Læserbrev
I april i år udsendte en indisk-engelsk forskergruppe et notat om eksplosionen i Bhopal i 1984:
“Langtidsvirkningerne strækker sig over flere generationer og viser blandt andet, at personer, hvis mødre var gravide i december 1984, har en markant højere forekomst af invaliditet og kræft samt ringere erhvervsmæssige færdigheder … forandringerne kan konstateres op til 100 kilometer fra eksplosionsstedet. Resultaterne viser, at katastrofen har haft – og fortsat har – store sociale omkostninger”.
Gaseksplosionen i Bhopal er én af de alvorligste industriulykker i nyere tid. Alene af dén grund burde den være en konstant påmindelse om, hvad investorers grådighed og myndighedernes medløb kan afstedkomme. Det er desværre ikke tilfældet.
Fejlagtig planlægning
I 1969 anlagde den amerikanske kemikoncern Union Carbide (UC) sammen med den indiske regering og private investorer en fabrik i Bhopal. Fabrikken skulle producere pesticider og være et symbol på den industrialisering, der skulle forøge landets velstand. UC og den indiske regering mente, at øget brug af landbrugskemikalier ville forøge fødevareproduktionen – stærkt tiltrængt i et land, hvor millioner gik sultne i seng. For at tiltrække investorer slækkede myndighederne på de få miljø- og sikkerhedsbestemmelser, der fandtes dengang.
Kalkulen var imidlertid forkert. Snart stod det klart, at de indiske bønder, der årligt strides med enten oversvømmelser eller tørke, slet ikke havde råd til at købe UC’s relativt dyre kemikalier.
Den lavere indtjening betød, at UC hverken havde midler til at udbygge og sikre fabriksanlæggene eller fjerne det flydende og faste affald – flere tusinde tons opløsningsmidler, giftige kemikalier og disses biprodukter – fra fabriksområdet. Her lå noget i store dynger, andet i ståltanke, det meste i usikre jordgruber. Da pladsen på fabriksområdet slap op, blev affaldet deponeret udenfor, på arealer tilhørende delstaten, der godtog deponeringen.
Få år efter at fabrikken var taget i brug, blev det opdaget, at kemikalierne sev ned til grundvandet, og at husdyrene i området døde på uforklarlig vis. UC afviste ethvert ansvar, men betalte dog erstatning til de bønder, der havde mistet dyr. Og ignorerede ellers det stigende antal klager fra de ansatte om for eksempel defekte lukkeventiler, maskiner der brød sammen og ledelsessvigt. En lokal avis opfordrede “borgerne til at vågne op, for I lever på kanten af en vulkan”.
Katastrofen
Natten til den 2. december 1984 gik det så galt. Store mængder vand sev ind i en tank med 40 tons methylisocyanat – en vigtig ingrediens i pesticidproduktionen – som antændtes og eksploderede. Herved opstod en giftsky, der drev ind over Bhopal. Omkring 4.000 mennesker døde samme nat, og i de efterfølgende uger steg tallet til cirka 20.000. Når medtages de, der døde flere år efter katastrofen, ender tallet på cirka 40.000. Hertil kommer en halv million Bhopal-borgere, der blev alvorligt påvirket af gassen, og hvor mange blev livsvarigt invalideret.
Et øjenvidne beretter, hvordan folk flygtede ud på gaden i panik, blændet af gassen der ætsede luftvejene. De skreg, gispede efter vejret, blev kvalt i deres kropsvæsker, gravide aborterede på stedet, og sådan fortsatte det natten i igennem og de næste dage med.
For Bhopals borgere er tragedien endeløs. Den 67-årige Omvati Yadav fortalte Guardian i 2019: “Det ville være bedre, hvis det kom et nyt gasudslip, der dræbte os alle og gjorde en ende på elendigheden. Vi har ikke noget liv, det er heller ikke døden; vi er et frygteligt sted midtimellem.”
Mønsteret er gammelkendt: Fabrikken privatiserer profitten, mens de sociale og sundhedsmæssige omkostninger væltes over på det offentlige.
Siden katastrofen har de overlevende været ramt af blandt andet kræft, hormonforstyrrelser, børn fødes som monstrøse vanskabninger – en parallel til USA’s brug af Agent Orange i Vietnamkrigen. Andre er blinde, har luftvejslidelser, astma, kol, kroniske muskellammelser og så videre.
Tusinder er blevet pålagt store forsørgerbyrder for kronisk syge familiemedlemmer. Andre mistede hele deres familie – i et patriarkalsk-religiøst samfund, hvor troen på, at man får skæbne som fortjent, er dybt rodfæstet, og det rammer især kvinderne og de fattigste. Eksplosionen forringede utallige kvinders muligheder for at føde, og det nedsætter deres “ægteskabsværdi”. Utallige ægteskaber gik i stykker, fordi kvinderne ikke længere kunne få børn.
