Hun kalder det
ambitionspsykose
begynder dagen med hundredemeterfeber
drives frem af små deadlinesvulster
røde og gule
prikker i kalenderen
venner og familie
en slags mennesketerræn
hækkeløbsbomme på vejen
selvom de burde heppe på målstregen
jeg magter heller ikke aftenen
afslapningspresset
siger hun med en tone så uhyggelig
at det krymper i mig
du forsvinder fra kontakten Asta
ville jeg sige men
hun er nu sort og brat
jeg vælter fra mobilen over i mareridts
siger Asta
omverdensartilleri springer på min drømmehinde
siger Asta
vågner op fra granatchokssøvn
sagde Asta.
…
Hvordan føles det
spørger jeg men nej
lad mig i stedet lægge tusind stjerner langs din vej
for det er verdenen der er blevet ramt
af storhedsvanvid
på dine vegne
et kollektiv konkurrencesind
i verdens første
altid kolde verdenshandelskrig
her er alle vores nytilkomne blevet til
børnesoldater
indrullet i krigen og så
i psykiatrien
samtidens udsultede lazaretter
hvor vi slæber dig ind
efter sansebombardement
i skolen
på nettet
til arbejdets brief
eller hvad der end sker
så er det nu psyko-lægerne der står klar
til at forbinde dine pulserende sår
med ord
som emotionsregulering
mindfulness
og kognitive skemata.
…
Så selvfølgelig viser vejen frem sig ikke farbar
som du sidder der alene stærke ven
ene om at skulle bære den galskab
der ikke er din
men har taget bolig i dig
fordi verden ikke kan tages i terapi.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.