Læserbrev
Spænde og tankevækkende artikel! Tak til Jaques Hersh og “Arbejderen”.
Log ind for at svareZbigniew Brzezinskis geopolitiske eventyr
Det er en stor udbredt myte at tro, at USA intervenerede i Afghanistan som svar på Sovjetunionens intervention i dette land. Faktisk er virkeligheden af forløbet omvendt: Det var præsident Jimmy Carters russofobiske rådgiver Zbigniew Brzezinski, der afslørede og bekræftede det reelle forhold.
|
For at forstå den strategiske betydning, som USA’s politiske og militære nederlag i Afghanistan har medført, er det nødvendigt at sætte konflikten i en større geopolitisk sammenhæng og perspektiv. Med andre ord: Uden kontekst bliver analysen mangelfuld!
Til at begynde med skal det erkendes, at USA’s subversive indblanding og krig i Afghanistan ikke har varet 20 år, som mainstream promoverer. Modsat dette narrativ fremhæver den kritiske analytiske tilgang, at Amerikas længste krig nogensinde begyndte for mere end cirka 40 år siden. Dette betyder, at USA’s engagement i Afghanistan fandt sted meget kort tid, efter at Saigon var faldet i vietnamesiske hænder!
USA’s strategiske målsætning var at skabe en antisocialistisk og antirussisk blok vel vidende, at denne politik ville politisere islam i Mellemøsten og Centralasien.
Ved en ceremoni i forbindelse med underskrivelsen af en fredstraktat i april 1975 udtalte en højtstående nordvietnamesiske officer over for de sydvietnamesiske fredsforhandlere: ”I skal ikke være angst. Mellem vietnamesere findes der ingen sejrherrer og besejrere. Kun amerikanerne er blevet besejret.”
I denne sammenhæng er det interessant at notere præsident John F. Kennedys vurdering af Vietnamkrigens strategiske betydning. I hans optik var USA’s formål med denne konflikt at bevise, at nationale befrielseskrige i den tredje verden fremover ville være alt for bekostelig for oprørske kræfter.
Den daværende amerikanske præsident fik ret med hensyn til befrielseskriges omkostning, men glemte samtidig, at der skal to til at danse tango!
Selv om Nordkorea blev reduceret til aske under Koreakrigen, blev ”prisen” for de cirka 40.000 amerikanske soldater, der var faldet, en politisk belastning for Washington. Et lignende scenarie fandt sted med USA’s engagement i Vietnamkrigen, som på daværende tidspunkt blev den længste og mest upopulære krig i amerikansk historie. Cirka 58.000 US-soldater faldt i Sydvietnams jungle.
Krigen har kostet 14 billioner dollars
Grunden til at inddrage disse kriges udfald er, at de kom til at påvirke USA’s geopolitik. Uden forståelse for dette kapitel af verdenspolitik er det svært at forstå den politiske udvikling, som i denne forbindelse fandt sted ikke alene i Afghanistan, men også i USA.
Ajourført til i dag har Brown Universitet i USA udgivet en rapport om de amerikanske udgifter, der afslører, at siden 9/11 har Pentagon brugt 14 billioner dollars på krig i Mellemøsten og Centralasien. Et tal som John F. Kennedy ikke kunne have accepteret, selv om han var med til at ”amerikanisere” Vietnamkrigen!
Kun tre år efter underskrivelse af fredstraktaten mellem Nordvietnam, Sydvietnam og USA (1975), fandt den såkaldte Saur- (April) revolution sted i Afghanistan. Anført af det marxistiske orienteret Folkets Demokratiske Parti (PDPA) blev den siddende reaktionære regering væltet, og et radikal socialt program sat i gang i et af verdens fattigste land.
Symptomer for underudvikling var talrige: Mere end 90 procent af den afghanske befolkning var analfabeter; 85 procent af jorden ”tilhørte” godsejere; bønderne levede under halvfeudale forhold, der byggede på gældsslaveri; kvinder levede uden rettighed; flertallet havde ikke adgang til en læge eller til uddannelse; dårlig ernæring og sygdom var udbredt, og en ud af tre børn døde i en tidlig alder.
Næsten samtidig med den revolutionære magtovertagelse opstod en antirevolutionær krig, som fik støtte fra Pakistans højreorienterede militær og efterretningsvæsen. Andre udenlandske aktør kom også på bane i Afghanistan. Det daværende Sovjetunionen sendte hjælp inklusive militær for at støtte den siddende proto-socialistiske regering i Kabul.
USA’s strategiske målsætning var at skabe en antisocialistisk og antirussisk blok vel vidende, at denne politik ville politisere islam i Mellemøsten og Centralasien. Det skal i denne forbindelse nævnes, at Afghanistan deler grænser med seks andre lande: Turkmenistan, Usbekistan, Tadsjikistan, Pakistan, Kina, og Iran. Desuden har både Kina og Rusland store muslimske mindretal.
Endnu før russisk Centralasien var blevet selvstændige stater, havde USA til hensigt at bruge det islamiske kort i udformning af amerikansk geopolitik. Hensigten var blandt andet at militarisere islam og skabe en slags hemmelig brigade med rekrutter fra overalt i den muslimske verden. Disse fik paramilitær terroristtræning i pakistanske militære lejre under opsyn af CIA og Storbritanniens MI6. Nogle blev rekrutteret fra et islamisk college i Brooklyn, New York! Som John Pilger skiver: ”[USA’s] hensigt var at udbrede islamisk fundamentalisme i Centralasien og destabilisere og på sigt tilintetgøre Sovjetunionen.”
