Modstand
Danmark er et rigt land og er blandt de mest velstående lande i verden.
Danmark er så rigt, at det har brugt milliarder af kroner på krigene i Irak og Afghanistan og finansieret våben til Ukraine.
Der har medført tab af milliarder kroner, som kunne have været blevet brugt til noget bedre og mere hensigtsmæssigt som for eksempel hjælp til de fattigste i verden, sundhed, velfærd og miljø.
Endvidere har det desværre også medført tab af mange menneskeliv herunder i Danmark.
Danmark er så rigt et land, at regeringen sammen med de borgerlige har påtaget sig at genopbygge en stor by i Ukraine, når og hvis krigen stopper.
Desuden er Danmark det land, der bidrager mest til EU i forhold til befolkningstal.
Selv om velstandskurven har bevæget sig op siden 1960’erne, så er velfærdskurven til gengæld siden 1980 gået i den modsatte retning – nemlig nedad.
Derimod må regeringen og de borgerlige mene, at der ikke er økonomi til at genoprette vores sundhedsvæsen, velfærd og sociale sikkerhedsnet.
Det er ikke således, at ordet og begrebet velfærd er blevet glemt i politikernes retorik, når de skal presse befolkningen til at arbejde mere og være længere på arbejdsmarkedet.
Befolkningen bliver mødt med påstanden om, at arbejde skaber velstand, som er forudsætningen for, at der bliver råd til den sundhed og velfærd, som de fleste i befolkningen ønsker ifølge meningsmålinger.
Selv om velstandskurven har bevæget sig op siden 1960’erne, så er velfærdskurven til gengæld siden 1980 gået i den modsatte retning – nemlig nedad.
Næsten alle velfærdsområder og sundhedsområdet skraber bunden, og tendensen fortsætter i samme negative retning.
I dag kan man ikke være sikker på, at den solidarisk sundhedsvæsen og velfærd træder til med støtte og hjælper til den/dem, der bliver ramt af en social begivenhed som for eksempel sygdom, arbejdsløshed, alderdom.
Der er massive besparelser på vores uddannelsesområde til de unge og på børneområdet.
Der er mennesker, som har betalt den dyreste pris, nemlig med deres liv ved ikke have fået den rette og hurtige sygehusbehandling.
Der er eksempler på, at meget syge patienter bliver sendt hjem for at blive genindlagt flere gange til utryghed for familien og patienten.
Der er eksempler på, at der overses livsfarlig kræft, og behandlingen enten sættes i gang for sent eller slet ikke bliver sat i gang, fordi der ikke er nogen helbredelsesmuligheder.
Der er eksempel på, at der først bliver erkendt erstatning, som senere bliver frataget, vel vidende at den døende patient ikke har ressourcer til at føre retssag om sit erstatningskrav.
Der er eksempel på, at en meget syg mand ringer efter hjælp til 112, og der ikke bliver sendt ambulance, således at vedkommende kunne få så hurtig hjælp som muligt. Pågældende røg direkte på intensivafdeling på sygehuset.
Det kan kun lade sig gøre, hvor der ikke er familiemedlemmer og venner, der kunne have slået i bordet, når velfærdsstaten ikke lever op til dens forpligtelser.
Der er endvidere forslag om, at diabetikere ikke længere skal have tilskud til Ozempic.
Der er massive eksempler på de andre velfærdsområder, hvor nogle i befolkningen bliver ladt i stikken.
Det kommer ikke som en overraskelse for mig, at de borgerlige prioriterer skattelettelser, EU og militæret langt mere end velfærd og sundhed.
De såkaldte venstreorienterede har skiftet solidaritet, fred og demokrati ud med EU og dens rabiate liberalistisk økonomi, der har været med til udvide hullerne i det sociale sikkerhedsnet, ulighed og fattigdom og langsomt kvæler sundhed og velfærd.
Endvidere støtter de både NATO’s og EU’s målsætning om at blive en militærsupermagt.
Dem, der kommer til at betale regeringen (og betalingen af regningen begyndte allerede i 1972), er arbejderklassen.
Det meste triste af det hele er, at det er lykkedes for SF, S og Enhedslisten at manipulere befolkningen om, at hvis der er nogen, som kæmper for fred, demokrati, solidaritet, velfærd frihed og lighed, så var det lige dem.
Når det rent faktisk er sådan, at S sammen med SF har ført og fører ulighedsskabende politik og militaristisk politik med Enhedslistens støtte.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
