STARK bryder sympatikonflikt
I næste uge begynder FN’s klimatopmøde, COP26, og det faktum fylder mig med både håb og frygt.
Jeg får flashbacks til for et år siden, hvor der var præsidentvalg i USA. Hvis Trump blev valgt igen, ville USA formelt træde ud af Parisaftalen, og verdens næststørste drivhusgasudleder ville altså stå udenfor klimasamarbejdet. Det skræmte mig helt vildt – men selvom Biden langtfra har leveret på klimadagsordenen, endte valget dengang heldigvis med det rette resultat.
I næste uge er det dog ikke bare et valg, der skal vindes. 193 lande skal til COP26 blive enige om en kompleks aftale, der skal binde landene op på klimatiltag, så de lever op til Parisaftalen. Aftalen skal altså nødvendigvis indeholde reel og radikal handling her og nu, men står det til de velstående lande, skal den heller ikke gå ud over vækst eller jobs. Den grønne omstilling må faktisk slet ikke kunne mærkes ifølge dem.
Samtidig står landene fra Det Globale Syd og skriger på drastisk klimahandling her og nu – og med rette. De rammes allerede af de klimaforandringer, vores overforbrug her i Vesten har skabt. Det er ekstremt uretfærdigt, og det gør det ikke bedre, at vi i de rige, mest udledende lande stadig er så fodslæbende i vores grønne omstilling.
Hvad der sker til COP26 er afgørende for min og kommende generationers fremtid. Jeg håber inderligt, at de har hørt os.
De store udlederes enorme magt er også frustrerende fra mit eget synspunkt som ung klimaaktivist. Det er ekstremt ubehageligt at erkende, at COP’ens beslutninger nærmest fuldstændig er ude af mine – og resten af min generations – hænder.
Personligt er jeg en handlingsorienteret type, der fikser mine problemer så hurtigt som muligt. Hvis der opstår et problem i mit liv, er jeg vant til at kunne handle på det og, ja, fikse det. Jo mere jeg læser op på klimakrisen, jo mere indser jeg, at det er ét problem, som overskygger alle andre. Det er ikke bare et problem: Det er en krise. Mine hverdagsproblemer bliver fuldstændigt ligegyldige i sammenligning med klimakrisen. Udfordringen er bare, at jeg her er fuldstændig magtesløs. Forhandlingerne mellem verdens ledere er ude af mine hænder, og det giver mig en stor følelse af frygt, at jeg ikke kan gøre andet end at sidde og bide negle, mens de afgør, hvordan min fremtid skal se ud.
Jeg har dog stadig håb. Vi er vidner til en stigende bevidsthed omkring klimakrisen blandt befolkninger på hele kloden. Mange – unge især – er gode til at få vendt denne følelse af magtesløshed til konkret handling ved at blive klimaaktivister. Det er godt for den grønne omstilling, og det er godt for vores mentale helbred. Jeg har i løbet af året engageret mig i Den Grønne Studenterbevægelse, og det har givet mig håb og en tro på fremtiden at være i et handlingsorienteret fællesskab af unge, der har det ligesom mig. Vi har – ligesom andre klimabevægelser over hele verden – presset vores regering til hurtigere klimahandling. Nu må vi se til COP26, om verdens ledere har lyttet til os.
Hvad der sker til COP26 er afgørende for min og kommende generationers fremtid. Jeg håber inderligt, at de har hørt os.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