I 2002 viste prøver af vand og jord udtaget op til 20 kilometer fra fabrikken et højt indhold af kviksølv, bly og klorider. Andre prøver viste, at udslippet kunne spores i brystmælk og hos børn, der blev født med hjerneskader, lav IQ, kognitive vanskeligheder, misdannede kønsorganer med videre.
“Det handler ikke om akut forgiftning, men om kronisk forgiftning”, skrev Greenpeace i 1999 om forgiftningen af grundvandet. Giftindholdet i lokalt dyrkede grøntsager lå 12 gange over WHO’s grænseværdier, og kræftfremkaldende tungmetaller lå 20.000-6.000.000 gange over.
Data fra de sidste ti år viser en overdødelighed på 28 procent i forhold til landsgennemsnittet. Folk i Bhopal bliver lettere syge, og selv harmløse sygdomme har en langt alvorligere karakter. Når der i dag fødes børn med misdannelser, autisme, hjerneskader med videre, fordi deres bedsteforældre befandt sig nær eksplosionsstedet i 1984, da spørger mange: Stopper rædslerne aldrig?
Når myndighederne modarbejder deres borgere
De overlevende har ikke alene skullet kæmpe mod UC for at få selskabet til at påtage sig ansvaret. Også myndighederne har været modstandere, for de afviste længe at undersøge, hvordan katastrofen kunne ske, og har for længst indstillet undersøgelserne af langtidsvirkningerne. I perioder har den vigtigste prioritet været at beskytte UC. Man skulle jo nødigt skræmme investorer væk, som i stedet ville søge til lande med mere lempelige juridiske og miljømæssige krav.
Rachna Dhingra fra Bhopal Group for Information & Action: “De videnskabelige undersøgelser burde alarmere myndighederne, men de har fjernet de overlevendes ret til at sagsøge UC.” Hun angriber også myndighederne for ikke at løfte det økonomiske ansvar, i og med at staten og indiske investorer ejer 49,2 procent af fabrikken.
Myndighederne kritiseres desuden for at acceptere, at UC tilbageholder værdifuld information om kemikaliernes beskaffenhed, hvorved lægerne ikke kan behandle ofrene. UC afviser med, “at det drejer sig om forretningshemmeligheder”.
Hyppigt blev Bhopal-borgernes demonstrationer mod UC og myndighedernes laden stå til mødt med politibrutalitet.
De indiske myndigheder har haft svært ved at blive enige om, hvordan katastrofen skal håndteres. På den ene side så har dele af regeringsapparatet forsøgt at få udleveret UC’s leder. Domstolen i Bhopal har flere gange stævnet først UC og siden Dow, der overtog UC i 2001, senest i oktober 2022. Dette blev dog modarbejdet af andre dele af regeringsapparatet og af Højesteret. Skiftende amerikanske regeringer har også gjort, hvad de kunne for at obstruere sagen og forhindre, at fabrikkens ledelse blev udleveret.
Nu ser det imidlertid ud til, at USA’s justitsministerium er ved at tø op og vil samarbejde med de indiske myndigheder, i første omgang om udlevering af de dokumenter lægerne har efterlyst siden 1984. Den ændrede holdning skal formentlig ses i lyset af, at USA vil dæmme op for det globale syds afstandtagen til USA’s globale hegemoni. Især efter invasionen i Ukraine har stedse flere lande fået øjnene op for, hvor destruktiv USA’s dominans er.
Union Carbide går til modangreb
UC har hele tiden bekæmpet forureneren betaler-princippet, og at de intet ansvar havde for ulykken. Påstod at den skyldtes sabotage, udført af en anonym, utilfreds ansat. Et konsulentfirma skrev i sin rapport blandt andet, “at eftersom fabriksanlægget og sikkerhedssystemerne fungerede, som de skulle, så kunne ulykken kun skyldes, at der bevidst var åbnet for de forkerte haner”.
Rapporter fra blandt andet det lokale miljøtilsyn bakkede op om synspunktet. Igen spiller frygten for at genere udenlandske investorer ind. Den frygt udnyttede UC ved kort efter eksplosionen at love, at selskabet fremover ville foretage væsentlige investeringer i Indien, medmindre …
I betragtning af ulykkens omfang var det forventeligt, at UC ville vise en vis ydmyghed. I stedet gik selskabet til angreb på de overlevende og de aktivister, der krævede UC stillet til ansvar. Ikke alene forsøgte UC at få myndighederne til at forbyde demonstrationer, aktivister blev sagsøgt, “fordi de skadede UC’s forretning”. Dow hyrede detektiver til at overvåge aktivistmiljøet. I USA beskrev følgagtige medier Bhopal-demonstranterne som “kommunister”.
Efter eksplosionen forlod UC fabrikken uden at rydde op og uden at tage hensyn til, at der fortsat sev gift ud i jorden og ned i grundvandet. Også det accepterede myndighederne, hvilket rejser tvivl, om Indien er i stand til at håndtere sin voksende betydning som industriel stormagt og det ansvar, der her følger med. Om den nye status vil ske på bekostning af befolkningens sundhed og miljøet.
