Læserbrev
Et par dage inden Trumps sidste dage som præsident placerede han atter Cuba på USA’s liste over lande, der ifølge USA støtter international terrorisme. Udenrigsminister Pompeo tilføjede, at Trump administrationen også “holdt Cuba ansvarlig for dets ondartede indblanding i Venezuela og resten af den vestlige hemisfære”.
Cubas placering på USA’s terrorliste har fået mange udenlandske banker og virksomheder til at holde sig væk fra Cuba af frygt for sanktioner fra USA. Cubas vicepremierminister Ricardo Cabrisas har forklaret, at Cuba gennemgår en af de sværeste tider i revolutionens 64-årige historie, ikke mindst som konsekvens af US-sanktioner mod landet.
Dette er en af flere grunde til, at den cubanske økonomi er blevet konfronteret med alvorlige udfordringer i de sidste par år, men vi skal starte et andet sted for at forstå, hvorfor den lokale cubanske peso i de sidste to år dels er devalueret kraftigt, dels er ramt af en kraftig inflation.
I skrivende stund er den officielle bankkurs på amerikanske dollars (USD) 123 pesos (CUP), men samtidig handles den på gaden til 195 CUP. I forhold til euroen er den officielle bankkurs 1:136 CUP, men 1:200 CUP på gaden. Vi skal huske på, at for blot lidt over to år siden var USD-kursen blot 24 CUP, hvor den havde ligget stabilt i mange år, og der var ingen, der vekslede på gaden. Nu oplever man folk overalt, der vil veksle til USD/euro, så de enten kan bruge dem, når de rejser væk fra Cuba, eller til at handle i de nye MLC-butikker.
Fra 1. januar 2021 blev CUP’en den eneste gangbare mønt i landet. Prisen for 1 USD blev fastsat til 24 CUP, sådan som det havde været i mange år.
Samtidig følger fødevarepriser på det private marked (grøntsagsmarkeder, visse kødmarkeder, private restauranter og lignende) gadekurserne på USD/euro, og der hamstres, hvor der kan, på det statslige marked, som efterfølgende sælges til ågerpriser på parallelmarkedet, hvorfor der ud over en kraftig devaluering af den cubanske peso også opleves en kraftig inflation. Har man derfor kun sin folkepension eller statsløn uden adgang til udenlandsk valuta i form af pengeforsendelser og lignende, er livet blevet rigtig vanskeligt, fordi alt ud over rationeringsvarerne koster rigtig mange penge.
Hvad er de vigtigste grunde til disse økonomiske og finansielle ændringer?
Forklaringerne er mange, og nogle af de oplagte grunde er naturligvis Trumps yderligere 243 sanktioner mod Cuba, der lukkede næsten helt ned for det ellers stærkt stigende antal amerikanere, der efter 50 års forbud mod at besøge landet med stor interesse begyndte at besøge øen, da Obama åbnede op over for Cuba. De amerikanske turister ville finde ud af, hvad det var, der havde været så farligt, at Kennedy havde brudt med alle USA’s frihedsidealer for at holde den almindelige amerikaner væk fra “djævle-øen”, som sågar var en del af den såkaldte “ondskabens akse” ifølge G. Bush Jr.
Præsident Obama gav “visse” grupper i det amerikanske samfund lov til at besøge Cuba, men under meget strenge restriktioner. Det betød, at der begyndte en stadig stigende turisme fra USA; det væltede ind med turister fra de krydstogtskibe, der ikke havde kunnet besøge Cuba i årevis, og europæiske politiske ledere fik travlt med at besøge Cuba af frygt for, at USA vil udkonkurrere europæiske virksomheder, når amerikanerne åbnede helt op.
Med Trump blev det atter forbudt krydstogtsskibene at lægge til i cubanske havne; udenlandske firmaer måtte ikke handle, investere eller opholde sig på områder, som før revolutionen var amerikansk ejede; Cuba blev atter forbudt at bruge USD på verdensmarkedet, hvor størstedelen af verdenshandlen – indtil starten på Ukrainekonflikten – foregår i USD. Derved blev statens valutareserver i USD værdiløse, og de cubanske banker måtte stoppe med at veksle USD-kontanter, fordi de for staten reelt set ikke længere var mere værd end toiletpapir! Tillige blev pengeforsendelse fra USA i Trumps sidste dage forbudt, så over 400 Western Union-afdelinger fordelt over hele øen i løbet af foråret måtte dreje nøglen om, og cubanere med familie/venner i USA kunne ikke længere modtage økonomisk støtte herfra.
