Læserbrev
I et debatindlæg 19. maj diskuterede jeg, hvordan og hvorfor en af de nye chatbot’er, OpenAI’s ChatGPT, fejlede på alle parametre, da jeg forsøgte at anvende den til noget fornuftigt. En replik 31. maj opfordrede alle til at tage kunstig intelligens alvorligt. Her uddyber jeg diskussionen med uddannelsessystemet som eksempel, fordi jeg kender det fra min forskning.
AI og uddannelsessystemet
I takt med udviklingen af de nye chatbot’er, som kan finde og versionere allerede eksisterende tekster, udvalgt på nettet efter kriterier, som ikke er offentliggjort, bliver både indsamling og versionering stedse mere effektiv og raffineret. Samtidig skjuler den tilsyneladende versionering, at det er tygget mad, som tygges igen og spyttes ud som noget nyt. Men for hver versionering stiger afstanden fra originalen, og det, som præsenteres, er ikke selvstændigt; det, som ser fint og velformuleret ud, er helt uoriginalt.
I uddannelsessystemet har dette skabt panik: Hvordan skal man give karakter, når det er en chatbot, som har besvaret opgaven? Men det er helt forudsigeligt. Allerede længe har massevis af opgaver bestået af omskrevne citater fra wikipedia eller lignende, så de er nye udgaver af andres arbejde. Præcis som jeg selv, længe før internettet, lærte mig at omskrive det, som allerede var skrevet af andre, på måder, som skjulte netop dette og fik det til at ligne noget, jeg selv havde fundet på.
Med de nye chatbot’er er forholdene for den selvstændige tanke blevet endnu dårligere.
Panikken i undervisningssystemet er derfor udtryk for dårlig hukommelse. De nye chatbot’er udtrykker en udvikling, som har været i gang lige så længe, uddannelsessystemet har fandtes. Lige siden staten og tidligere proto-staten via en religiøs magt gjorde gennemførelsen af et stykke symbolsk arbejde til en betingelse for retten til at udføre et stykke manuelt arbejde. Med alt hvad det indebærer af sortering efter allerede eksisterende sociale forhold, om end det legitimeres som noget andet.
I La reproduction fra 1970 konstaterer Bourdieu og Passeron, at elever og studerende belønnes for at producere efterplaprende udgaver af det, læreren har sagt, eller som står i de anvendte bøger. Det samme gælder på de mellemlange, såkaldte erhvervsuddannelser, at studerendes indøvede genfortællinger af en fortælling om, hvordan det praktiske arbejde, uddannelserne giver adgang til at udføre, burde udføres i en tænkt virkelighed. En slags folke-eventyr, som svarer til universiteter og højere læreanstalters metodekurser, som anses relevante for det praktiske arbejde, som uddannelserne giver mulighed for at blive ansat til at udføre – præst, jurist, læge, ingeniør samt de uddannelser, som giver adgang til jobs i centraladministrationen.
Den panik, fremkomsten af de nye chatbot’er har medført, udstiller en krise, uddannelsessystemet var i længe inden, fordi det, som efterspørges og honoreres, netop er gennemtygninger af allerede tygget mad, som ikke implicerer nye selvstændige ræsonnementer, og fordi det er umuligt at afsløre, at en tekst er produceret af en chatbot. Med den seneste diskussion i Norge af reglerne for selvplagiat bliver det endnu sværere at afsløre AI-genererede tekster, fordi de nye regler implicerer, at det alene er produktet, som må evalueres og ikke processen, inklusive del-tekster produceret undervejs.
AI som plagiatkontrol
Hidtil har underviserne været afhængige af tjenester som – ved hjælp af AI – kan afsløre en studerendes plagiat af eksisterende tekst. Med de nye chatbot’er, som kan formulere sig som om det var selvstændigt, risikerer også de plagiatkontrollerende tjenester at blive afvæbnet, hvilket pludselig stiller nye krav til underviserne, som ellers har kunnet gemme sig bag udbredte forestillinger om, at anvendes den rette bedømmelsesmetode, er man sikker på en retfærdig bedømmelse (en instrumentel positivisme).
I Sverige ses multiple choice tests uden hjælpemidler i store eksaminationssale som den bedste medicin mod chatbot-snyderi i hjemmeopgaver. Underviserne, som rekrutteres i forhold til, om de kan reproducere de fremherskende videnskabelige ideologier, kan hverken formulere eller rette opgaver, hvor de studerende udfører selvstændige analyser, hvilket ellers kunne afvæbne chatbot’erne. I stedet vælger de salseksamen uden hjælpemidler – som er et effektivt værn mod at måle, om de studerende kan tænke selv, efter undervisning som ligeledes forhindrer de studerende i at lære at tænke selv.