Zbigniew Brzezinski
Det er en stor udbredt myte at tro, at USA intervenerede i Afghanistan som svar på Sovjetunionens intervention i dette land. Faktisk er virkeligheden af forløbet omvendt: Det var præsident Jimmy Carters russofobiske rådgiver Zbigniew Brzezinski, der afslørede og bekræftede det reelle forhold i et interview med det franske blad Le Nouvel Observateur i 1998.
På spørgsmålet om han nu fortrød den politik, han var med til at udforme imod Rusland, svarede han: ”Fortryder hvad? Den hemmelige operation var en udmærket idé. Det fik russerne ind i den afghanske fælde, og De ønsker, at jeg skal fortryde det? Den dag russerne officielt krydsede grænsen, skrev jeg følgende til præsident Carter: Vi har nu muligheden for at give USSR sit Vietnam.”
Af alle parter, der var involveret i krigen i Afghanistan, blev PDPA den store taber. Ruslands daværende leder Mikhail Gorbatjov havde i 1988 indset, at den sovjetiske intervention i Afghanistan var en stor belastning for Ruslands økonomi. Mere end mujahedinernes militære succes var det afslutningen på Moskvas finansielle og militære hjælp, der besejrede den Demokratiske Republik Afghanistan.
De forskellige muslimske grupper blev nu omorganiseret i Taleban-Afghanistan, som fik kontrol over landet ved slutningen af det gamle millennium. Krigen i Afghanistan hørte ikke op umiddelbart efter den sovjetiske tilbagetrækning. Det tog flere år, før Taleban overtog i Kabul. Faktisk eksisterede Taleban ikke som en organiseret politisk gruppe, før Sovjetunionen havde forladt Afghanistan.
Næsten samtidig med den sovjetiske tilbagetrækning og Talebans sejr tre år senere fik USA til at miste interesse for Afghanistan. I disse år havde Washington travlt med at overse den politiske udvikling i Rusland og Østeuropa efter Sovjetunionens sammensmeltning og overgang til kapitalismen.
Hemmeligstempler store dele af rapport om 9/11
Centralt for den amerikanske diskurs, der skulle legitimere USA’s tilbagevending til krigen i Afghanistan, var, hvilken rolle man tilskrev al-Qaedas ledelse i forbindelsen med 9/11-2001. I tiden omkring det store angreb på World Trade Center og Pentagon boede Osama bin Laden på dette historiske tidspunkt i Afghanistan eller Pakistan.
Selv hvis man antager, at en lille gruppe al-Qaeda-aktivister var i stand til at løse alle logistiske udfordringer forbundet med gennemførelsen af denne aktion i selve USA, er der mange løse ender, som 9/11-Commission Report ikke forklarer. Store deler af rapporten er blevet censureret af myndighederne.
Den nye afghanske situation, som er nu opstået i regionen, åbner for en større multipolar geopolitisk model.
Problemet for den amerikanske fortælling er, at Taleban, og al-Qaeda blandes sammen til én organisk størrelse i stedet for at betragte de to som forskellige organisationer. Mens al-Qaeda fungerede som en international terroristorganisation, forekom Taleban at være mere nationalistisk orienteret med et udgangspunkt i nationsbygning med strikte religiøse anvisninger.
Set i bakspejlet havde det ikke været for den amerikanske arrogance og hybris, kunne konflikten være blevet afsluttet med fredelige midler. Efter 9/11 forlangte Washington Osama bin Laden udleveret. Selv om bin Laden erklærede, at han var uskyldig i angrebet på USA, rejste Taleban betingelser for udleveringen af al-Qaedas leder.
Disse krav var ”blot”, at udleveringen skulle foregå i et tredje muslimsk land, og at de amerikanske myndigheder skulle fremviser bevismaterialet. Som vi ved, nægtede George Bush’ regering at imødekomme Talebans betingelser, og som bonus fik den vestlige verden (NATO) i år sit første utilsløret nederlag. (Takket været den store politolog Zbigniew Brzezinskis rådgivning!)
Hvad nu, Afghanistan?
Den nye afghanske situation, som nu er opstået i regionen, åbner for en større multipolar geopolitisk model. Unipolaritet har tabt pusten! Så længe den amerikanske regering handler som om, Taleban er medskyldig i det store terrorangreb på USA, vil forsoning ikke kunne finde sted.
Denne tilstand betyder ikke, at andre geopolitiske aktører er inaktive. Hvad vi ser nu (20 år efter 9/11) er et forsøg fra forskellige magters side på at finde en løsning på Afghanistans isolation. Ifølge Pepe Escobar vil Taleban holde en ceremoni i Kabul for at fejre deres sejr. Listen over de inviterede gæster er interessant. Som han skriver:
”Fire vigtige eksponenter af eurasiatisk integration – Kina, Rusland, Iran og Pakistan – såvel som Tyrkiet og Qatar vil officielt blive repræsenterede og vidne den Islamiske Emirat Afghanistans tilbagevending. Som tilbageslag er denne ikke mindre end astronomisk.”
Afghanistan står nu i en situation, hvor Taleban har muligheden for at vælge en passende fremtid for landet. Spørgsmål om, hvilket valg Taleban træffer, vil være af stor betydning, ikke alene for landet selv, men for opbygningen af en verdensorden, hvis tid er indtruffet. Som Helen Buyniski skriver i RT: ”Afghanistan har valget til at tilslutte sig Kinas ”Belt and Road-initiativ” eller underkaster sig USA’s ’regler baseret international orden.’”
Take Away: Ifølge Barack Obama var Afghanistan ”den gode krig”!
17. september 2021 | 10:22