Trumps udenrigsminister, Mike Pompeo, skræmte livet af mange tredjeverdenslande, der modtog hjælp fra de berømte cubanske sundhedsmissioner, som igennem tiderne har hjulpet – og stadig hjælper – 165 lande siden revolutionens start. Pompeo advarede de respektive lande, at hvis de ikke straks ophørte med at modtage de cubanske sundhedsmissioner, ville USA sanktionere landene ved at fjerne økonomisk og militær støtte. Sundhedsmissionerne er en vigtig indtægtskilde i det cubanske statsbudget, og det vidste Pompeo alt for godt! Biden lovede i sin præsidentvalgkampagne at vende USA’s Cuba-politik tilbage til dagene fra Obama-tiden, men løftet blev aldrig efterlevet!
Det blev ikke bedre af, at verden samtidig blev ramt af coronapandemi, hvor verdenssamfundet gik i stå, og specielt tredjeverdenslande blev hårdt ramt. Dette gjaldt også Cuba, hvor de vigtige indtægter fra eksempelvis turistindustrien forsvandt som dug for solen.
Vestens sanktioner mod Rusland i forbindelse med Ukraine-konflikten har samtidig betydet øgede energi- og brændstofpriser samt stigende priser på mange importvarer som en konsekvens af manglende hvedeeksport fra Ukraine og Rusland.
Den besværlige reform af Cubas møntfodssystem
Inden pandemien og Trumps ultimative sanktioner havde Cuba omsider fået sat en dato for reform af deres dobbelte møntfodssystem (CUP’en og CUC’en – hvor 1 CUC var lig 1 USD) med henblik på kun at have én møntfod, nemlig CUP’en. Reformen havde været undervejs siden 2011, hvor det var blevet besluttet at udfase det dobbelte møntfodssystem. Man kan i bakspejlets skær diskutere, om det med Trumps ultimative Cuba-politik blandet med pandemi var det rigtige tidspunkt at lave disse reformer, men som det måske vil fremgå af nedenstående, var det påtrængende nødvendigt at afskaffe den dobbelt møntfod, som i virkeligheden var mere end blot en dobbelt møntfod.
Fra 1. januar 2021 (få dage før, at Trump placerede Cuba på listen over lande, der støtter international terrorisme, og kort efter, at han havde forbudt nogen former for pengeforsendelser fra USA til Cuba), blev CUP’en den eneste gangbare mønt i landet. Prisen for 1 USD blev fastsat til 24 CUP, sådan som det havde været i mange år.
Hvorfor opstod den dobbelte møntfod? … eller den tredobbelte møntfod?
For at forstå, hvorfor der overhovedet udviklede sig et dobbelt møntfodssystem, må vi tilbage til østbloklandenes sammenbrud, hvor Cuba på meget kort tid mistede op mod 80 procent af deres samhandel med udlandet – i dette tilfælde østbloklandene. Det tvang landet til at anskaffe sig amerikanske dollars, da man nu skulle handle og agere på det kapitalistiske verdensmarked. Man havde meget få USD på det tidspunkt, hvorfor staten åbnede op for, at cubanere kunne modtage dollars i pengeforsendelse, som de så efterfølgende kunne købe ind for i de nyoprettede TRD-butikker, hvor der kun kunne købes varer i USD. Overskuddet fra disse butikker skulle – sammen med andre økonomiske tiltag som den begyndende turistindustri og Joint venture-projekter – gå til at finansiere det dyre statslige system med mange gratisydelser (sundheds-, uddannelses- og sociale system) samt de mange subsidierede varer/services (kulturindustri, rationeringsvarer, transport, energi- og vandforbrug).
