Regeringens forslag om at screene ansøgere til dansk statsborgerskab for “antidemokratiske holdninger” er ikke bare kynisk – det er en trussel mod demokratiet selv. Dette er ikke længere en debat om integration, men en ideologisk heksejagt, hvor bestemte grupper stemples som problematiske alene på grund af deres eksistens.
Kaare Dybvad Bek og hans regering har udpeget danske muslimer som syndebukke. De taler om “totalitære holdninger”, men hvem udviser egentlig totalitære tendenser? En regering, der vil overvåge folks tanker, udskamme deres ytringer og agere meningspoliti på sociale medier, er et autoritært projekt i færd med at tage form. Regeringen er blevet et ustoppeligt Frankenstein-monster, når det gælder udlændinge og muslimer. Der kommer konstant nye tiltag, og det hele er så usmageligt.
Et demokratisk samfund bygger på tillid og frihed, ikke overvågning og tankekontrol.
Regeringen forsøger at definere “danske værdier” og diktere, hvem der har ret til at være en del af samfundet. Ét forkert ord, én forkert holdning, og du kan blive dømt uønsket. Dette er ikke demokrati – det er overvågning, diskrimination og signalpolitik, der spiller direkte ind i en højreradikal dagsorden. De samme politikere, der kritiserer lande som Iran for ikke at give deres befolkning lov til at ændre holdninger om regimet eller Nordkorea for at undertrykke meninger, stempler herhjemme folk som “antidemokratiske” for bare at have anderledes holdninger.
Hvem afgør, hvad “antidemokratiske holdninger” er? Politikere, der selv underminerer demokratiet? Partier, der altid har haft interesse i at mistænkeliggøre muslimer? Danske muslimer tvinges konstant til at bevise deres loyalitet og leve op til værdier, der ændrer sig efter politiske vinde. Nu risikerer vi også at blive dømt på tanker og ord – en farlig glidebane uden grænser.
Regeringen skaber et samfund præget af frygt og mistro, hvor statsborgerskabet er en pris, kun de “rigtige” kan vinde. Det er ikke bare diskrimination, det er en skændsel. Et demokratisk samfund bygger på tillid og frihed, ikke overvågning og tankekontrol. Hvis regeringen virkelig bekymrer sig om demokratiet, burde de stoppe med at trampe på det i jagten på stemmer og syndebukke. Jeg er oprigtigt bekymret for den kommende generation. Det. Er. Ikke. Okay.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.