Sommeren 2023 var et godt billede på, hvilke udfordringer vi står med i forhold til klimaet. Juni i år var den mest solrige måned nogensinde registreret i Danmark, juli den vådeste nogensinde, og i oktober oplevede vi de værste oversvømmelser i mere end 100 år. Klimaet forandrer sig – og det bliver kun voldsommere i de kommende år.
Derfor er Danmark nødt til at gå forrest og blive et mere grønt og bæredygtigt land. Danmarks skal vise vejen for andre lande og inspirere dem til også at tage skridt mod en mere bæredygtig fremtid.
Den grønne omstilling kan ikke løses alene ved den enkelte danskers private handlinger. Det kræver politisk vilje og handlekraft, da vi står over for en nødvendig og afgørende omstilling i retning af en mere bæredygtig produktion, energi, forbrug og fødevarer.
Vores medlemmer spiller en central rolle i den grønne omstilling.
Nye teknologier er et af de væsentlige redskaber i den grønne omstilling, da ny teknologi kan skabe en mere effektiv produktion og dermed sænke drivhusgasudledningen. Og vores medlemmer spiller en central rolle i den grønne omstilling. De er de tekniske, grønne pionerer, som arbejdsmarkedet har brug for – og de kan finde de innovative løsninger, der er nødvendige.
Derfor skal deres position styrkes. Vi ved, at manglen på teknisk arbejdskraft bliver større og større – og hvis Danmark skal nå de politiske visioner om en 70 procent C02-reduktion i 2030, spiller kvalificeret, teknisk arbejdskraft en afgørende rolle.
Derfor er det nødvendigt med markant større fokus, at Danmark får uddannet de nødvendige kreative specialister – og samtidig sikrer, at der er de nødvendige muligheder for relevant efteruddannelse. Hele arbejdslivet. Det er en forudsætning for at nå de ambitiøse grønne målsætninger.
Samtidig er det nødvendigt at styrke beredskabet i Danmark. Her spiller TL’s medlemmer også en vigtig rolle. Desværre tyder det ikke på, at denne udfordring bliver taget seriøst nok i landets byråd. Opgaverne bliver flere, større og mere komplekse, men pengene følger ikke med. Og flere steder arbejder kommunerne endda på at skære i budgetterne til beredskabet. Det er uholdbart.
Vi har fuld forståelse for, at kommunerne er pressede på økonomien, og at personale til hjemmepleje eller skoler prioriteres højt. Men der er ingen vej udenom. Opgaverne til klima, miljø og forsyning bliver kun større i de kommende år, og regningen, der skal betales, forsvinder ikke. Derfor skal kommuner og stat i fællesskab finde en fordeling af udgifterne, så vi er er rustet til de kommende års kriser.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.