Men landet trådte ind i en dyb krise på grund af manglende finansieringsmuligheder af importvarer fra verdensmarkedet. Det medførte en kraftig mangelvaresituation og en stor efterspørgsel af varer, og da varerne hovedsageligt kunne købes i TRD-butikkerne, steg efterspørgslen på USD til 150 CUP for én USD. Det betød, at en liter madolie til 2 USD i en TRD-butik pludselig kostede det, der svarer til en cubansk gennemsnitsmånedsløn på det tidspunkt. Dette blot for at forstå alvoren af den økonomiske krise på det tidspunkt!
Som resultat heraf indførte man den konvertible peso (CUC), som fik samme værdi som 1 USD, og som samtidig kunne bruges til at konsumere i TRD-butikkerne. En del af de statslige ansattes løn blev samtidig udbetalt i CUC, hvorved banken fik mulighed for at nedregulere udbuddet af CUP’en (= mindre udbud af CUP), hvorefter CUP-kursen over for USD støt og roligt begyndte at blive styrket, og i mange år lå den stabilt på 1:24. Men dermed var der i princippet allerede tre gangbare valutaer i landet: CUP, USD og CUC.
Under Bush Jr-administrationen begyndte udenlandske banker (schweiziske UBS, engelsk Lloyds bank, tyske Comerz Bank, BNP Paribas og så videre) at blive sanktioneret af USA for at lave handelstransaktioner for Cuba i USD. Bøderne var op til to-cifrede milliardbeløb (i danske kroner), og det fik naturligvis de fleste banker til at stoppe transaktionerne. Som modsvar til US-sanktionerne fjernede man den amerikanske mønt som gangbar betalingsmiddel i Cuba og pålagde et gebyr på veksling fra USD til CUP/CUC, så USD reelt røg ned på en vekselrate på 1:20 i forhold til CUP. Dermed var der kun CUC og CUP tilbage som gangbare møntenheder.
… Og alligevel ikke! Der var faktisk stadig tre møntenheder, nemlig CUP’en samt to vekselrater for CUC’en, og her lå den gordiske knude for den cubanske økonomi. Statslige virksomheder omregnede en CUC-kurs med 1:1 i forhold til CUP’en (hvilket ville sige, at 1 USD/CUC var lig 1 CUP). Dette gjorde det rentabelt for virksomheder at importere, men fremmede absolut ikke eksportvirksomheder, der kun fik 1 CUP for hver USD, de tjente. Det fjernede incitament til produktion og eksport af cubanske varer, ud over at det skabte en masse ekstra unødvendigt bureaukrati med de to vekselrater for en CUC. Dette problem skulle løses på et tidspunkt, og efter næsten 10 års forberedelse blev den økonomiske reform søsat den 1. januar 2021.
Med den økonomiske reform blev det som nævnt fastsat, at der kun var én møntenhed i Cuba, nemlig CUP’en, og kursen blev fortsat fastsat til 1:24 over for USD/CUC, ligesom folk fik et halvt år til at veksle deres CUC til CUP.
Lønstigninger og udfasning af subsidier
Idéen med reformen var samtidig en udfasning af mange subsidier på varer/ydelser, der omvendt skulle modsvares af en klækkelig lønforhøjelse for statsansatte/pensionister på mellem 500 og 1000 procent. Det i sig selv er naturligvis inflationsfremkaldende, men idéen var, at ved fjernelse af subsidier sammen med klækkelige lønstigninger til statsansatte kunne disse komme på niveau med lønninger i privatsektoren, hvorved man håbede på at kunne få nogle af de alt for mange folk i den arbejdsdygtige alder, som ikke gider arbejde på grund af lave statslønninger, der sammen med lave leveomkostninger (subsidierede varer/ydelser, gratis uddannelses- og sundhedssystem, ingen husleje og så videre) gør det rimeligt “harmløst” ikke at arbejde. Derved bliver man en rigtig dyr udgift for staten og gør det endnu mere vanskeligt at sikre de dårligst stillede med nødvendige services.
Med Biden som ny præsident i USA kom ikke de forventede politiske ændringer, som han ellers havde lovet i sin valgkamp, med det resultat, at CUP’en svækkedes lige så langsomt. Sanktionerne forværredes drastisk med Ukraine-konflikten, som specielt har kunnet mærkes i tredjeverdenslande, en ting, som Vesten fuldstændig negligerer i sin sanktionspolitik mod Rusland.