Fremkomsten af de nye chatbot’er accentuerer altså, at undervisningssystemet på ingen måde er gearet til at gøre det, som ellers giver det legitimitet, fremme en selvstændigt tænkende elev/studerende uanset dennes sociale baggrund. En for stærk tro på instrumentel positivisme gør dog, at det tager tid, før dette bundfælder sig.
Det er heller ikke nyt, at en elev/studerende respektive underviser/forsker kan få andre til at skrive sine opgaver/artikler. Der har længe fandtes særlige tjenester, som producerer opgavebesvarelser på samlebånd. Og det sker også systematisk og helt legitimt i forskergrupper, hvor forskerstuderende ansættes til at udføre forsøg og skrive artikler med henblik på erhvervelsen af ph.d.-graden, hvorefter den bevillingshavende professor, forskergruppens administrative leder, meriterer sig gennem at stå som en af forfatterne til de producerede artikler. Det, som er nyt med fremkomsten af de nye chatbot’er, er, at det er blevet billigt.
Erkendelsesøkonomien er tæt på kollaps
Dermed er uddannelsessystemets særlige erkendelsesøkonomi altså tæt på kollaps. Som redskab både for sortering og for produktion af erkendelse. Ikke fordi alle involverede snyder, og fordi snyderiet fremmes af AI (skønt de øverste klasser på sin vis snyder hele tiden i kraft af deres sociale baggrund), men fordi de nye chatbot’er understreger, at uddannelsessystemets vigtigste funktion er dels at sortere elever/studerende og undervisere/forskere efter allerede eksisterende sociale forskelle, dels at legitimere denne sortering, dels at skjule alt dette. Den vigtigste funktion er ikke at skabe lighed på baggrund af flid og dygtighed.
Det er en offentlig hemmelighed, at det afhænger mere af læreren end af undervisningsmetoderne, om eleverne lærer at tænke selv, og at det afhænger af, at læreren går ud over sit opdrag og tænker selv. Det er noget af det, en uendelig række af uddannelsesreformer har gjort stedse mere vanskeligt. Også på universiteter og videregående uddannelser gælder det, at den, som vil lære noget andet end mainstream og noget andet end at tale papegøjesprog, selv må opsøge den underviser, der gør noget andet end det, der forventes, noget som kræver selvstændig tænkning og arbejde. Mere end noget andet er det dét, fremkomsten af de nye chatbot’er viser.
En chatbot hjælper den, som vil leve drømmen om social mobilitet, men det sker gennem underkastelse under de givne sociale dominansforhold. Samtidig viser fremkomsten af de nye chatbot’er, hvordan de allerede privilegerede opnår yderligere privilegier, og hvordan de ikke-privilegerede mister de få privilegier, de har. Det udtrykkes meget fint i “Admiralens vise”: “Da mine egne tanker var så små og få, så endte jeg med kors og bånd og stjerner på”.
AI gør, at alle kan snylte på alle
De nye chatbot’er demokratiserer adgangen til at opnå privilegier ved at få andre til at arbejde for sig. Klassesamfundet i ren form. Samtidig demokratiseres også opretholdelsen af klassesamfundet. Det kan enhver nu gøre og hævde, at det er til fordel for alle. Men det er løgn.
Kampen mod en sådan udvikling implicerer produktionen af fornuft, hvor nye indsigter belønnes og ikke reproduktionen af eksisterende ideologier og sociale forhold. Med introduktionen af de nye chatbot’er har denne klassekamp fået endnu vanskeligere kår, fordi de mange, som systemet er til ulempe for, i jagten på private privilegier sætter AI i arbejde og reproducerer det eksisterende. Det går ud over dem, som ikke er selvskrevne til at få succes, de ambitiøse fra de lavere klasser.
Den, som vil forandre eksisterende forhold og bryde sine klasselænker, må overliste de nuværende magthavere ved at eksponere alle urimelighederne og indse, at dette alene kan ske gennem hårdt arbejde og mod alle odds. Der er ingen genveje. De nye chatbot’er spænder ben for dette, fordi de forværrer betingelserne for, at nogen lærer noget eller producerer ny viden i en offentligt betalt sammenhæng (skole/universitetet).
Nyligt afdøde Staf Callewaert, sociolog og professor i pædagogik på Københavns Universitet, sagde engang, at muligvis kan vi undvære universitetet i den form, det efterhånden har fået, men vi kan ikke undvære at tænke os om. Med de nye chatbot’er er forholdene for den selvstændige tanke blevet endnu dårligere. Ikke som noget nyt, men som en forlængelse af en allerede eksisterende tendens.
Og imens hærger kapitalen frit.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
