Dette er et debatindlæg, modtaget den 24. september 2025. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
På et regeringsmøde kaldte Trump autisme et “tremendous horror show”, mens Kennedy hævdede, at “certain interventions” forårsager autisme, og at autistiske mennesker er en byrde i samfundet. Før var det MFR-vaccinerne, nu er det paracetamol. Denne ‘information’ kommer fra en mand, der tilsyneladende også mener, at klimakrisen er et “fupnummer”.
Bør man forstå de her udmeldninger som om, at der er laaaaang vej til reelt indhold? At det blot er den ene afledningsmanøvre efter den anden?
For magthavere som Trump, der er afhængige af sociale hierarkier, afslører autisters manglende respekt for normerne, hvor skrøbelig magtens fundament egentlig er.
Uanset hvad – lad os lige afblæse myten om autisme og paracetamol for en god ordens skyld:
* “… DNA er anderledes hos ASF’ere (autisme spektrum forstyrrelser) end hos NT’ere (neurotypikere). ASF er med andre ord noget medfødt og livsvarigt, hvis årsag er genetisk. Der har været mange myter gennem tiden om, hvad ASF skyldes, lige fra dæmonbesættelse over de såkaldte “køleskabsmødre” til MFR-vaccinerne. Disse forklaringer er alle sammen forkerte – ASF grundlægges ved graviditetens begyndelse, og ikke andre steder. Vi har gode beskrivelser af umiskendelige Asperger-træk fra Det gamle Grækenland – for 2.500 år siden”.
Men hvorfor autisterne?
Kunne man mistænke, at USA’s præsident dæmoniserer og deler misinformation om autisme for at aflede opmærksomheden fra de systemiske problemer, som specielt autister er i stand til at afsløre?
Jeg ved godt, at de fleste mener, at autister stiller for mange spørgsmål – men ærlig talt, er jeg den eneste, der får lyst til at stille spørgsmålstegn ved Trumps heksejagt på mennesker med klassiske autistiske træk? Hvordan truer mennesker med autistiske træk Trumps forretningsimperium og præsidentembede? Og hvorfor udfordrer de en løgnagtig tyran som Trump?
Er det alle de ubelejlige spørgsmål? Mange autister spørger direkte: Hvorfor gør I sådan? Hvorfor siger I én ting og gør noget andet? Spørgsmål som kan rokke ved et system eller en person, som ønsker at undgå ansvar.
Er det den ekstremt følsomme retfærdighedssans? Autister har ofte en stærk indre moral, der ikke kan købes, ignoreres eller manipuleres. For folk, der ønsker at handle uden konsekvenser, kan det virke provokerende.
Er det den finpudsede detaljeorientering og mønstergenkendelse? Evnen til at se små fejl, inkonsistenser og mønstre, som andre overser, betyder, at løgne, dobbeltmoral eller ineffektive systemer hurtigt opdages af autister. Folk kan derfor ofte føle sig “eksponeret”.
Er det den manglende autoritetstro? Når nogle ikke automatisk accepterer hierarki eller påbud, mister magthavere den form for kontrol, de er afhængige af.
Er det fraværet af tilpasning til sociale normer og udskamning? Magthavere bruger ofte sociale spilleregler, skam og manipulation til at styre folk. Autister følger logik og retfærdighed frem for disse sociale signaler, og det gør dem svære at kontrollere.
Er det den manglende anerkendelse af hierarki? Autister reagerer generelt ikke ud fra vilkårlige sociale hierarkier, men de, som er i toppen, er åbenlyst afhængige af disse hierarkier, for at sikre at andre er under dem og kender deres plads.
For magthavere som Trump, der er afhængige af sociale hierarkier, afslører autisters manglende respekt for normerne, hvor skrøbelig magtens fundament egentlig er. Hvis man finpudser sin detaljeorientering, mønstergenkendelse og følsomme retfærdighedssans som en textbook-autist, kunne man opfatte Trumps udmelding som et trussel, en opfordring til ikke at gøre oprør – og at de, som stiller spørgsmål og forsøger at afslører magtens indre fejl og inkonsekvenser – dem som vil udfordre autoriteter og uretfærdighed – vil blive dæmoniseret.
Kan denne dæmonisering aflede opmærksomheden fra den virkelige trussel: At magthaverne vil skjule og manipulere sandheden for at opretholde de sociale hierarkier, klassesamfund, undertrykkelse, og kontrol?
* “Højtfungerende autisme, Aspergers etc. – en praktisk introduktion” af Christian A. Stewart-Ferrer, specialpsykolog i psykoterapi og ekstern lektor – Syddansk Universitet og specialist-leverandør til VISO, Socialstyrelsen”).
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.