Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Som optakt til OK 25 har vi på national tv kunnet se behovet for, at vi virkelig fik banket nogle søm i for at forhindre den grove og til dels kriminelle udnyttelse af vores kollegaer, som kommer fra andre lande. Det er også derfor, at vi som murersvende i så mange år har råbt vagt i gevær om den udvikling, som vi har været vidner til på de danske byggepladser. Vi har på møder, konferencer, kurser og deslige agiteret for, at der bliver gjort op med det her vilde vesten-fænomen, som i den grad truer det organiserede arbejdsmarked, som vi jo nu en gang lever af.
Som den gode elev i klassen har vi derfor gjort, hvad der forlanges af os, nemlig at gøre vores fagforening opmærksom på, at vi ønsker redskaber i vores overenskomster, som kan modvirke den stigende arbejdskriminalitet, som vi hver dag oplever.
Vi kan derfor ikke andet end anbefale vores kollegaer at stemme nej til arbejdsgivernes og industriens diktat.
Vi står nu her med et resultat, som intet leverer overhovedet på det allermest afgørende punkt for det her lands bygningsarbejdere, nemlig kampen mod social dumping som truer os på vores levebrød. Faktisk ser vi endnu en overenskomst, som giver mest til dem, der i forvejen tjener mest. Altså det stik modsatte af hvad vi har bedt om i en årrække efterhånden. På den måde gør man incitamentet for at benytte sig af fidusfirmaer og udenlandsk arbejdskraft større.
Vi har været vidne til et forløb, hvor 85.000 bygningsarbejderes virkelighed overtrumfes af arbejdsgiverne, som bruger den danske model til at tryne vores forhandlere og på den måde tvinger et industriforlig ned i halsen på os. Et forlig som ikke indrammer et eneste af de krav og ønsker, vi murersvende har haft til vores egne løn- og arbejdsvilkår.
Det er ikke blot splittende for vores bevægelse, det er dybt undergravende for den demokratiske udvikling af det her lands løn- og arbejdsvilkår.
Men selv en kæberasler bør ikke slå en bygningsarbejder ud.
Vi deler på ingen måde den opfattelse, at vi må lægge os fladt ned, når det ser svært ud. Derfor ser vi med stor bekymring på, at vores topfolk ikke havde modet til at kæmpe videre. Det er svaghedstegn og afspejler på ingen måde det, vi bygningsarbejdere står for i det daglige. Vi forventer derfor, at disse repræsentanter præsenterer os for en plan, der kan give os troen på, at vi rent faktisk har indflydelse på vores egne løn- og arbejdsvilkår.
Vi vil ikke længere finde os i et falsk spil, hvor vi som bygningsarbejdere ikke har nogen reel indflydelse på udviklingen af vores egne løn- og arbejdsvilkår. Det skal der gøres op med én gang for alle!
Summa summarum så har vi murersvende intet fået af det, vi ville have. Vi er nok en gang blevet trynet af det der såkaldte “fællesskab”. Vi kan derfor ikke andet end anbefale vores kollegaer at stemme nej til arbejdsgivernes og industriens diktat.
Stem derfor nej til OK 25!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.