Bedre arbejdsmiljø
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
BRIKS er et af de verdensfænomener, som venstrefløjen er uenige om.
Venstrefløjen må handle ud fra det fælles og væsentlige mål, nemlig den antikapitalistiske kamp og modstanden mod den vestlige imperialisme – og ikke miste dette af syne. Uden en samlet strategisk retning risikerer man at forblive fragmenteret og ineffektiv, mens de kræfter, man ønsker at udfordre, styrker deres position. Samarbejde og bevægelse mod en fælles strategisk plan – og på sigt måske en eller anden form for organisatorisk enhed – betyder dog ikke, at man skal undgå debat om de uenigheder, der måtte være.
Virkelig forandring fødes i sprækkerne, og BRIKS – med al dens kompleksitet – laver en sådan sprække i imperialismens lejre.
Det gavner ikke at feje disse uenigheder ind under gulvtæppet og lade som om, de ikke eksisterer. Tværtimod kan de være vigtige for at belyse forskellige aspekter af virkeligheden. Som Hegel sagde: Sandheden er helheden. Ved at inddrage flere perspektiver kan man opbygge en samlet analyse, der kommer tættere på virkeligheden og dermed giver et stærkere grundlag for handling.
Men her er det afgørende at holde fokus. Diskussionerne må ikke få en splittende rolle, men i stedet bruges til at skærpe forståelsen af målet og midlerne. Det kræver disciplin at holde sig til emnet og respekt for, at uenighed ikke behøver at være fjendskab. Når dialogen er konstruktiv og strategisk forankret, styrker den bevægelsen som helhed.
Med disse indledende bemærkninger vil jeg nedenfor redegøre for, hvad jeg mener om BRIKS, og argumentere for, hvorfor jeg mener det.
BRIKS-samarbejdet – oprettet af Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – tegner sig som en skygge over det 21. århundredes geopolitiske kort. Der er hovedsageligt to dominerende opfattelser af BRIKS.
Det anti-imperialistiske syn
For nogle på venstrefløjen varsler det begyndelsen på det vestlige hegemonis sammenbrud. Nogle venstreorienterede, desillusionerede over vestlig dominans, ser BRIKS som et bolværk mod det globale nords udbytning. I deres øjne fortjener disse lande ukritisk støtte, alene fordi de udfordrer Vestens dominans.
Kommunistpartiet i Kenya (marxist-leninistisk), Sydafrikas Kommunistiske Parti (SACP), Det Kommunistiske Parti i Storbritannien (marxist-leninistisk) — CPGB-ML samt flere mindre venstrefløjsgrupper har fremsat sådanne synspunkter; dette overser dog, at flere af BRIKS-landenes regeringer selv undertrykker arbejdere, udplyndrer naturressourcer og samarbejder med korrupte kræfter.
Dette syn har en tendens til at romantisere forholdene og negligere klassekampen samt andre undertrykkende forhold i BRIKS-landene. Det er langt fra i alle lande, at den herskende klasse udgøres af det nationale bourgeoisi. For blot at nævne nogle eksempler: I Egypten har det nationale bourgeoisi ikke haft magten siden Nassers fald. Ligeledes har Emiraterne og Saudi-Arabien aldrig haft et nationalt bourgeoisi, men udelukkende et kompradorbourgeoisi.
Denne gruppe har en tendens til at nedprioritere kampen mod undertrykkende forhold i disse lande. Derfor lukker man øjnene for muslimernes undertrykkelse i Indien, kvinders undertrykkelse i Iran og kommunisternes undertrykkelse i Venezuela (som endnu ikke er medlem af BRIKS). Denne gruppe går sommetider så langt som at kalde enhver opposition i disse lande for en “orange revolution/fløjlsrevolution”. Paradoksalt nok forstærker denne negligering og dette svigt højrefløjen og imperialismens rolle, som får lov til at organisere og udnytte disse bevægelser i kampen mod undertrykkende forhold til egen fordel.
