Mette Frederiksens seneste udmelding om pensionsalderen virker umiddelbart som et politisk fupnummer, designet til at vinde de gamle socialdemokratiske vælgere tilbage. Mens hun på den ene side har erklæret, at Socialdemokratiet i 2025 vil stemme for en stigning i pensionsalderen, forsikrer hun på den anden side, at dette vil være sidste gang. Dette dobbeltsidige budskab virker som et forsøg på at tilfredsstille begge fløje i debatten – men kan vi virkelig stole på hendes udtalelser?
Historien har nemlig vist, at politikere ofte ændrer holdning, når det passer dem. De lover det ene i dag, men i morgen kan holdningen være en helt anden. Vi har utallige eksempler på politiske løfter, der er blevet brudt, derfor er det er svært at se Frederiksens udmelding som andet end en politisk taktik snarere end en reel forpligtelse.
Mens vi ser stigende pensionsalder for almindelige borgere, har politikerne selv skabt en økonomisk polstret tilværelse for deres egen fremtid.
Samtidig er det påfaldende, at politikerne selv nyder godt af yderst lukrative pensionsordninger. En folketingspolitiker optjener en livslang pension på 35.000 kroner om måneden efter blot 20 års arbejde. Hvis de også har haft ministerposter, kan de lægge yderligere pension oveni, hvor otte år som minister kan give dem 26.000 kroner om måneden i livslang pension. Selvom der er et loft, betyder det stadig, at politikere kan opnå en samlet pension på op til 58.100 kroner om måneden – et beløb som de færreste almindelige borgere nogensinde vil komme i nærheden af.
Denne markante forskel mellem politikernes egne pensionsordninger og de vilkår, almindelige danskere må forholde sig til, er dybt problematisk. Mens vi ser stigende pensionsalder for almindelige borgere, har politikerne selv skabt en økonomisk polstret tilværelse for deres egen fremtid.
Siden 2019 har Socialdemokratiet og Venstre lovet at ændre politikernes egne løn- og pensionsforhold, men der er ikke sket noget. Når det handler om at forbedre deres egne forhold, går processen langsomt – men når det gælder forringelser for den almindelige dansker, kan det ordnes på få måneder. Et klart eksempel på dette er afskaffelsen af store bededag – noget, der blev vedtaget uden større tøven. Dette viser en uheldig tendens, hvor politikerne prioriterer sig selv over befolkningen.
Denne diskussion om pensionsalderen og politikernes egne pensionsordninger illustrerer efter min mening en bredere problematik i vores demokratiske system. Det er let at miste tilliden til et system, der ser ud til at tjene de magtfulde snarere end de svage. Mens mange fortsat tror på, at vores demokrati fungerer i folkets interesse, er min påstand, at de politiske beslutninger i virkeligheden tjener en lille elite.
Statsministerens udmelding om pensionsalderen bør derfor ses i en bredere kontekst. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvornår vi kan gå på pension, men om, hvem vores politikere egentlig arbejder for. Det bør være tydeligt at se, at for den lille mand og kvinde på gulvet har vilkårene i mange år været under pres, og politikernes handlinger synes i højere grad at forringe snarere end at forbedre deres situation.
Links:
Socialdemokratiet vil gøre det muligt at bremse højere pensionsalder – TV2
Se hvornår politikerne kan få deres lukrative pensionsordninger udbetalt | Politik | DR
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.