De globale udfordringer er i 2024 større end nogensinde, så behovet for at finde fælles løsninger gennem FN og multilateralt samarbejde er tilsvarende større end nogensinde.
Når vi taler om FN, må vi insistere på de universelle værdier, som dette system repræsenterer, og markere, at FN’s værdier, mål og organisationer er centrale og relevante for en effektiv løsning af nutidens globale udfordringer.
I 2015 vedtog FN på et topmøde i New York under dansk ledelse ’Verdensmålene for Bæredygtig Udvikling’, som den samlede ramme for at samarbejde om en bedre verden – men i øjeblikket synes håbene små for at målene vil kunne nås. For at skabe fornyet opbakning og momentum forbereder FN, på baggrund af ’Vores Fælles Dagsorden’ fra 2021, ’Topmødet for Fremtiden’ for fred, sikkerhed, bæredygtig udvikling og fremme af menneskerettigheder, som finder sted i New York fra 23.-24. september 2024.
Danmark skal genoprette et nedrustningskontor i Udenrigsministeriet.
Danmark skal arbejde aktivt for, at topmødet bliver en succes, herunder med vedtagelsen af ’Fremtidens Pagt’, en ’Digital Pagt’ og en ’Deklaration for Fremtidens Generationer’.
Danmark skal bidrage til at skabe rammerne for meningsfyldt inddragelse og deltagelse af ikke-statslige aktører, herunder unge, og sikre et ungeperspektiv i diskussionen om fremtidige generationers rettigheder.
Danmark skal understøtte mobiliseringen af det globale civilsamfunds bestræbelser på at skabe demokratiske, bæredygtige og mangfoldige samfund.
Danmark skal sætte fornyet fokus på at opfylde de samlede verdensmålsforpligtelser, med fokus på de mål, hvor Danmark halter særligt efter; herunder verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion. Danmark skal undersøge muligheden for at bringe biodiversitetsbeskyttelse mere ind i en dansk kontekst, med udgangspunkt i verdensmål 14 og 15, den i 2023 vedtagne konvention til beskyttelse af biodiversitet i det åbne hav samt FN’s kommende plastikkonvention.
Danmark skal, som del af sine verdensmålsforpligtelser og i forlængelse af den tilsvarende rapport i 2021, levere et nyt ’Voluntary National Review’ i 2025 til FN’s High Level Political Forum, og støtte arbejdet med lokale evalueringer på kommunalt niveau.
Danmark skal understøtte udviklingen af et nyt og udvidet mål for bruttonationalprodukt, som er egnet til bedre at forstå, udvikle og styre bæredygtige forandringer af samfundet.
Danmark skal styrke arbejdet for virksomheders ansvar i forhold til FN’s vejledende principper for erhvervsliv og menneskerettigheder.
Danmarks kandidatur og forventede medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd 2025-26 kræver, at Danmark opprioriterer indsatsen og samarbejdet på det internationale freds- og sikkerhedspolitiske område og styrker arbejdet for global nedrustning.
Danmark skal bidrage med militær kapacitet, politi og civilt personel til FN’s fredsbevarende missioner, støtte FN’s politiske missioner samt øge bidragene til FN’s arbejde med genopbygning efter væbnet konflikt.
Danmark skal genoprette et nedrustningskontor i Udenrigsministeriet.
Danmark skal støtte atomvåbennedrustning, opdatere analysen af de humanitære konsekvenser ved anvendelse af atomvåben og ratificere FN’s traktat om forbud mod atomvåben.
Danmark skal aktivt arbejde for kravet om enhver stats fulde efterlevelse af Den Internationale Domstols (ICJ’s) kendelser, for eksempel i verserende sager om folkedrab. Danmark skal ligeledes støtte, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) rejser sager mod personer, som kan være skyldige i folkedrab eller krigsforbrydelser.
Danmark skal arbejde for, at alle repræsentanter for FN, herunder specialrapportører udpeget af FN’s Menneskerettighedsråd, kan indrejse i ethvert land, når de har opgaver at løse.
Danmark skal styrke sit samarbejde med det globale syd både gennem en øget humanitær indsats og en styrket langsigtet udviklingsbistand, som prioriterer fattigdomsorientering, konfliktforebyggelse og respekt for menneskerettigheder. Samtidig skal det multilaterale samarbejde styrkes.
Danmark skal opfylde sine løfter fra COP 15 i København 2009, som indebærer, at klimabistand er ‘ekstra midler’ ud over udviklingsbistandens minimum på 0.7 procent af BNI.
Formålet med FN-forbundet er at oplyse om og fremme og implementere FN’s mål og værdier med et fokus på at opbygge bæredygtige og fredelige samfund. Det skal gøres i bredt samarbejde med alle, der deler vores overbevisning om vigtigheden og relevansen af FN’s universelle værdier og en regelbaseret verdensorden.