Pyramideteorien
Omvendt findes der venstrefløjsstemmer, med Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE) i spidsen, som betragter klassekampen mellem kapital og arbejde som det væsentligste og dermed overser den geopolitiske kamps betydning for en multipolær verdensorden.
KKE fremlagde modellen første gang omkring deres 18. kongres (2009) og videreudviklede den ved 19. kongres (2013), hvor de illustrerede, at øverst i pyramiden står de stærkeste imperialistiske magter (USA, EU, Japan og så videre), mens de lavere niveauer udgøres af de svagere kapitalistiske stater, som selv kan være udbyttede, men samtidig deltager i udbytning af endnu svagere stater.
Det tankevækkende er, at denne gruppe, trods deres revolutionære udgangspunkt, deler synspunkter med Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet, hvad angår BRIKS og dets rolle i verden. Denne model/teori ignorerer BRIKS’ udfordring af dollardominansen, de globale bankers netværk og den vestlige teknologis mure.
For dem er BRIKS blot endnu et bedrag – det gamle kapitalistiske apparat iført en ny forklædning. Teorien om “den imperialistiske pyramide” sætter alle kapitalistiske lande i samme kategori og overser de strukturelle forbindelser mellem undertrykkende og undertrykte lande. Den er ikke blot ude af stand til at tydeliggøre imperialismens virkelighed, men fører i praksis også til forglemmelse af det globale syds nationale befrielseskamp. Dette syn formår heller ikke at forklare den ulige verdensstruktur, vi står overfor.
Blot følgende spørgsmål kan afsløre denne teoretiske models svaghed:
– Hvilke lande fører krig tusindvis af kilometer fra deres egne grænser under påskud af selvopfundne begrundelser?
– Hvilke lande pålægger andre stater ensidige sanktioner ved at tilsidesætte internationale love?
– Hvilke lande beslaglægger gennem magtmisbrug andre staters værdier i deres banker?
– Hvilke lande anvender deres banksystem som redskab til at lægge pres på andre stater?
– Og hvilke lande udnytter imperialistiske institutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond til at stille krav, såsom indførelse af en neoliberal økonomi, som betingelse for at yde lån?
Behov for et tredje syn
Midt mellem disse to synspunkter savnes et realistisk blik, der hverken falder for håbefulde illusioner eller kalder denne sammenslutning imperialistisk. Vi savner et blik, der ikke blot deler fænomenerne i sort-hvid, men som anstrenger sig for at gå i dybden og afsløre indre modsætninger og ydre muligheder.
Verden lader sig dog ikke let opdele i simple og let gennemskuelige dele. Selvom BRIKS udfordrer Vestens dominans, så er det sandt at sige, at den ikke har sit udspring i arbejderklassens kampe. De nye banker og handelsmekanismer i syd har nok en ny form, men ikke nødvendigvis et folkeligt indhold. Alligevel udfordrer BRIKS den vestlige verdensorden – også uden at være et udtryk for arbejdernes vilje.
Der er behov for at undersøge den globale overgang fra amerikansk unipolaritet til en ny, fragmenteret verdensorden med BRIKS som omdrejningspunkt.
Med udgangspunkt i en marxistisk analyse af de enkelte landes klasseforhold og interne spændinger vurderer jeg både arbejderklassens rolle i dette spil og BRIKS’ placering i den globale konflikt. I denne artikel søger jeg at balancere kritikken af det lokale bourgeoisis “anti-vestlige” politik med en afdækning af BRIKS’ egne kapitalistiske tendenser.
Denne dobbelte tilgang er ikke selvmodsigende – den udspringer af kapitalens globale modsigelser. Denne artikel understreger, at enhver kamp, der føres udelukkende af regeringer og uden arbejdernes aktive deltagelse, uundgåeligt vil, før eller siden, antage kapitalens farve. Samtidig advares der mod at undervurdere BRIKS’ betydning i opbruddet med den amerikanske unipolære verdensorden.