Dow Chemical overtog Union Carbide i 2001 og arvede dermed værdier og ansvarsforpligtigelser; det sidste har Dow afvist. Fastholdt, at med 1989-aftalen mellem den indiske regering og UC, hvor UC betalte 470 millioner dollars i erstatning, så var sagen definitivt slut for UC’s vedkommende. Aftalen dækker imidlertid ikke virksomhedens ansvar for den vedvarende forurening af grundvandet.
I 1990 betalte UC 2,2 milliarder kroner til langt færre ansatte på UC’s fabrikker i USA, der var blevet skadet af asbest. Ofrene i Bhopal – de heldigste af dem – fik, hvad der svarer til cirka 300 dollars, hvilket dækker medicinregninger i fire-fem år.
En indisk domstol idømte syv ledende medarbejdere i UC mindre bøder og to års fængsel for “kriminel skødesløshed”. Ingen af de dømte kom nogensinde til afsoning.
Mønsteret er gammelkendt: Fabrikken privatiserer profitten, mens de sociale og sundhedsmæssige omkostninger væltes over på det offentlige.
Bhopals symbolske betydning
Har verden så lært af Bhopal? Desværre nej: Pesticider er mere populære end i 1984. Selv lande, der har viden og forskning om pesticidernes skadelige virkning, halter bagefter egne målsætninger.
Dette skal dog ikke forstås således, at der ikke er taget lovgivningsmæssige initiativer, at regler og bestemmelser og procedurer ikke er blevet skærpet og forbedret, for det er der. En forsker fra Delhi Science Forum fortæller til Counterpunch i 2020, at Bhopal udløste en bølge af miljøreguleringer for farligt materiale og industriens brug af dem. For eksempel er methylisocyanat næsten helt udfaset, og de ansatte på fabrikkerne er i dag langt bedre uddannede til at håndtere farlige stoffer.
Nogle virksomheder fra teknisk højtudviklede lande, og som placerer sig i det globale syd, har introduceret højere miljøstandarder og mindre belastende produktionsmetoder, men det er undtagelsen.
Det er imidlertid kritisabelt, fortsætter Counterpunch, at 39 år efter Bhopal så tilsidesættes fortsat de regler og bestemmelser, der skal beskytte mennesker og miljø. Skal myndighederne vælge mellem investorer eller befolkningens ve og vel, så vinder førstnævnte alt for ofte.
Indien har dog ikke lært nok af Bhopal, for der sker fortsat katastrofale kemikalieudslip, blandt andet i Vizag, hvor der i maj 2020 lækkede styrendampe fra en fabrik – et udslip der mindede om Bhopals. Fordi der hurtigt blev slået alarm, og fordi byen havde et beredskab, så blev dødstallet “begrænset” til 12, mens cirka 1.000 personer pådrog sig skader i luftvejene og måtte indlægges.
“Forretningshemmeligheder” må aldrig have forrang for befolkningens sundhed.
Human Rights Watch noterer, at der årligt dør cirka to millioner børn, fordi de lever i belastende nærmiljøer, hvor de påvirkes af udslip fra kemiindustrien. Hertil kommer de langt flere, der langsomt forgiftes af udledninger, og hvor myndighederne enten lader stå til eller først gør noget, når det er for sent.
Ordet Bhopal skulle være synonym med industrielt ansvar, agtpågivenhed, borgerinddragelse og et krav om bæredygtig produktion. Når det ikke er sket, er det fordi, katastrofen indtraf på et tidspunkt, hvor den aggressive neoliberalisme buldrede frem overalt, og hvor al statslig regulering af erhvervslivets gøren og laden blev bekæmpet og lagt for had. Det døjer verden fortsat med.
Overalt på kloden kæmper lokalsamfund for at blive fri for agrokemikalier. På Hawaii sagde et flertal i et amt ja til, at landbruget skulle være GMO-frit. Dow og Monsanto angreb den demokratiske proces og anlagde sag mod amtet, der angiveligt forhindrede virksomhederne i at tjene penge, men tabte. Her i landet har landboforeninger sagsøgt kommuner, der vil indføre sprøjtefrie zoner omkring drikkevandsboringer.
Så længe produktionsforholdene er, som de er, så skal der etableres alternativer, for eksempel giftfrit landbrug, der ganske vist har et lavere høstudbytte, men som ikke har de talrige dokumenterede negative følgevirkninger, der følger med pesticidlandbruget.
Et skridt på vejen – men det er langt fra nok – kan bestå i at give FN’s Miljøagentur mandat og redskaber til at gribe ind over for industrielle og andre aktiviteter, der truer mennesker, klima og miljø, samt sikre befolkningernes adgang til information og indsigt i virksomhedernes forhold.
“Forretningshemmeligheder” må aldrig have forrang for befolkningens sundhed. Endelig skal det kræves, at myndighederne tager deres ansvar om at beskytte den offentlige sundhed alvorligt.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
