Kronik
Ungdomsoprørets og kvindefrigørelsens opgør med autoriteter og samtidige politiske engagement fra slutningen af 1960’erne og frem til “Murens fald” i 1989 er efter min vurdering i dag slået over i sin egen modsætning.
Denne udvikling skal uden tvivl ses i lyset af netop Murens fald og den efterfølgende globale, nyliberalistiske revolution, men samtidig og helt aktuelt som en følge af informationsteknologiens besættelse af børne- og ungdomskulturen.
Danske unge er således med systemets velsignelse blevet socialiseret ind i denne teknoverden helt fra fire-årsalderen.
Det siger sig selv, at en fremstilling af børne- og ungdomskulturens udvikling på baggrund af informationsteknologiens fremmarch uden at se udviklingen i en samlet kontekst, der også inddrager teknosamfundets overtagelse/inddragelse af voksenlivet og erhvervslivet, kan forekomme både usaglig og uvidenskabelig. På den anden side oplever jeg det som vigtigt at iagttage, hvordan teknosamfundet styrer og former børn og unges tilværelse i dag. Uden denne viden er man i hvert fald i undervisningssektoren ude af stand til at fremme de ønskede didaktiske og pædagogiske mål, som ikke blot systemet, men også den enkelte underviser tilstræber.
Kritikere af påstanden om informationsteknologiens “besættelse” af børne-ungdomskulturen kunne muligvis indvende, at perioden fra 1960’erne til “Murens fald” var en anden og helt speciel tid.
Alle, der var aktive deltagere i disse år, levede i årene efter 1989 og muligvis også i dag stadigvæk i bevidstheden om ungdomsoprørets og kvindefrigørelsens landvindinger – det antiautoritære, kønnenes ligestilling, basisgrupper, “levende” græsrodsbevægelser, demonstrationer, bredt politisk engagement og så videre.
Alt dette synes efter en objektiv (?!) vurdering at være slået over i sin egen modsætning.
En helt almindelig oplevelse som lærer på en ungdomsuddannelse er elever, der udstråler apati, uvidenhed og ligegyldighed i forhold til politik og samfundsforhold generelt.
Ungdomsårgange, der er opvokset med pc’ens og Iphonens velsignelser, med underholdningsindustriens tv-shows, eksempelvis X-faktor, realityshows kombineret med reklameindustriens påvirkninger i døgndrift, har i de seneste årtier udviklet selvoptagethed og egocentrisme.
En plads i eksempelvis sociale medier opleves som vejen til egentlig livskvalitet. Stedet, hvor overfladisk anerkendelse, prestige og ekstrem overflade går hånd i hånd med det, der opfattes som et attraktivt liv.
En stor del af ungdomsoprørets børn/børnebørn oplever i dag helt åbenlyst sig selv som “verdens navle”. Muligvis på grund af socialt pres opbygges normer, der tilsiger, at man “skal være på” alle døgnets vågne timer.
Umiddelbart efter elevernes hjemkomst tændes der derfor for pc’en, fordi man på Facebook skal fortælle sine 1000 “venner”, hvad man har oplevet siden i morges, hvad man skal spise til aften, og hvilken natkjole man har tænkt sig at sove i den kommende nat og så videre.
Fra fællesskab til selvoptaget
Det absurde er, at man alene søger anerkendelse for de sider af personligheden, som man forestiller sig vil vinde respekt i deres begrænsede verden. Det sociale element i livet, fællesskabet, det politiske, det forandrende, der var det drivende element i ungdomsoprøret, har således udviklet sig til sin egen modsætning, nemlig til det ligegyldige, det selvoptagede, til det at stræbe efter ting, statussymboler og ikke mindst “anerkendelse”. Man har derfor desværre ikke tid til at besøge sine bedsteforældre på plejehjemmet eller hjælpe sine forældre.
På ungdomsuddannelserne modtager vi i dag elever, der med hensyn til medieafhængighed ikke adskiller sig meget fra andre typer af “narkomaner”.
Mobil- og pc-generationerne oplever ikke, forstår ikke samtidens uhyggelige alvor, nemlig nyliberalismens dominans, krig, muligvis atomkrig, finanskriser, lavkonjunkturer, klimaproblemer, kontrol- og overvågning af verdens befolkninger på et niveau, der ville få Stasi i DDR til at rødme af misundelse, mediernes ensretning og så videre.