Det skal bemærkes, at forfatteren tidligere har skrevet indgående om Folkerepublikken Kina og derfor ikke behandler Kinas rolle i BRIKS i denne analyse (Magasinet Arbejderen, juli 2025).
Verdens førende modsætninger
Før vi undersøger BRIKS’ rolle i den globale udvikling, er det nødvendigt at forstå de grundlæggende strukturelle modsætninger, der præger verdenssystemet i dag.
Den marxistiske forskningsgruppe The Tricontinental identificerer otte centrale modsætninger, som afspejler den globale orden og dens klassekarakter. Især tre af disse har særlig betydning for det globale syd:
- Modsætningen mellem det globale nords herskende klasser og bourgeoisiet i det globale syd:
Kapitalen i de udviklede lande står ofte i modstrid med bourgeoisiets interesser i de perifere, kapitalistiske samfund i syd – en spænding, der kommer til udtryk i kampen om markeder, ressourcer og politisk indflydelse. - Modsætningen mellem den hvide overklasse i G7-landene og folkemasserne i det globale syd:
Her krydser race og klasse hinanden. De magtfulde og overvejende hvide eliter i nord opretholder deres dominans over arbejderklassen, småbønder og det lavere petitbourgeoisi i syd gennem økonomisk, politisk og kulturel kontrol. - Den interne klassemodsætning i det globale syd mellem bourgeoisiet og folket:
I de sydlige lande findes dybe modsætninger mellem den nationale elite og de brede masser – arbejdere, bønder og andre undertrykte dele af befolkningen. Denne konflikt skaber social og politisk ustabilitet og underminerer enhver reel folkelig udvikling.
Ud over disse centrale modsætninger peger TriContinental på bredere globale konflikter, herunder: USA-ledet imperialisme versus Kinas spirende socialisme; Global rentierkapitalisme versus behovet for bæredygtig udvikling; amerikansk imperialisme versus national suverænitet i det globale syd; vestlig dominans versus menneskelig og økologisk fremtid; Bourgeoisiet i det globale nord versus egne underklasser.
Disse modsætninger er ikke abstrakte – de udgør de konkrete strukturer, hvori nutidens konflikter udfolder sig. Forståelsen af dem er afgørende for enhver analyse af BRIKS’ rolle i verden.
Især de tre første modsætninger fremhæves for at vurdere BRIKS’ position i verdenssystemet.
De oprindelige BRIKS-lande, som ledende aktører i det globale syds kapitalistiske struktur, balancerer mellem interne klassemodsætninger og konfrontationen med det globale nords dominans. På den ene side står de over for voksende ulighed og sociale spændinger i egne samfund. På den anden side udfordrer de den eksisterende unipolære verdensorden, hvor kapital, teknologi og finansielle institutioner kontrolleres af eliter i nord.
Storkapitalen og de multinationale selskaber i nord har sikret sig overherredømme gennem kontrol med naturressourcer, billig arbejdskraft og politisk afhængighed. Resultatet er massiv ulighed og social desperation i det globale syd – en ulighed, der ikke blot er økonomisk og klassemæssig, men også rummer tydelige race- og kulturdimensioner.
Uden en dyb forståelse af disse grundlæggende modsætninger er det umuligt at analysere BRIKS’ betydning for den multipolære verdens fremkomst, transformationen af kapitalismen og modstanden mod imperialismen. BRIKS er både en arena for interne klassekampe og et redskab i den globale kamp mod Vestens dominans.
Bourgeoisiet i det globale syd indtager en kompleks og dobbelt position. På den ene side søger det at opnå uafhængighed fra den vestlige dominans og må derfor samarbejde med egne folkelige bevægelser – arbejdere, bønder og undertrykte grupper – i en fælles front mod imperialismen (det er værd at bemærke, at ingen af disse lande anvender begrebet “imperialisme”, men foretrækker udtrykket “Vestens dominans”).
På den anden side er det samme bourgeoisi involveret i korruption og fører neoliberale politikker, som forværrer uligheden og skader de lavere klassers interesser. Når folket rejser sig, vælger mange af disse regeringer at undertrykke bevægelserne for at beskytte egne privilegier.