Bankerne måtte samtidig indstille køb og salg af USD på grund af USA’s forbud mod, at Cuba kunne bruge fysiske USD til handel på verdensmarkedet. Samtidig åbnede USA efter endt pandemi op for, at cubanere, der ved egen hjælp nåede USA’s grænse, automatisk blev budt ind i USA. (Alle andre latinoer var forbudt adgang til det forjættede land). Det fremmede en sand masseflugt fra øen. Cubanere begyndte i stor stil at sælge deres ejendomme for at have en startkapital i udlandet, men de sælger i USD/euro, for CUP’en kan ikke veksles i udlandet. Det skabte endnu større efterspørgsel på USD/euro, som igen betød stigende gadekurser, og nu ligger vekselkursen omkring de 200 CUP pr. euro (lidt billigere for USD).
90’ernes krise om igen eller …?
Med en pension på 1600 CUP om måneden er det tydeligt, at pengene ikke rækker ret langt. En god gennemsnitsløn kan ligge på omkring 4500 CUP (efter den økonomiske reform i januar ’21), og havde USD-kursen fortsat ligget på de 24 CUP, havde det svaret til næsten 200 USD pr. måned, en klækkelig sum, når det medtænkes, at man ikke betaler husleje i Cuba, og at mange statslige services stadig er meget billige eller ligefrem gratis. Men på grund af devaluering i gadekursen er gennemsnitslønnen atter reduceret til cirka 22 USD (som før den økonomiske reform), og blandet med inflationen gør det den økonomiske situation næsten umulig for mange borgere, specielt statsansatte og pensionister uden adgang til hård valuta.
Det har medført stigende tiggeri ude i de lokale kvarterer, ting, som vi ellers kun oplevede i turistkvarterer før, hvor det var en “god forretning” at tigge, og hvor tiggere ofte tjente meget mere end en almindelig arbejder. I gadebilledet synes prostitution også at være blevet mere synlig igen. Derudover opleves korruption i statsapparatet, da funktionærer tænker på at fylde egne tomme lommer frem for at udføre deres arbejdsmæssige forpligtelser.
Selvom situationen minder om starten af 90’erne, så er Cuba på mange måder dog bedre forberedt denne gang, da man trods alt har de sidste 30 års erfaring med sig, hvor man som isoleret land har skullet kæmpe mod amerikanske præsidenters svingende sanktioner, og man har fået mange nye udenlandske venner, kontakter og handelsforbindelser.
Alligevel er der nogle faktorer, der skiller sig kraftigt ud fra 90’erne: For det første er Fidel og Raul, som var ophavsmænd til revolutionen og har en heltehistorie og respekt knyttet til deres navne, forsvundet fra den politiske scene (Raul er dog stadig menigt medlem af parlamentet), og den nye præsident, Miguel Diaz-Canel Bermudez, der er vokset op med revolutionen, må derfor kæmpe sig til folkets respekt via resultater, og det er svært i så alvorlig en krisetid.
For det andet er det en ny ungdomsgeneration, som vokser op. De kender kun Fidel/Raul perifært. For det tredje udvides internettet lige så langsomt i disse år, og man kan nu købe datapakker direkte til mobiltelefoner, så man kan være på nettet hele tiden. Det medfører stigende indflydelse fra sociale medier og amerikanske “nyhedsbureauer”, hvis eneste formål er at sende tydeligt forvrængede nyheder til Cuba med henblik på – sammen med den økonomiske/finansielle blokade og vareknapheden – at skabe utilfredshed i det cubanske samfund. Mange unge tænker på en anden måde, konsumsamfundet er begyndt at tage sit indtog i det cubanske samfund, og mange søger væk fra landet.
Lyspunkter i horisonten?
I horisonten skimtes der dog forskellige lyspunkter, som burde arbejde til Cubas fordel. For eksempel har både Kina og Rusland udtrykt ønske om at hjælpe Cuba med at komme igennem den aktuelle vanskelige krise.
