Læserbrev
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Først besluttede Folketinget – ledt an af regeringen – at en åbenlyst fascistisk lederfigur og dertilhørende foragt for regler og aftaler, ikke er tilstrækkeligt med usikkerhed til at droppe planerne om amerikanske soldater udstationeret på dansk jord. Selv ikke Trumps indirekte trusler mod Danmark i forbindelse med hans Grønland-drømme, har fået regeringen til at droppe skødehunderollen.
Og nu, mens det bliver tydeligere og tydeligere, at håbet om ukrainske bøllebank til Putins Rusland var et fatamorgana fra start, har Folketinget simpelthen besluttet at sende danske soldater til Ukraine.
Verden er i hastig forandring, og Trump har ingen interesse i at være allieret med det progressive Norden.
“På træning” lyder det fra vores politikere, men i Rusland er man altså ligeglade. De ser alene et Danmark, der rykker tættere på at være en aktiv del af konflikten. En konflikt der intet har med os at gøre. Og samtidig ser de naturligvis de danske soldater som legitime mål.
Er det virkelig i Danmarks interesse? Afgivelse af suverænitet til en utilregnelig fascist og direkte konflikt med en presset atommagt.
Fra min stol ligner det det modsatte. En dansk regering og et Folketing, som er så opslugt af at pleje aftaler og alliancer fra en længe glemt fortid, at de fuldstændigt glemmer at varetage den opgave, de er valgt til – at passe bedst muligt på menneskene i det her land. Det gør man simpelthen ikke ved at sværge loyalt troskab til Donald Trumps USA og da slet ikke ved at gøre Danmark og den danske hær til en del af krigen mod Putins atommagt.
Allerede da jeg jeg sad i Folketinget for Frie Grønne – dengang Biden var amerikansk præsident – var vi alene om at yde modstand mod aftalen om amerikanske soldater på dansk jord. Det afgiver suverænitet, erfaringen fra alle andre steder er forfærdelig, og så er det netop de mange hundrede amerikanske baser rundt omkring i verden, der er årsag til den ekstreme magtulighed, verden lider under.
Danmark kan ikke lade som ingenting og fortsætte med at se USA som en tæt allieret. Verden er i hastig forandring, og Trump har ingen interesse i at være allieret med det progressive Norden. Så selvfølgelig skal vi ikke byde Trumps soldater velkommen på dansk jord. Det er det rene vanvid. Men næsten endnu mere vanvittigt virker det at sende danske soldater til en krigszone med idéen om, at det ikke skulle blive anset som en provokation og et tydeligt skridt tættere på kernen i en konflikt, vi intet har med at gøre.
Tiden med USA som verdens korrupte politibetjent, der selvfølgelig er sat i verden for at passe på os – de rige – her i Europa, er for længst forbi. Donald Trumps megalomanske verdensherredømmedrømme er ikke starten på en ny tid, men derimod de sidste desperate krampetrækninger fra en amerikansk imperialisme, som synger på allersidste vers.
Ligeledes er krigen i Ukraine ikke endnu en gratis udflugt, hvor Danmark kan hjælpe amerikanerne med at ødelægge mellemøstlige lokalsamfund uden at skulle frygte for konsekvenserne. Nej, konsekvenserne er virkelige denne gang. Vladimir Putin er ikke en skræmt Saddam Hussein på flugt i en jordhule. Han er totalitær leder for verdens næststørste atommagt. Det er dén bjørn, Mette Frederiksen og Folketinget står og prikker til velvidende, at vores “tætteste allierede” i USA er klar til at erklære København for Mini-Moskva, hvis de kan få Grønland i bytte.
Det er ikke alene dansk suverænitet og danske soldaters liv, som vores politikere giver afkald på, men vores alle sammens sikkerhed og fremtid, de spiller hasard med.
I Frie Grønne siger vi nej tak til amerikanske soldater i Danmark, danske soldater i Ukraine, flere våben og mere død og ødelæggelse.
Nedrustning, udvikling og diplomati er eneste vej ud af det autokratiske højrefløjskaos, verden står midt i.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
