Rigtigt mange mennesker tror på alt muligt underligt. Eller rettere sagt, de ved alt muligt, som andre ikke tror passer. Eller rettere sagt, som de ved ikke passer. For eksempel findes de såkaldte flat-earthers, som ved, at Jorden er flad som en pandekage. Det virker jo ret uskyldigt.
Desuden er der en meget stor gruppe mennesker, som tages meget alvorligt, og som aflønnes af de kommunale og andre myndigheder for at udvikle deres synspunkter, som siden danner baggrund for administrative og fysiske tiltag. For eksempel den store gruppe, som ved, at der i Uppsala, hvor jeg bor, er boligmangel, som ved, at boligmanglen måles bedst via den kommunale boligkø, og som desuden ved, at man kan komme boligmanglen til livs ved at bygge flere boliger. Fordi der er masser af argumenter for, at intet af alt dette passer, og fordi det ikke har haft nogen indflydelse på disse personers holdninger og handlinger, havner disse personer i samme kategori som flat-earthers. Det er derimod ikke det mindste uskyldigt.
I øjeblikket bygges der heldigvis ikke så meget i Uppsala. Men tidligere er der bygget masser af boliger, som alene har tilfredsstillet et behov enten hos dem, der allerede har en bolig, for at kunne flytte, eller hos diverse investorer for en god investering.
Der er tilmed personer, der – som talende dukker eller AI – kan sige noget, der til forveksling ligner fornuft, men hvor det viser sig, at de dels ikke har forstået det, de selv siger, dels ikke tager konsekvensen af det. I Uppsala gælder det for eksempel den forhenværende planchef, nu stadsbyggnadsdirektör Christian Blomberg, der i et interview i Upsala Nya Tidning 30/12 hævder nødvendigheden af at bygge endnu flere dyre boliger. Og det gælder for eksempel direktøren for det kommunale boligselskab Uppsalahem AB, Mattias Tegefjord, der i et interview i Upsala Nya Tidning 29/12 hævder nødvendigheden af kraftig lejeforhøjelse i de eksisterende. Begge dele med udgangspunkt i en påstået boligmangel, som de ved kan ses af længden af den kommunale boligkø. Der er ikke megen uskyldig nytårshygge at hente i de to interviews.
Det, som gælder, og som er refereret i utallige læserbreve, kronikker, rapporter og forskningsrapporter, er, at en boligkø ikke siger noget om en eventuel boligmangel. I en kronik hos Arbejderen.dk den 4. oktober refererede jeg en rapport, udgivet af det svenske statslige Boverket, som har den konklusion. I den statslige svenske rapport Sänk tröskeln till en god bostad (SOU 2022:14) konkluderes det desuden, at standarden i nybyggerierne er for høj, hvilket indebærer, at de bliver for dyre at bo i, hvilket i sin tur indebærer, at den strukturelle hjemløshed stiger. At den allerede er for høj, ser man for eksempel hos den kristne organisation Stadsmissionen, som i rapporten Hemlös 2023 dels anslår, at hjemløsheden i Sverige er steget til 35.000 i 2022, dels slår fast, at det bliver stedse vanskeligere for hjemløse at få kommunal hjælp til at få et sted at bo.
Skåret ud i pap: Den kommunale boligpolitik skaber og forstærker de problemer, den burde løse.

I øjeblikket bygges der heldigvis ikke så meget i Uppsala. Men tidligere er der bygget masser af boliger, som alene har tilfredsstillet et behov enten hos dem, der allerede har en bolig, for at kunne flytte, eller hos diverse investorer for en god investering. Disse boliger, som alle har for høj standard og dermed er for dyre for fattige mennesker at bo i, står på en plads, som dermed ikke kan benyttes til at bygge boliger til fornuftige priser. De står helt konkret i vejen.
Desuden skæmmer de bybilledet. Det er det svenske Arkitektupproret gået til kamp imod med sloganet: “Der er alternativer til firkantede kasser”. Byggeriet har indebåret, at mange store økologiske og kulturelle værdier et blevet ofret på mammons alter og med øgede klimaproblemer som følge. For slet ikke at tale om at boligselskaberne hellere renoverer end vedligeholder, fordi en renovering kan belaste huslejen, det kan en lovpligtig vedligeholdelse ikke.
Disse investeringsmanøvrer indebærer, at dem, der ikke kan få et bolån til at købe en bolig, tvinges væk fra deres stedse dyrere lejebolig. Og de kan ikke finde et alternativt sted at bo, for det findes ikke. I stedet findes nybyggerier med alt for høje boligudgifter.
… farligt, når stadsbyggnadsdirektör Blomberg og direktør Tegefjord udtaler sig … fordi deres udtalelser ikke bygger på fornuft, men på tro og idéforestillinger, som forklædes som viden, præcis som hos flat-earthers, antivaxers og QAnon.
Direktør Tegefjord udtaler i det omtalte interview, at han har stor medfølelse med dem, der rammes hårdest af en huslejestigning på 10 procent (som Uppsalahem AB har varslet), men den er nødvendig for selskabets økonomi. En ting er, at han som sædvanlig ser bort fra boligernes værdistigning.