Præsident Diaz-Canel besøgte Kina i november sidste år, hvor værtslandet blandt andet donerede 100 millioner USD til Cuba samt omstrukturerede den cubanske gæld til det asiatiske land. Fremtidige investeringer blev drøftet, og den kinesiske præsident Xi Jinping udtrykte stort ønske om at få løst Cubas problemer uafhængigt af landets gæld.
Derudover har en større russisk delegation været i Cuba, hvor der er blevet aftalt store russiske investeringer i landet inden for landbrug, industri og turisme samt lovning om brændstofforsyninger. De cubanske betalinger til Rusland er tillige aftalt at foregå i rubel, hvorved USD elimineres, hvilket igen kan svække USA’s sanktionsmuligheder.
I april ’23 trådte den amerikanske senator og ultrakonservative republikaner Marco Rubio frem på TV og udtrykte sin dybe bekymring for, og at der inden for få år “vil være så mange lande, der handler i andre valutaer end dollaren, at vi ikke vil have mulighed for at sanktionere dem.”
En vigtig sideeffekt af konflikten i Ukraine – samt Vestens aggressive sanktioner mod Rusland – har i det hele taget medført en svækkelse af USD som hård valuta på det internationale marked. BRIKS-landene (Kina, Indien, Rusland, Sydafrika og Brasilien) taler sågar om at erstatte USD med en ny møntenhed, der skal fungere inden for BRIKS-landenes samhandel. Det vil yderligere svække USD’s monopolstatus på det internationale marked, hvilket generelt vil være et positivt perspektiv for lande som Cuba, Venezuela, Nicaragua, Syrien, Iran, Nordkorea, Afghanistan og så videre, hvor USA i årevis har brugt dollarens monopolstatus til at føre ’inkonventionel krig’ ved hjælp af indefrysning af landenes valutareserver, forbyde udenlandske banker at lave handelstransaktioner i USD for de ramte lande samt forbyde pengeforsendelser i USD til de respektive lande.
Sidst kan nævnes, at Cubas turistindustri atter er ved at komme i gang.
Det skal også nævnes, at Cuba med observatørstatus netop har deltaget i et topmøde i Den Euroasiatiske Økonomiske Union (Rusland, Hviderusland, Kazakhstan, Armenien og Kirgisistan). Unionen har til formål at sikre fri handel med varer, services, penge og arbejdskraft samt koordinering af landenes energi- og industripolitikker. Dette samarbejde har et stort potentiale for Cuba inden for farmaceutisk industri, sundhed, turisme, ligesom det vil tiltrække investeringer, skabe nye industriparker og, fremfor alt, forøge adgangen til nye udenlandske markeder!
Eksempelvis udviklede Cuba tre effektive coronavacciner under pandemien, som kan bruges til børn helt ned til to år. Disse sælges typisk til andre lavindkomstlande til billige penge, og da de samtidig kan opbevares ved køleskabstemperatur, kræver det ikke en dyr ekstrainvestering for landene til opbevaring af vaccinerne. Men selv om BigPharm og USA gør alt for at forhindre international anerkendelse af de cubanske vacciner, har lande som blandt andre Venezuela, Mexico, Nicaragua, Vietnam, Hviderusland og Iran købt og gjort brug af disse, så der ligger et kæmpe potentiale i eksport af mange farmaceutiske produkter.
Sidst kan nævnes, at Cubas turistindustri atter er ved at komme i gang, og med stigende indtægter i hård valuta vil de cubanske banker efterhånden kunne købe og sælge udenlandsk valuta (hvad i øvrigt så småt er påbegyndt), og det vil på sigt få gadekurserne på USD/euro til at falde og nærme sig de officielle kurser. Derfra må man så håbe på, at staten får så meget styr på økonomien, at CUP’en kan reevalueres, så den økonomiske reform fra januar 2021 omsider kan opnå de resultater, der var tiltænkt: At øge købekraften for de statslige lønninger, mindske lønspændet mellem den statslige og private sektor og samtidig skabe et incitament til at arbejde for de mange cubanere, der i årevis har valgt ikke at arbejde, men blot benyttet sig af de mange ’statslige gratisydelser’, der derved er blevet en uforholdsmæssig stor udgift for staten.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
