellen selv føje strengene sammen, det vil sige reparere skaden igen. Den form for genetisk manipulation kalder man genredigering. Det lyder tilforladeligt. Noget med at placere kommaer rigtigt. Man siger også, at det er noget, man kan gøre helt præcist. At vi har styr på det. Er det rigtigt?
Det er rigtigt, at man kan klippe DNA-strengene over mere eller mindre præcist, hvor man gerne vil. Det er et stort fremskridt. Men man kan også gøre det i de dele af vores DNA, som ellers er spolet således sammen inde i cellekernen, at de er beskyttede, for eksempel imod radioaktiv stråling. Bestråling af frø har man siden 1928 netop brugt i planteavl til at fremkalde ændringer i arveanlæggene for at frembringe planter, som kunne være nyttige i landbruget. Uden at ramme særligt vigtige dele af DNA-strengene. Men med genredigering med CRISPR-Cas9 har vi adgang til alle dele af cellens DNA, også de særligt godt beskyttede områder.
Forskerne har imidlertid ikke det fulde overblik over, hvor i det sammenspolede DNA disse beskyttede områder er, og vi ved i det hele taget ikke nok om, hvordan DNA-strengene spoles sammen inde i kernen i cellerne. Cellerne er så små, at vi skal bruge et mikroskop for at se dem. Deres kerner er selvsagt endnu mindre. I mennesket skal to meter lange DNA-strenge spoles nøjagtigt sammen i hver cellekerne, blandt andet for at beskytte særligt vigtige områder af DNA imod skader. I hvede er strengene endnu længere.
Et lige så stort problem er, at sammenføjning af strengene, når redigeringen har fundet sted, netop ikke er præcis. Reparation af DNA-strengene er noget, cellen selv tager sig af, og det kan den komme til at gøre på flere forskellige måder, som vi ikke kan styre. Genredigering kan få meget store dele af cellens DNA til at gå helt fra hinanden. Cellen føjer selv delene sammen igen, men det gør den ikke nødvendigvis i den rigtige rækkefølge. Det kan i dyr være forbundet med kræft. Den risiko er noget, der selvfølgelig optager lægerne. Lidt anderledes er det i planteavl, fordi man jo kan kassere planter, der måtte se forkerte ud.
Man kan derimod ikke se, om den genredigerede plante nu indeholder giftstoffer eller stoffer, som kan fremkalde allergi eller kræft. Det vil først tiden vise, hvis ikke man undersøger det, inden planten godkendes til anvendelse i landbruget.
Fremstillingen af genredigering som værende præcis er videnskabeligt set derfor ikke korrekt, og det er ikke rigtigt, at genredigering af landbrugsplanter kan foregå helt uden risiko for dem, der spiser dem.
Mindst lige så vigtigt er det, at det ikke er uden risiko for naturen. De nye gener kan eksempelvis overføres fra genredigerede landbrugsafgrøder til vilde planter, som derefter vil kunne opføre sig som invasive arter.
Om man vil kalde det farligt at løbe den slags risici for mennesker og natur, kan man diskutere. Risiko for, at det sker, kan være lille, men konsekvenserne, når det måtte ske, kan være store. Under alle omstændigheder koster vurdering af risiko penge, og den tager tid. Derfor har industrien forståeligt nok en interesse i, at myndighederne lemper eller helt fritager visse former for genredigering for de regler, man ellers har skullet følge før godkendelse.
Er genredigerede planter nødvendige?
De dele af industri- og universitetsverdenen, som har investeret viden og penge i bioteknologi, argumenterer forståeligt nok for, at genredigering er nødvendig for europæisk landbrug, for tilstrækkelig mad til verdens sultne med mere. Samme interessenter vil endvidere gerne kunne patentere såvel metoderne til genredigering som de egenskaber i planter eller dyr, der kan tilskrives genredigering.
Patentspørgsmålet er betændt. Det drejer sig om mange penge, og der hersker usikkerhed om Den Europæiske Patentmyndigheds fortolkning af Den Europæiske Patentkonvention og visse EU-direktiver. Afklaring af spørgsmålet er selvsagt vigtigt, hvis godt avlsarbejde ikke skal erstattes af de store industriers monopol baseret på patenterede, genredigerede planter og dyr.
Genredigering er imidlertid slet ikke nødvendig for hverken landbrug eller for verdens forsyning med mad. Det er der to grunde til:
For det første er klassisk avlsarbejde lige så godt eller bedre end genredigering. Det er, fordi planters og dyrs egenskaber, i det omfang de er genetisk betingede, i de fleste tilfælde er betingede af en lang række forskellige gener. Kun i få tilfælde er de betingede af et enkelt gen, hvori vi kan redigere. Egenskaberne, for eksempel en plantes evne til at modstå tørke (rodlængde, fordampning fra blade, frøenes og frugternes udformning med mere) er i langt de fleste tilfælde betingede af et samspil mellem mange forskellige gener. I klassisk avlsarbejde udvælger man de planter, der ser ud til være de bedst egnede. Valget afgøres således af, hvordan planten ser ud, ikke hvad man måtte vide om plantens gener. Det samme gør naturen. Kendskab til, hvordan generne ser ud, er naturligvis interessant, og det kan være nyttigt, men det er ikke nødvendigt.
For det andet kan vi fremstille tilstrækkelig og god mad ved at frembringe flere planter, færre dyr, ved at praktisere bedre landmandskab, mindre madspild, bedre fordeling af maden og ved at fremme mangfoldighed i landbruget og beskytte artsrigdommene i naturen. Opgaven kræver befolkningens forståelse, og den kræver mod hos politikerne. Men kommer det første, kommer måske også det sidste.