Lige så elegant, som i sin tid Marie Antoinette siges at have gjort det, da hun mente, at de bønder, som ikke havde noget brød, kunne spise kager i stedet, ser direktør Tegefjord bort fra, at lejerne helt enkelt ikke har flere penge at gøre godt med.
Det ser dog ikke ud til at gøre indtryk, at nogle af boligerne risikerer at stå tomme, hvilket samtidig understreger, at Uppsalahem AB’s nybyggerier ikke bygges af hensyn til lejerne, men som investeringer for at selskabet skal trives.
Kommunens faktaresistens er parallel til flat-earthers’. En anden gruppe af fantaster, for eksempel QAnon, er sammen med antivaxers (vaccineskeptikere) blandt andet overbevist om, at store vaccinationsprogrammer har til hensigt via genteknologi at forvandle almindelige, fornuftigt tænkende mennesker til børneædende satanister, og at det er det, der er galt med for eksempel en offentlig forvaltning. På grund af manglende systematiske argumenter for deres synspunkter befinder disse fantaster sig dybest set i samme gruppe som flat-earthers, kommunale embedsmænd. Det er både tankevækkende og skræmmende.
Den, som leder efter en mere ædruelig forklaring end konspirationsteorierne, kan vende sig mod den systematiske skamfering af skole- og uddannelsessystemet siden begyndelsen af 1980’erne. Med PISA-undersøgelsen som et yderst kraftfuldt værktøj. Ødelæggelserne har især indebåret, at den, som går i skole eller tager en uddannelse, får stedse sværere ved at få lov at lære at tænke selv.
I min egen empiriske forskning, som Uppsala Universitet anså for så irrelevant, at jeg blev opsagt fra min faste stilling, er en konklusion, at skolen er et system af evalueringer og selvevalueringer med den funktion at forhindre indsigt dels i, hvad eleverne kan, dels i hvordan de kunne lære noget, dels i selve dette. Konsekvensen er, at eksisterende sociale fordelinger reproduceres, og dermed at dels en eksisterende social orden, dels at der overhovedet skal være en orden af den eksisterende slags (klassesamfund), også reproduceres.
I sammenhængen skal man huske på, at PISA er et produkt, som markedsføres og sælges af den private organisation OECD, som har nationalstater som medlemmer, men hvor hverken medlemmerne, de enkelte nationalstater eller befolkningen i medlemsstaterne har demokratisk indflydelse på arbejdet. OECD er en både partisk og anti-demokratisk organisation, som på vegne af folket i medlemsstaterne, hvis interesser de omhyggeligt ikke tilgodeser, men som desuden betaler for dette arbejde, aktivt, næsten militant kolporteret en neoliberal forestilling om skolen og skolens funktion, som er både ideologisk, destruktiv og antidemokratisk – og som modsiges af empirisk funderet, teoretisk-filosofisk reflekteret (videnskabelig) forskning. Jævnfør par excellence bøgerne La reproduction fra 1970, Homo Academicus fra 1984 og Noblesse d’État fra 1989.
Desværre indebærer de ødelæggelser, der er fulgt i sporet på PISA og tilsvarende påstået systematiske evalueringer, at de veluddannede ansatte forskellige steder i en offentlig forvaltning, for eksempel stadsbyggnadsdirektör Blomberg og direktør Tegefjord, må bygge deres forvaltningstiltag på lige så luftige argumenter som flat-earthers, QAnon og antivaxers. Trods systematiske påstande om det modsatte, udtrykker og indebærer en sådan systematisk ikke-fornuft en uforsonlig polarisering, fordi en social fordeling af efterstræbelsesværdige goder bygger på enfoldig fast tro og idéforestillinger, som forklædes som viden, og ikke på en mangfoldig diskuterbar viden.
En sådan position er meget sårbar og kræver en stigende anvendelse af magt og vold for at opretholdes. Det ses tydeligt i USA, hvor konspirationsteoretikere står stejlt over for et privilegeret establishment, som lige så uforsonligt ikke er til sinds at give det mindste fra sig. Og skønt forholdene i USA ikke er direkte sammenlignelige med de svenske eller de danske, ser en konfrontatorisk tendens ud til at være den samme.
Det er derfor, det er så farligt, når stadsbyggnadsdirektör Blomberg og direktør Tegefjord udtaler sig, som de gør. Ikke fordi det er asocialt og antidemokratisk, at nogle ikke-privilegerede mister deres bolig til fordel for nogle privilegerede, skønt klassesamfundets væsen er besværligt nok i sig selv. Men fordi deres udtalelser ikke bygger på fornuft, men på tro og idéforestillinger, som forklædes som viden, præcis som hos flat-earthers, antivaxers og QAnon.
I sammenhængen er det et tragikomisk paradoks, at manøvrerne hos de byggelystne i Uppsala Kommune ser ud til at indebære, at jorden, for overhovedet at kunne bebygges, først må gøres flad som en pandekage.
Og imens hærger kapitalen frit.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.