Læserbrev
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Vi skal lære af historien, lyder det ofte, især når krigen rykker tættere på, og nutidens fjender sammenlignes med fortidens. Men hvad vil det egentlig sige at lære af historien?
Fortiden kan jo ikke ændres. De døde kan ikke vækkes til live, og krigene kan ikke udkæmpes på ny med et bedre udfald. Spørgsmålet er derfor ikke, hvad man burde have gjort dengang, men hvorfor verden igen og igen ender i krig. Hvad er det for en orden, der ikke bare tillader krig, men får den til at fremstå som nødvendig og legitim?
Historien som strukturel lære, ikke moralsk opskrift
Hvis vi virkelig vil lære af historien, må vi erkende, at historiske katastrofer som verdenskrige ikke opstod på grund af individuelle og psykologiske afvigelser. De opstod, fordi ledere traf beslutninger, der var forenelige med deres staters interesser, men som kolliderede med andres. Og fordi verdensordenen gør sådanne beslutninger rationelle.
Stater kan kun føre krig, hvis deres befolkninger accepterer det.
Krig er ikke et brud med normaliteten, men en konsekvens af den. I et globalt system af konkurrerende stater kan krig fremstå som et nødvendigt middel til at sikre suverænitet, territorium, ressourcer og strategisk indflydelse. Derfor bør spørgsmålet aldrig kun være, hvordan en krig kunne være undgået, men hvorfor den blev betragtet som nødvendig? Og hvorfor befolkningen stillede sig til rådighed for den?
Når vi i dag taler om at ’lære af historien’ uden at tage denne statslige rationalitet med i betragtning, risikerer vi at gentage præcis den logik, vi siger, vi vil tage afstand fra. Så bliver vold ikke set som problem, men som løsning; og nutidens krige bliver berettiget med henvisning til fortidens rædsler.
Den Røde Hær og spørgsmålet: Hvad skal sejren lære os?
Sovjetunionens rolle i Anden Verdenskrig fremhæves ofte som eksempel på, hvad militær styrke og beslutsomhed kan udrette, når de rettes mod et klart defineret onde. Slaget ved Stalingrad blev vendepunktet på Østfronten, og uden Sovjetunionens indsats var Nazityskland næppe blevet besejret.
Men det var hverken socialisme eller humanisme, der sejrede i 1945; det var ét statsapparat over et andet. Den Røde Hær var ikke en folkebevægelse, men et statsligt voldsapparat på toppen af et samfund, der var mobiliseret i krigens tjeneste.
Millioner blev tvangsindkaldt og sendt til fronten, ofte uden tilstrækkelig træning eller våben. Bag dem stod særlige enheder med ordre til at skyde enhver, der trak sig tilbage.
Dette – og de omkring 27 millioner sovjetborgere, der døde – var vilkårene for den sejr, der i dag hyldes som nødvendig og forbilledlig. Skal læringen da være, at vi i dag må være parate til det samme? At krigens rædsler ikke skal afskrække os, men forberede os?
Historien som sammenhængende kæde, ikke som isolerede begivenheder
Sovjetunionens sejr i 1945 kan ikke forstås som en isoleret triumf over ondskaben. Den var resultatet af en længere udvikling, hvor krigen voksede ud af konkrete modsætninger i den internationale orden og i de involverede samfund.
Fredsordenen efter Første Verdenskrig ydmygede Tyskland økonomisk og politisk. Versaillestraktaten pålagde landet ubetalelige krigsskadeserstatninger, territoriale tab og militære begrænsninger.
Resultatet blev politisk ustabilitet, massearbejdsløshed og mistillid til det parlamentariske system. Midt i denne krise bekæmpede socialdemokrater og kommunister hinanden i stedet for at modstå den voksende fascisme.
Det skabte grobund for nazismens fremmarch. Samtidig blev Sovjetunionen omformet til en centraliseret kommandostat, hvor al magt blev koncentreret i partitoppens hænder.
Når man isolerer 1945 som moralsk højdepunkt, glemmer man alt dette og mere til. Men historien er ikke en række tilfældige begivenheder. Den er en sammenhængende proces, hvor økonomiske modsætninger, sociale uligheder, ideologiske konflikter og statslige magtkampe former hinanden; og hvor krig ikke er undtagelse, men en konsekvens af samfundsformer, der bygger på konkurrence og tvang.
Det samme mønster genkendes i dag. Krigen i Ukraine er ikke opstået ud af ingenting, men som kulminationen på en historisk spænding mellem Rusland og Vesten, der begyndte med Sovjetunionens opløsning og fortsatte med NATO’s østudvidelse, magtkampe i postsovjetiske stater og rivalisering om geopolitisk indflydelse.
Når den ene side reduceres til aggressor og den anden til forsvarer af universelle værdier, bliver historien afpolitiseret; det samme gør krigen.
Når befolkningen stiller sig til rådighed
Stater kan kun føre krig, hvis deres befolkninger accepterer det. Det gælder i Rusland, i Ukraine – og også i NATO-landene, herunder selvfølgelig Danmark. Borgere stiller deres arbejde, skatter, produktion og loyalitet til rådighed for statens krigsførelse. Ikke kun af frygt eller tvang, men fordi de identificerer sig med staten og ser dens interesser som deres egne. På den måde bliver det også rationelt for dem at acceptere krigens ofre.
Men den, der vil lære af historien, må netop stille spørgsmålet, hvorfor mennesker igen og igen accepterer at blive gjort til midler i krige, der ikke udspringer af deres egne behov? Hvorfor statsborgerskab så let bliver til krigsborgerskab?
Læring kræver opgør, ikke oprustning
At lære af historien betyder ikke at efterligne tidligere sejre, men at forstå hvad de forudsatte, og hvilke strukturer der gjorde dem nødvendige. Krig bliver ikke rationel, fordi modstanderen er specielt ond, men fordi verden er organiseret omkring stater, der må sikre deres magt gennem politisk indflydelse, økonomisk dominans og militær styrke. I denne orden er krig ikke et sammenbrud, men en strategisk mulighed.
Derfor må læring begynde med et opgør med nutidens betingelser. Det kræver, at vi nægter at lade os mobilisere for statens mål, også når det kaldes nødvendigt, fredsbevarende eller moralsk.
Det handler ikke om moralsk overlegenhed, men om politisk indsigt. Så længe den indbyrdes konkurrence mellem stater gør krig til et rationelt redskab, vil den blive anvendt. Og så længe befolkninger accepterer at stille sig til rådighed, vil de indgå som redskaber i en logik, de ikke selv har sat, men alligevel kommer til at bære konsekvenserne af.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