Ikke helt overraskende er der ikke enighed om, hvor stor en del af landbrugsproduktion der på verdensplan frembringes af det industrielle landbrug, som først og fremmest vil udnytte de nye genetiske teknikker, og hvor meget der frembringes af små landmænd. Som altid er det et spørgsmål om, hvordan den slags gøres op. Regner man med energi, for eksempel i form af kalorier i foder og mad eller i kilowatttimer til vores energiforbrug, går regnestykket op til industrilandbrugets fordel. Regner man derimod i mad til mennesker, hvilket siges at være det væsentlige, går det op til fordel for de små landmænd.
EU-kommissionens forslag til EU-lov
På hele denne baggrund mener undertegnede, at det ikke er i den danske befolknings interesse at lempe EU’s regulering af anvendelse af nye genetiske teknikker i fremstilling af mad.
Det er imidlertid netop det, som Kommissionens udspil nu går ud på. Man foreslår nemlig, at EU skal fritage mindre ændringer i cellernes DNA for regulering. Mindre ændringer er 20 eller færre ændringer i DNA. Større ændringer skal fortsat reguleres som GMO. Argumentet for at fritage de mindre ændringer for regulering er, at de siges at ligne de ændringer, som forekommer i naturen, og kan fremkaldes ved konventionel planteavl.
Det lyder tilforladeligt, men det er misvisende. Ændringer i DNA, som er alvorlige for plantens eller dyrets egenskaber, har ikke nødvendigvis noget at gøre med, hvor meget DNA som er ændret. På den ene side kan planters og dyrs egenskaber undtagelsesvist netop være betinget af ganske små ændringer i et eller flere gener. Det er hele ideen i genredigering, og når genredigering kan udløse egenskaber, man er interesseret i, kan genredigering naturligvis også udløse ændringer, man ikke er interesseret i. Det siger sig selv.
På den anden side forekommer ændringer i store dele af DNA også i naturen, og som vi lige har set, kan genredigering i øvrigt godt udløse meget store ændringer i både dyrs og planters DNA. En fortælling om, at små ændringer fremkaldt ved genredigering er uskyldige, fordi de minder om små ændringer, der forekommer i naturen og i klassisk planteavl, er derfor misvisende. Biologisk set er det i virkeligheden vrøvl.
At man godt ved, at der er tale om små kunstigt fremkaldte genændringer, der ikke har noget med naturen at gøre, fremgår da også af, at de vil kunne patenteres. Industriens lobbyister i Bruxelles har været dygtige. Kommissionen vil acceptere, at Den Europæiske Patentmyndighed anser enhver ændring i DNA frembragt ved genredigering for at være så nytilkommen og aldrig tidligere set, at den kan patenteres. Men på samme tidspunkt vil Kommissionen betragte disse ændringer for at være så naturlige, at frembringelsen af dem ikke skal reguleres. Patentspørgsmålet er indviklet, men det undrer alligevel, at man har fået velmenende og intelligente europæiske toppolitikere med på det nummer. Det levende skal jo slet ikke kunne patenteres.
Nok så alvorligt er dog vildledningen af alle os andre. Kommissionens udspil efterlader nemlig læseren med det indtryk, at ansvarlig lovgivning vil sikre, at alle relevante former for GMO fortsat er regulerede, så hverken mennesker eller natur udsættes for risiko. Men virkeligheden er, at ophævelse af regulering af vigtige former for genredigering er en tilsidesættelse af forsigtighedsprincippet, som er indskrevet i EU-traktaten, det vil sige, det er juridisk bindende for EU’s medlemslande.
Det er ikke alene forsigtighedsprincippet, der sættes til side. Det er også en tilsidesættelse af principper om gennemskuelighed og sporbarhed. Europæiske forbrugere har kunnet regne med landbrugets sikre anvendelse af traditionelle metoder. De nye genetiske metoder, som ønskes fremmet, kan selvsagt ikke lade sig indskrive i en sådan tradition for sikker anvendelse. Det helt nye kan jo ikke være tradition. Alligevel foreslår Kommissionen, at vigtige former for nye genetiske metoder skal fritages for risikovurdering og mærkning. Forbrugerne vil derfor ikke kunne vide, om den mad, de køber hos købmand og i supermarked, ej heller den hidtil økologiske, er blevet til ved genredigering. Fødevareindustriens og detailhandelens mangeårige arbejde for retvisende vejledning af forbrugerne vil således være omsonst.
Andre og stærkere dele af den europæiske industri, heriblandt danske industrier, vil alligevel argumentere for, at Ministerråd og Parlament følger Kommissionens forslag til EU-lov. Den danske fødevareminister, som i dette tilfælde vil repræsentere Danmark i Ministerrådet, og danske medlemmer af Europaparlamentet, uanset partifarve, bør derimod stemme for, at befolkningens interesser i naturbeskyttelse og menneskers helbred ikke underlægges industriens. Selv om Kommissionens forslag måtte være skrevet i København.
Foreningen for Biodynamisk Jordbrug – Klaus Loehr-Petersen
Foreningen Netværk for Økologisk Akvakultur – Birte Brorson
Frie Bønder Levende Land – Ole Færgeman
Grøn Hverdag – Jørgen Martinus Hansen
Landsforeningen Praktisk Økologi – Søren Vissing Nielsen
NOAH – June Rebekka Bresson
Permakultur Danmark – Ruth Marie Kondrup
Frøsamlerne – Christina Abildtrup Jørgensen
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
