Kommentar
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Når Rasmus Stoklund vælger at dele tal om homofobi blandt muslimer i Danmark og konkluderer, at det er “rystende” og et tegn på “enorme integrationsproblemer”, er det svært at se hans udmelding som andet end endnu et led i den langvarige stigmatisering af danske muslimer.
Som dansker og muslim nægter jeg at tage ansvar for de generaliseringer, der bruges som brændstof til en politisk fortælling frem for som udtryk for reel bekymring for LGBT-personers vilkår. Det kan måske lyde som en kliché, men jeg har venner, der er en del af LGBT-miljøet, og jeg kan i høj grad genkende deres oplevelser af fordomme og stigmatisering – også fordi jeg selv har mødt noget af det samme.
Hvor er den samme politiske harme, når undersøgelser viser udbredt homofobi blandt højrenationale miljøer eller visse konservative kristne miljøer i Danmark og Østeuropa?
Men jeg ser dem ikke som noget særligt “anderledes”, og jeg nævner dem ikke for at legitimere mig selv. De er bare individer som alle andre, og vores venskab handler ikke om identitetspolitik, men om helt almindelig menneskelig forbindelse.
Stoklund nævner en ny undersøgelse, hvor en vis andel af danske muslimer giver udtryk for homofobiske holdninger. Det er selvfølgelig et problem – men det er ikke unikt for muslimer. I stedet for at spørge, hvad vi som samfund kan gøre for at mindske intolerance på tværs af grupper, bruges undersøgelsen som en hammer mod én minoritet.
Men hvor er den samme politiske harme, når undersøgelser viser udbredt homofobi blandt højrenationale miljøer eller visse konservative kristne miljøer i Danmark og Østeuropa? Hvor er bekymringen over, at vold mod LGBT-personer i høj grad begås af unge mænd, uanset etnisk baggrund.
Homofobi er ikke noget, muslimer har patent på. Det er et strukturelt og kulturelt problem, som findes i mange miljøer. Da Folketinget i 2012 gav homoseksuelle ret til at blive viet i kirken, stemte hele Dansk Folkeparti imod. Det samme gjorde et antal medlemmer af Venstre og De Konservative. Det var ikke muslimer, men politikere i vores egne institutioner, der modsatte sig grundlæggende LGBT-rettigheder.
Derudover er der stadig religiøse samfund som Jehovas Vidner, konservative kristne og ortodokse jødiske miljøer, hvor homofobien lever i bedste velgående – men de bliver aldrig kollektivt udskammet.
Hvis Stoklund virkelig bekymrede sig om LGBT-personers rettigheder, ville hans opslag have handlet om, hvordan vi skaber trygge miljøer for queer-personer i alle samfundslag. I stedet bruges LGBT-sagen som løftestang til at slå nedad og videreføre en kampagne mod en allerede udskældt gruppe.
Den form for politisk udnyttelse af minoriteters stemmer splitter samfundet. Og det er ikke noget, jeg vil finde mig i.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
