Den seriøse journalistik i Danmark er i dyb krise. 2023 var et år, hvor man hørte om utallige fyringsrunder, fordi adskillige aviser skulle spare mange stillinger væk. Sjællandske Medier, Jyllands-Posten, Jysk Fynske Medier, Politiken og mange andre har oplevet et mildest talt tumultarisk år.
Tiden er inde til at spørge, hvad årsagen til det er, og hvad løsningen er.
Sammen med politikere er journalister desværre også blandt de erhvervsgrupper i samfundet, der har den laveste troværdighed. God journalistik kræver penge og ressourcer, og det hjælper ikke at bringe utroværdige indlæg eller at overfokusere på, hvad der foregår på Christiansborg. For det ødelægger journalisternes ry for at være nogle, der vogter demokrati og beskytter borgerne mod magtmisbrug.
I stedet for at kæmpe indbyrdes om de 400 millioner kroner i den årlige mediestøtte burde medierne og især aviserne gå sammen om at kræve mindst et dobbelt så stort beløb i mediestøtte næste år. Jeg er godt klar over, at DR får cirka fire milliarder om året i mediestøtte.
Aviserne i Indien er meget bedre til at reflektere den diversitet, der er i samfundet, end de danske aviser.
Et land, der kan give milliarder til krig og ødelæggelse, kan sagtens give en milliard i støtte til ytringsfriheden og diversiteten i meningerne i det danske samfund. Hvordan kan det være, at et land, hvor adskillige virksomheder tjener store formuer, ikke føler sig nødsaget til at starte nogle fonde, hvorfra man kan bevillige penge i forhold til uafhængigheden af det journalistiske arbejde?
Der er mange tiltag, der er nødvendige. Jeg føler, at det går godt for medie- og avisbranchen i Indien. Men Indien er et land med 1,4 milliarder mennesker, og når flere og flere kan læse og skrive, stiger antallet af læsere. 25 procent af befolkningen i Indien er stadigvæk analfabeter.
Men der er en helt anden læsekultur i Indien. Dér er der prestige i at læse aviser. De indere, der emigrerer, fortsætter med at læse deres aviser på nettet. Til gengæld er aviserne i Indien meget bedre til at reflektere den diversitet, der er i samfundet, end de danske aviser er.
Ifølge New York Times er Indiens medieunivers enormt, måske det største i verden. Landet har mere end 17.000 aviser, 100.000 magasiner, 178 tv-nyhedskanaler og utallige hjemmesider på snesevis af sprog. Til det vil jeg tilføje, at landet efterhånden har det største antal avislæsere.
Hvor mange aviser har vi Danmark, og hvorfor er der ikke flere danskere, der læser aviser? Indien er stadigvæk et fattigt land. Alligevel elsker man at læse aviser. Men hvorfor kan Danmark ikke få lov til at have et tocifret antal af bæredygtige netaviser, som er tilgængelige for alle borgere, og som støtter det danske sprog og den danske kultur?
Det skal også siges, at det er få personer i Danmark, der både fylder avisernes spalteplads og agerer spindoktorer i diverse tv-programmer, og for at det ikke skal være løgn, bliver de også tit inviteret til at deltage i radioudsendelser.
Hvor er mediernes fokus på almindelige mennesker?
Hvor er mediernes fokus på almindelige menneskers daglige overlevelseskamp? Hvor er pluraliteten henne? Hvem giver plads til indvandrere med forskellige etniske baggrunde? Der er kommet et hav af indvandrere til landet, men aviserne og medierne bruger dem ikke og giver dem ikke mulighed for at skrive.
Med den teknologiske udvikling er det muligt at gøre medierne lidt mere alsidige. Man kan godt give kvinder, unge studerende, den almindelige arbejder og de svage en mulighed for at komme til orde. Hvilken begrundelse er der for at give de samme intellektuelt begavede og snobbede mennesker lov til at gentage sig selv i snart sagt alle medier? Og hvorfor skal politikerne fylde så meget?
Det er så interessant for mig at iagttage, at politikerne fylder så meget i danske medier. Der er andre institutioner i samfundet end Folketinget. Der er domstolene, civilsamfundet og en hel masse almindelige borgere, der fortæller mig, at deres indlæg ikke bliver trykt i aviserne. Jeg har mødt mange mennesker i Danmark, der siger, at de ikke får deres indlæg trykt i nogen som helst avis, selvom de er villige til at give aktindsigt til journalisterne for at bevise, hvad de nu har oplevet.
I Danmark forsøger alle medierne at være en mildere udgave af den kulturradikale avis Politiken.
Stribevis af fædre har mistet retten til samvær med deres børn, men deres historier optages ikke. Indvandrere, der har oplevet racisme og diskrimination og mennesker med handikap og psykiske lidelser oplever gentagne gange, at de bliver afvist til jobsamtaler.
Listen kan være endnu længere: Mennesker, der føler, at Danmark skal være i front for fred og ikke investere i krig; mennesker, der ikke ønsker at afgive suverænitet til amerikanerne ved at invitere dem ind på dansk jord; mennesker, der agerer mod den enorme russofobi i det danske samfund; mennesker, der vil kæmpe for større lighed i samfundet, og listen kan blive meget længere. Alle disse mennesker får ikke spalteplads i de danske aviser.
Det korte af det lange er, at i Danmark forsøger alle medierne at være en mildere udgave af den kulturradikale avis Politiken. Samtidig er en voksende del af den lavere middelklasse og arbejderklassen uden stemmer. Hvorfor?
Som sagt, en rig velfærdsstat, som efterhånden har modtaget over 10 procent af befolkningen fra andre lande, burde blive bedre til at integrere dem i det danske samfund. De nye indbyggere skal lære dansk, læse danske aviser, høre danske programmer og ikke følge de udenlandske medier.
Virksomheder, der ansætter meget udenlandsk arbejdskraft, burde støtte danske medier, som kan bringe relevante artikler, som kan tilpasses de nye medborgeres behov. Mange udenlandske borgere sidder med et stort behov for at fortælle deres livshistorie, og de kan bidrage med viden, som kan berige vores uddannelsesniveau. Med andre ord skal dækningen af stoffet blive bedre og mere alsidig.
Intet demokrati uden uafhængige medier
Selvfølgelig burde vi som samfundsborgere kræve en større mediestøtte til alle, så der er penge til et gravende journalistisk arbejde. Det er helt utroligt, at journalister ikke spørger Mette Frederiksen og Lars Løkke og Troels Lund Poulsen om, hvordan de kan give milliarder til militærstøtte til Ukraine, men ikke har ekstra millioner til den bedste kulturstøtte overhovedet, der kan gives, nemlig støtte til de uafhængige medier.
Der kan ikke være et demokrati uden uafhængige medier, og vi må alle sammen kæmpe for at give bedre vilkår til alle medier, selvom deres grundoverbevisning måske irriterer os. Sådan er det at bo i et demokrati, og Danmark burde som et rigt land have et hav af adskillige aviser, blade og tv-udsendelser, der afspejler danskernes diversitet.
Citater, foto og mellemrubrikker er indsat af redaktionen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