Denne dobbelte rolle – modstand mod ydre dominans og undertrykkelse af interne krav om social retfærdighed – er afgørende at forstå, hvis man vil analysere politiske og økonomiske tendenser i det globale syd. Det er netop i spændingsfeltet mellem disse modsætninger, at BRIKS’ potentiale og begrænsninger udfolder sig.
BRIKS’ rolle i opgøret med den unipolære verdensorden
I mødet med Vestens langvarige dominans opstod BRIKS som en heterogen, men markant opposition. Gruppen blev dannet af lande, der, selv uden udsigt til fuld frigørelse fra kapitalens lænker, søgte at udfordre den eksisterende verdensorden. Med oprettelsen af egne banker, forsøg på at af-dollarisere verdenshandlen og satsning på national innovation tog BRIKS de første skridt mod at svække Vestens monopol på global magt.
Bag denne udvikling ligger erfaringer med kolonial udbytning og et ønske om politisk og økonomisk selvstændighed. BRIKS har – trods interne modsætninger og begrænsninger – bidraget til at løsne de strukturer, hvormed den vestlige imperialisme har opretholdt sit globale lederskab.
Selvom BRIKS ikke bygger på socialistiske eller egalitære principper, insisterer det på at skabe en multicentrisk verdensorden, hvor Vesten ikke længere kan udøve uindskrænket kontrol. Gruppens fremkomst har åbnet nye muligheder for lande i det globale syd, der historisk er blevet udelukket fra den økonomiske vækst, som det kapitalistiske Vesten har monopoliseret.
BRIKS muliggør, at lande reducerer afhængigheden af vestlig kapital og teknologi og i stedet fremmer samarbejde og udvikling mellem sydlande. Dette giver lande i syd mulighed for at styrke deres økonomier med egne ressourcer og arbejdsstyrker, fri for vestligt pres.
Hvis de sociale og klassestrukturer i disse lande tillader det, kan BRIKS fungere som en platform for stabil planøkonomi og bæredygtig udvikling – ikke som en revolutionær aktør, men som en katalysator for nationale og folkelige fremskridt.
BRIKS kan derfor ses som en mulighed for lande i syd til at opnå uafhængighed og udvikling på egne præmisser. Jo større vægt arbejderklassen og de undertrykte lag har i disse samfunds politiske og økonomiske beslutningsprocesser, desto større er potentialet for at udnytte BRIKS’ muligheder til reelt fremskridt.
BRIKS er således mere end en økonomisk alliance; den afviser Vestens teknokratiske universalisme og fremhæver i stedet national suverænitet, kulturel identitet og statslig selvbestemmelse i en stadig mere globaliseret verden.
BRIKS fremstår i dag som et udtryk for den fremvoksende multipolære orden, hvor magten ikke længere er centraliseret i ét centrum. Denne udvikling er uacceptabel for Washington, især under Trump, som søger at bevare amerikansk dominans gennem nye midler og metoder, der adskiller sig fra Obama- og Bidens-administrationerne. Den unipolære verden, der blev skabt efter Sovjetunionens fald, nærmer sig sin afslutning. De nye aktører – med al deres interne uenighed og kamp – har sat gang i denne bevægelse, og det globale syd er ikke længere blot en scene, men medspiller i historiens nye kapitel.
Mangler og negative aspekter ved BRIKS
BRIKS-alliancens interne struktur afspejler tydeligt medlemslandenes komplekse klassenatur. Statskapitalisme, nationalt bourgeoisi og borgerlig nationalisme eksisterer side om side og er ofte dominerende, mens arbejderklassens interesser forbliver marginaliserede. Ser man bort fra Folkerepublikken Kina, ligner BRIKS snarere en pagt mellem eliterne – kapitalens og magtens – end et fællesskab, der repræsenterer de arbejdende og udbyttede.