Det er ingen kunst at iagttage nye generationer af unge mennesker og vel heller ikke at beskrive og vurdere deres adfærd. Spørgsmålet er imidlertid, om det er frugtbart, rimeligt og sagligt.
I Danmark er det eksempelvis en kendsgerning, at politikerne i deres iver efter, at landet skulle blive et dominerende land rent teknologisk, anbefalede samtlige kommuner, at man skulle indkøbe pc’er til alle folkeskoler (2012-14). Politikernes krav til den danske folkeskole var samtidig, at alle grundskoler senest i 2014 skulle undervise deres elever digitalt. De pædagogiske og didaktiske implikationer havde de folkevalgte ingen forudsætninger for at vurdere.
Endog i danske børnehaver introduceredes børn fra dag ét for pc’ens fortræffeligheder. Selvom der ikke var angivet et specifikt tidspunkt for indførelse af pc’er, havde de tilsyneladende gradvist fundet vej til brug for undervisningen og socialiseringen af selv denne børnegruppe (1).
Allerede fra dette tidlige tidspunkt var de danske politikere overbeviste om, at anvendelse af denne teknologi i folkeskolen skulle betragtes som en nødvendig kulturteknik på linje med læsning, skrivning og regning.
Danske unge er således med systemets velsignelse blevet socialiseret ind i denne teknoverden helt fra fire-årsalderen. Kan en lignende udvikling genkendes i resten af Skandinavien? Jeg tror det.
I takt med den løbende udvikling af diverse teknologisk apparatur og danske familiers høje levestandard er stort set alle unge danskere i dag ejere af en Iphone/Smartphone med døgnadgang til de sociale medier (2).
Omfanget af unge menneskers daglige tidsforbrug på dette teknologiske vidunder andrager i gennemsnit tre til fem timer i døgnet, med stigende tendens. Samtidig fremgår det af kilde 3, at hver enkelt mobilejer i gennemsnit tjekker deres telefon i snit 58 gange i døgnet (3). Forklaringen på dette fænomen er uden tvivl, at det rent socialt forventes, at man “er på” og umiddelbart giver respons, hvis man kontaktes. Såfremt man ikke lever op til denne forventning, risikerer man social udstødelse af sine 1000 “venner”.
Har denne udvikling været en pædagogisk/didaktisk fordel for et politisk system, der i årtier har fokuseret på kvalifikationstænkning i stedet for almen dannelse? Tværtimod! Danske skoleelevers faglige niveau i de væsentligste fag dansk og matematik er i de årlige PISA-målinger så dårlige, at i gennemsnit hver 9.-10. folkeskoleelev i dag ikke kan bestå eksamen i dansk og matematik. I nogle dele af landet kunne hver tredje elev ikke bestå disse eksaminer. (4).
Faktum er, at teknofixet ikke engang i forhold til kvalifikationstænkningen har givet de ønskede faglige resultater. Tværtimod.
Disse kendsgerninger har gjort ondt på indbildske danske politikere, der på alle internationale områder promoverer Danmark som det land, der “går i spidsen”, landet der skal fremstå som forbillede for alle andre.
Aktuelle eksempler ud over teknofixet kunne være landets meget aktive deltagelse i – og fortalere for – krige og miljøkrav.
De sociale fordele viser sig tilmed gennem adskillige undersøgelser at være stort set ikke-eksisterende. Tværtimod trives en stor del af danske børn og unge meget dårligt. Faktisk så dårligt, at en netop offentliggjort undersøgelse viser, at skoleelevers og gymnasieelevers trivsel aldrig har været lavere (5).
Sociale og psykiske problemer
I forbindelse med skolegang i skoler og gymnasier klager man over koncentrationsbesvær. En følge af at man på de sociale medier hele tiden skifter fokus og ikke opholder sig på ret længe ad gangen på de enkelte sites. Både elever og lærere klager over urolige elever, der forstyrrer undervisningen og så videre.
Mange unge på ungdomsuddannelserne oplever sociale og psykiske problemer. Især piger oplever ensomhed og et stort socialt pres, når det handler om udseende, popularitet og sociale relationer (6).
