Det meget sundhedsskadelige og kræftfremkaldende fluorstof PFOS/PFAS er tidligere blevet brugt i skum til brandslukning. Det er kommet frem, at der er fundet store mængder af det ved brandøvelsespladser. Ved en tidligere brandøvelsesplads nær Korsør har der gået køer, hvis kød er blevet forurenet, så lokale borgere, som har spist kød fra køerne, nu har store mængder af stoffet i sig.
En helt ny opgørelse viser, at der er blevet brugt skum med PFOS på 145 steder i landet, heraf 32 i Region Hovedstaden. Det er angivet, om grundene ligger i en risikozone i forhold til boliger, grundvand eller overfladevand, men ikke hvorvidt de er forurenede. Det skal undersøges nu.
Vi vil ikke risikere yderligere forurening af miljø og mennesker.
I Nordsjælland er der registreret 10 grunde, som enten er forurenet eller som skal undersøges nærmere: To i både Hillerød og Frederiksværk og én i Værløse, Farum, Fredensborg, Hellebæk, Helsingør og Ålsgårde. En del af grundene er undersøgt, inden man efter forgiftningen af borgerne og grundene i Korsør har skærpet kriterierne for grænseværdierne.
Derfor kan de være vurderet ufarlige, fordi man ikke vidste, hvor farligt stoffet er. I regionsrådet vil vi fra SF kræve, at alle grundene genvurderes, og at de ansvarlige for forureningen gøres bekendt med muligt erstatningsansvar.
De såkaldt ”herreløse grunde” er regionen forpligtiget til at overtage og gennemføre den fornødne oprensning. Det må vi tage på os. Det er heldigvis teknisk muligt.
Tilfældet i Korsør er skræmmende. Vores grundvand er i forvejen truet af industrikemi og sprøjtegifte. Alle – alle! – grundene skal tjekkes grundigt og renses op. Vi vil ikke risikere yderligere forurening af miljø og mennesker.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.