80-året for Hiroshima og Nagasaki
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Der er en åbenlys modsætning mellem Danmarks officielle betingelser for at anerkende Palæstina som stat og den politiske realitet på jorden.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen insisterer på, at anerkendelsen kun bør ske som “led i en forhandlet løsning” med Israel eller som del af en “bred EU-koordineret indsats”. Men begge argumenter bygger på en virkelighed, der ikke findes. Og det er uholdbart – politisk, moralsk og strategisk.
Hvad er det egentlig, vi venter på?
Israel har i årevis undergravet en tostatsløsning. Siden Oslo-aftalerne i 1990’erne er antallet af ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem mere end fordoblet, og der bor i dag over 700.000 israelske bosættere på palæstinensisk land.
Israel har derudover opsplittet de palæstinensiske områder med mure, checkpoints og veje kun for bosættere, hvilket fysisk umuliggør en sammenhængende, levedygtig palæstinensisk stat. Oven i det har de voldsomme ødelæggelser i Gaza – hvor over 60.000 palæstinensere er dræbt, og store dele af infrastrukturen, hospitaler og boliger er jævnet med jorden – yderligere gjort idéen om en fremtidig stat i Gaza, på Vestbredden og i Østjerusalem tilnærmelsesvis umulig.
At anerkende Palæstina er at vælge folkeretten, som Danmark lægger stor vægt på at styrke som nuværende medlem af FN’s Sikkerhedsråd.
Samtidig har den israelske regering konsekvent afvist internationale resolutioner, der fordømmer bosættelserne og støtter en tostatsløsning samt palæstinensernes ret til selvbestemmelse.
I 2024 vedtog Knesset desuden en resolution, der principielt afviser oprettelsen af en palæstinensisk stat. En grundsten i dansk udenrigspolitik – visionen om to stater side om side i fred – eksisterer altså ikke i den israelske regerings politiske horisont. At tale om en “forhandlet løsning” i det lys er ikke bare virkelighedsfjernt – det er at vende blikket væk, mens uretfærdigheden vokser. Det bør få konsekvenser for Danmarks linje.
Man kan ikke blive ved med at sige: “Vi støtter en forhandlet løsning”, når den ene part nægter at forhandle. At opstille uopnåelige betingelser for anerkendelse er reelt at opgive det, man påstår at støtte og samtidig undgå at påtage sig det det ansvar, der følger med.
Og hvad angår kravet om en bred EU-indsats: Danmark har EU-formandskabet lige nu. Det er en oplagt politisk mulighed for at netop at skubbe sådan en indsats i gang.
147 af FN’s 193 medlemslande har allerede anerkendt Palæstina. I den seneste uge har Frankrig, Storbritannien, Malta og Canada meldt ud, at de vil gøre det samme.
Så hvad venter den danske regering egentlig på?
Det seneste svar fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen gør det desværre kun endnu tydeligere, hvorfor Danmark bør skifte kurs. I et interview med DR udtaler han, at “en anerkendelse lige nu og her bliver en symbolsk handling, som ikke flytter noget på landjorden” – og tilføjer: “Det vil ikke rokke en tøddel ved krigen”.
Men det er en forsimplet og farlig afvisning af symbolpolitikkens kraft i internationalt diplomati. En dansk anerkendelse vil ikke i sig selv stoppe bombningerne i Gaza i morgen eller åbne grænserne for nødhjælp.
Men en anerkendelse er et konkret, diplomatisk skridt, der kan bidrage til at ændre den politiske dynamik, som har muliggjort overgrebene i første omgang. Det flytter grænserne for, hvad der er acceptabelt, og styrker det internationale pres på Israel – ikke mindst fra de lande, som anser Israel som allieret.
Når lande som Frankrig, Storbritannien, Canada og Malta netop i disse uger melder deres anerkendelse, er det netop for at flytte normerne, signalere grænser og presse Israel – diplomatisk.
Og hvis Danmark virkelig ønsker at øge presset på Israel, som udenrigsministeren selv udtrykker det, så er en officiel anerkendelse ikke bare symbolik, men et nødvendigt værktøj i en bredere udenrigspolitisk strategi, der skal inkludere sanktioner, diplomatisk isolation, ophævelse af associeringsaftalen med Israel og støtte til retsforfølgelse.
Det er også et signal til palæstinenserne om, at der findes et alternativ til vold og afmagt, og at det internationale samfund lytter, når der gøres krav på rettigheder ad fredelig vej. Og Danmark har netop nu en unik mulighed for at gå forrest og trække andre europæiske lande med sig – for pres virker, når det er koordineret og vedholdende. Alt andet er passivitet forklædt som pragmatisme.
Ofte lyder svaret, at en dansk anerkendelse ikke vil gøre nogen reel forskel. At det blot er “symbolsk”, som Venstres udenrigsordfører Christian Friis Back kalder det. Men som fredsforsker Isabel Bramsen har gjort klart, er symbolpolitik betydningsfuldt – især i international politik.
Anerkendelsen af Palæstina er en magtfuld diplomatisk handling, der flytter normer og forventninger. Det bekræfter Frankrigs nylige udmelding, som inden for en uge fik Storbritannien, Malta og Canada til at følge trop.
En officiel dansk anerkendelse vil:
- Sende et klart signal til Israel om, at fortsat besættelse og udvidelse af bosættelser ikke kan fortsætte uden konsekvenser.
- Styrke de moderate kræfter blandt palæstinenserne, som kæmper for diplomati og legitimitet frem for vold og afmagt.
- Lægge pres på andre EU-lande og internationale aktører for at følge trop – som Spanien, Irland og Norge har gjort, og som nu også G7-lande som Frankrig, Storbritannien og Canada har varslet.
At anerkende Palæstina er at vælge folkeretten, som Danmark lægger stor vægt på at styrke som nuværende medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Det er at anerkende menneskerettigheder, ligeværd og palæstinensernes grundlæggende ret til selvbestemmelse.
Det er en nødvendig modvægt til den voksende normalisering af apartheidlignende forhold på Vestbredden og til den værst tænkelige humanitære katastrofe i Gaza som følge af Israels ulovlige blokade, der nægter 2,3 millioner palæstinensere adgang til livsnødvendig mad og medicin.
For uden internationalt pres har Israel intet incitament til at ændre kurs.
Det vil ikke være en gave til Hamas. Det vil være et skridt for fred, for ansvar og for at bringe realisme og balance tilbage i en international orden, der i alt for lang tid har svigtet det palæstinensiske folk.
Danmark skal ikke være det land, der tøver, mens verden handler. Anerkend Palæstina – her og nu!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