Det er tankevækkende, at danske politikere først nu har indset, at det teknofix, man har satset på de seneste 10-15 år, har alvorlige omkostninger for de involverede unge menneskers fundamentale kvalifikations- og dannelsesniveau og i det hele taget for denne gruppes trivsel. Det har ellers været indlysende for enhver iagttager.
Politikerne forsøger nu “at redde stumperne” ved at forbyde brugen af mobiltelefoner i både folkeskolen og på gymnasierne, såfremt brugen ikke umiddelbart har et fagligt sigte. På samme måde indskrænkes brugen af pc’er til kontrolleret fagligt brug.
Umiddelbart synes det at være en håbløs kamp, al den stund at stort set samtlige borgere – herunder naturligvis forældrene til alle børn og unge – selv bruger deres pc’er og telefoner 24-7.
Hvem eller hvad skulle i øvrigt få børn og unge til at forholde sig kritisk til et teknosamfund, hvor brugen af de teknologiske vidundere, som tidligere nævnt, af politikerne opfattes som en nødvendig “kulturteknik”?
Jævnfør Wessel er der ingen vej udenom. Vi må give børn og unge en “undskyldning”.
I den vestlige verden vokser børn og unge op i samfund, hvor både produktion, administration, den sociale sektor og fritid som udgangspunkt har teknologi.
Hvordan skulle børn og unge på den baggrund i det hele taget kunne udvikle sig anderledes?
Kunne man forestille sig, at modne voksne i de enkelte familier ville være i stand til at bevidstgøre deres egne børn og unge om de faldgruber, der følger af overdreven brug af de sociale medier, at bevidstgøre om konsekvenserne af at bruge store dele af sin fritid på skærme? Det ville som minimum kræve, at forældrene var politisk bevidste og ikke politiske analfabeter. Det er desværre ikke tilfældet.
Umiddelbart “synes løbet derfor at være kørt” for den første generation, der fra børnehavealderen er blevet socialiseret ind i teknoverdenen.
Trods politikernes forståelse for konsekvenserne af denne udvikling og de restriktioner, der skulle nedtone udviklingen, i det mindste i undervisningstiden, synes det i øvrigt umuligt at standse teknosamfundet og de sociale følger, det vil få for de kommende generationer.
Begrebet “udvikling” har i øvrigt altid været betragtet som nødvendigt og som noget positivt. Dette synes at være et meget uhensigtsmæssigt udviklingssyn, al den stund at de “tanker”/den “praksis”, udviklingen afskaffer, måske har været/er mere hensigtsmæssig for den enkelte og for menneskeheden.
Er det muligt at ændre den skitserede udvikling for børn og unge? Som verden ser ud i dag, må svaret være et klart nej. Sammenhængen mellem brugen af medier og teknologi i det hele taget på både arbejdsmarkedet og i voksenlivet signalerer et teknosamfund fra vugge til krukke.
Epilog
Hvis læseren har fået det indtryk, at jeg er modstander af mobiltelefoni og pc’er i al almindelighed, er det en misforståelse. Generelt mener jeg, at internettet, og hvad deraf følger, er én af de største og vigtigste opfindelser i menneskehedens historie.
Det, jeg har forsøgt at forholde mig til, er konsekvenserne af den måde, nettet anvendes på, og her ikke mindst brugen af de sociale medier.
Set i lyset af den politiske censur, som alle regeringer i den vestlige verden udsætter den enkelte borger for, massemediernes useriøse manipulationer 24-7, journalisters selvcensur og så videre, tegnes konturerne af et begyndende fascistisk samfund sig tydeligt i horisonten.
Vi bør derfor kæmpe for at fastholde de sociale medier, som vi endnu har. De giver os mulighed for at læse seriøse og kritisk analyserende medier som Steigan, Derimot, Politicus med flere.
Udløbsdatoen nærmer sig.
Kilder:
- DR1 1.10.2014
- Forbrugerrådet ”tænk”m13.5.2020
- ExplodingnTopics 4.12.2023
- www.ae.dk/analyse/2023-09-hver-ottende-elev-afsluttede-9-klasse-uden -at
- DR1 13.8.-24
- www.sst.dk/da/nyheder/2022/unge-mentale-sundhed-har-kons….
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
