Se også min kommentar til blog-indlægget; ´Den store test for fagbevægelsen og den danske model´.
På DKP’s 25. kongres i 1976 vedtog man et nyt program, ´Kommunisternes Program´, der byggede på den anti-monopolistiske strategi, kampen mod monopolernes dominans på alle områder af samfundslivet.
Programmet skabte stor optimisme i partiet, og medlemstallet voksede støt frem til 1980’ernes slutning. Partiet opnåede ikke valg til Folketinget i 1979, hvilket skabte frustration i dele af partiet.
Det blev grundlaget for parolen om at “sprænge spærregrænsen”, og dannelsen af Enhedslisten (EL) i 1989.
Når man sammenligner de resultater, som DKP opnåede i 1970’erne og 80’erne, med det som Enhedslisten har opnået, er forskellen meget markant. I mere end 30 år har EL optrådt som sikkerhedsnet og støtteparti for skiftende socialdemokratiske regeringer, og resultaterne er mikroskopiske.
Behovet for en samlet politik vendt mod storkapitalen er den eneste farbare vej …
EL har gennem alle årene stemt for finanslove, der betød forringelser for arbejdere, funktionærer og uddannelsessøgende.
Rækken af forringelser og besparelser er uendelig. Det skyldes at S, SF og EL blindt følger direktiverne fra EU, som prioriterer kapitalens interesser frem for folkets.
Når jeg sammenligner DKP’s politiske resultater og de manglende ditto fra EL, er der grund til at genoverveje den overordnede strategi for arbejderbevægelsen.
Den rent parlamentariske vej, som EL har fulgt, har været en fiasko, og derfor må vi genoptage en strategi, der fører til fremgang og resultater.
Behovet for en samlet politik vendt mod storkapitalen er den eneste farbare vej til at mobilisere de folkelige bevægelser, fagbevægelsen, fredsbevægelsen, lejerbevægelsen og de unges bevægelser for en ny politik.
Naturligvis er betingelserne i dag forandrede fra 1970’erne, og behovet for et tættere internationalt samarbejde er indlysende, men det kunne man jo tage højde for i programmerne.
PS: Se mit læserbrev i Arbejderen den 4.7.2023 om en ny Internationale.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.