Rusland: Statskapitalisme og neoliberal dominans
I Rusland udgør den statsligt kontrollerede økonomi, som hviler på militær- og energisektorerne, en modsætning til det vestlige bourgeoisi.
Efter en lang periode, hvor oligarkerne havde fuld kontrol over både økonomien og de politiske institutioner, lykkedes det under Primakovs regering i 1998 det nationale bourgeoisi – bestående af nye fabriksejere og mindre erhvervsdrivende – at mobilisere kræfter for at varetage sine interesser og udfordre oligarkerne. Selvom Jeltsin fyrede Primakov efter blot otte måneder, blev det nationale bourgeoisi alligevel en magtfaktor.
Efterfølgende blev der sat fokus på centralisering af magten, styrkelse af staten og begrænsning af oligarkernes politiske indflydelse, samtidig med at Ruslands økonomi voksede kraftigt, delvist på grund af stigende olie- og gaspriser, og staten genvandt kontrol over strategiske sektorer, især energi, som det ses i Yukos-konflikten med Michail Chodorkovskij.
Alligevel fortsatte den neoliberale politisk-økonomi. Staten udøvede kontrol gennem stærk indgriben, men arbejderfjendtlige og ulighedsskabende politikker bestod, som kendes fra de neokonservative kræfter.
Ifølge Bloomberg steg russiske milliardærers samlede formue med 20,4 milliarder dollars alene i første halvdel af 2025. Credit Suisse rapporterer, at den rigeste ene procent ejer 58 procent af alle aktiver, mens de nederste 50 procent ejer under én procent. Den sociale kløft er massiv.
Det Russiske Kommunistparti (KPRF) har i årevis kritiseret denne udvikling. Partiet har talt for nationalisering af strategiske sektorer og kritiseret oligarkiets dominans. I 2023 kritiserede partiet igen regeringens neoliberale kurs og efterlyste en statsstyret økonomi med social retfærdighed som fundament.
Demokratiet trives heller ikke så godt. Så sent som i slutningen af august i år advarede partiet om risikoen for valgsvindel, problemer med elektronisk stemmeafgivning og embedsmænds indblanding. Partiets leder, Zyuganov, understregede nødvendigheden af at vedtage en ‘valglov for partiet’. Han sagde også, at hvis man fusker med valget, er der kun revolutionen tilbage.
Mange marxister er dømt på tvivlsomt grundlag, blandt andre den kendte sociolog Boris Kagarlitskij, Sergej Udaltsov – lederen af Left Front, som er allieret med KPRF – samt lederne af marxistiske læseklubber i Ufa og Penza.
Indien, Brasilien og Sydafrika: Neoliberal udhuling og social uro
I Indien, Brasilien og Sydafrika er neoliberalisme fremherskende – uanset politisk farve. Privatiseringer, nedskæringer og markedets dominans kombineret med udbredt korruption på alle regeringsniveauer underminerer fællesskabets interesser og forværrer sociale spændinger. Arbejdernes deltagelse i politiske beslutninger er minimal, og sociale bevægelser mødes ofte med undertrykkelse.
Indien er præget af dyb økonomisk og social ulighed. Ifølge Global Inequality Report (2022) sidder den rigeste ene procent på 40 procent af landets rigdom, mens de nederste 50 procent kun ejer 6 procent. Regeringens politikker – blandt andet Citizenship Amendment Act og National Population Registry – diskriminerer systematisk mod muslimer og underminerer grundlæggende borgerrettigheder. Pressen er under stigende statslig kontrol, hvilket yderligere truer demokratiet.
Brasilien oplever lignende problemer. De rigeste 10 procent ejer næsten 80 procent af landets rigdom (Credit Suisse). Sociale spændinger er vokset, særligt omkring jordfordeling og privatiseringer. I 2023 overtog Bevægelsen af Landløse Arbejdere land i Pernambuco og krævede jordreform. Samme år strejkede arbejdere i syv delstater mod privatiseringer af blandt andet vandforsyning og metro.
Selv om Lulas regering har forsøgt at standse nogle privatiseringsplaner, fortsætter pres fra stærke lobbyer. I 2024 blev en landsdækkende universitetsstrejke igangsat som reaktion på reallønsfald. Ansatte i miljøorganisationer strejkede ligeledes, hvilket reducerede overvågning af skovrydning i Amazonas. Disse bevægelser viser, hvor skrøbelig balancen mellem socialpolitik og kapitalinteresser er i Brasilien.
Sydafrika har set ANC – engang et symbol på befrielse – degenerere i korruption og ineffektivitet. Dette har forstærket klassespændinger og svækket alliancens indre sammenhæng. Den sociale ulighed og eksklusion er vokset, mens arbejdernes stemme forbliver svag.
En modvægt – ikke et alternativ
Selvom BRIKS præsenterer sig som anti-hegemonisk, kan alliancen ikke betragtes som et reelt alternativ til den vestlige kapitalistiske og imperialistiske verdensorden. Medlemslandene (taler ikke om Kina) opererer i høj grad ud fra egne nationale borgerliges interesser – ikke arbejderklassens. De har alle i forskellig grad tilpasset sig neoliberale dogmer og deltager i den globale kapitalistiske økonomi.
Disse BRIKS-lande er dog ikke imperialistiske stater – hverken efter Lenins kriterier eller Hobsens definitioner om militær ekspansion og neokolonial dominans – men det gør dem ikke automatisk progressive. Alliancen udfordrer den unipolære verdensorden, men tilbyder ikke en systemisk eller solidarisk erstatning.
BRIKS er ikke afslutningen på kapitalismen, men det er en begyndelse på opbruddet med den verdensorden, der i årtier har været defineret af ulighed, dominans og udbytning. Alliancen åbner sprækker i det globale system – men hvorvidt disse udnyttes til reel forandring afhænger af arbejderklassens og de folkelige bevægelsers styrke, både i syd og globalt.
Hvad bør der gøres?
Vi er ikke enige med den såkaldte pyramideteori, der hævder, at alle kapitalistiske lande automatisk er imperialistiske. Marxismen analyserer fænomener i deres historiske kontekst, og vi skelner mellem undertrykkende og undertrykte nationer. I dag ser vi en væsentlig geopolitisk modstrid mellem kræfter, der ønsker at fastholde Vestens imperialistiske hegemoni, og kræfter, der kæmper for en multipolær verdensorden.
Det globale syds kamp mod århundreders undertrykkelse fra det globale nord er en af de væsentligste modsætninger i dag. Jeg ville ønske, at denne kamp blev ledet af arbejderklassen, men af historiske og strukturelle grunde ledes den i dag af bourgeoisiet i de pågældende lande. Her må vi vælge side. Vi kan ikke forholde os neutrale, indtil arbejderklassen tager magten. For os er socialisme også international solidaritet, og vi står sammen med det globale syd i deres kamp for frigørelse fra Vestens hegemoni – fuldt bevidste om de interne spændinger og den ubarmhjertige klassekamp mellem bourgeoisi og arbejderklasse.
Men vi kan vælge side i konflikten mellem nord og syd og samtidig stå sammen med arbejderklassen og de undertrykte i syd. På den måde kæmper vi mod den nordlige imperialisme uden at svigte de undertrykte i syd.
Der er ingen tvivl om, at Rusland og Kina forfølger deres nationale interesser, men de er ikke imperialistiske lande. Det er netop denne sondring, pyramideteorien ikke laver, og derfor stiller den sig i praksis på linje med den vestlige imperialisme.
Det er derfor en ansvarsforflygtigelse at sætte Rusland og Kina på linje med USA og NATO. NATO har ført krige tusindvis af kilometer fra egne grænser, og USA har hundreder af militærbaser verden over, mens Rusland og Kina kun har ganske få baser uden for egne territorier. Hvis vi ser bort fra Kinas fejltagelse i krigen mod Vietnam, har landet ikke ført krige i det sidste århundrede, og Rusland – bortset fra den vestligt provokerede invasion i Ukraine – har heller ikke ført krige i samme periode.
Det betyder dog ikke, at vi skal overse det nationale bourgeoisis undertrykkelse i det globale syd. Tværtimod vælger vi igen side – med arbejderklassen og de mindre privilegerede. Klassekampen i alle lande betyder, at vores sympati altid ligger hos arbejderklassen, uanset om den foregår i syd eller i metropolen. Det betyder heller ikke, at vi skal ignorere klassekampen i Rusland, Brasilien, Indien og så videre. Absolut ikke. Kampen imod disse landes neoliberale politik er en vigtig kamp, som venstrefløjen bør stå i front for.
BRIKS er hverken en frigørende bevægelse eller en imperialistisk institution. Det er et felt af modsætninger, hvor den vestlige imperialismes fald ikke ledsages af en revolutionær orden, men hvor opbygningen af en emancipatorisk politik nedefra alligevel bliver mulig.
Den klarsynede venstrefløj bør hverken reducere BRIKS til en antikapitalistisk kraft eller ignorere BRIKS’ antiimperialistiske potentiale.
Det står klart, at de nationale bourgeoisier i BRIKS-landene i varierende grad modsætter sig Vestens dominans. Men at betragte dem som en del af en samlet antiimperialistisk front er at overse deres egne undertrykkende og arbejderfjendtlige politikker.
Arbejderbevægelser og folkelige kræfter kan – med deres egne uafhængige programmer – indgå taktiske alliancer med antivestlige aktører i BRIKS. Men dette må aldrig overskygge den fundamentale modsætning mellem arbejderklassen og storkapitalen eller det nationale bourgeoisi. Masserne må organiseres og mobiliseres – især arbejderklassen – for at stå stærkt i klassekampen, også inden for BRIKS’ grænser.
Derfor må den radikale venstrefløj nægte at stille sig tilfreds med BRIKS-regeringernes paroler – men heller ikke ignorere deres opgør med den vestlige dominans. Virkelig forandring fødes i sprækkerne, og BRIKS – med al dens kompleksitet – laver en sådan sprække i imperialismens lejre.
Konklusion
Er BRIKS begyndelsen på en frigørende opstand – eller blot en ny version af den samme kapitalisme, blot med lokale farver og sprog? Svaret er ikke entydigt. BRIKS repræsenterer ikke socialisme, men søger en multipolær verdensorden. Denne multipolaritet kan dog bryde Vestens finansielle monopol, som i årtier har begrænset uafhængig udvikling i det globale syd.
BRIKS-traktaten, med alle dens interne modsætninger og forskelligartede medlemslande, markerer en vigtig geopolitisk omvæltning i takt med Vestens faldende dominans. Set i et marxistisk lys er alliancen ikke proletariatets værk; tværtimod tjener de fleste af dens regeringer det nationale bourgeoisi. Alligevel spiller BRIKS en betydelig rolle i at svække de vestlige imperialistiske strukturer og åbner nye rum for klassekamp – især i periferien.
Initiativer som Den Nye Udviklingsbank og bestræbelserne på at reducere dollarens dominans har skabt sprækker i den globale finansielle arkitektur. Selvom de primært gavner de herskende klasser i BRIKS-landene, begrænser de også Vestens økonomiske manøvrerum.
Vestlig imperialismes tilbagetog – selv gennem borgerlige alliancer – kan på længere sigt gavne arbejderklassen globalt. Når magt ikke er centraliseret i én pol, øges mulighederne for, at folkelige bevægelser, fagforeninger og progressive kræfter i syd kan vinde terræn.
Alligevel rummer alliancen dybe modsætninger. Dens politikker bygger ikke på arbejderklassens interesser, men kan give muligheder – hvis arbejderklassen formår at organisere sig og mobilisere nedenfra.
Den radikale venstrefløj må hverken romantisere BRIKS som en antiimperialistisk front eller ignorere dens rolle i at underminere Vestens hegemoni.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
