Læserbrev
Det er klart: status quo er det vigtigste, især hvis den usynliggøres …..
Log ind for at svareVi kan mætte over 70 milliarder produktionsdyr, men ikke en femtedel af menneskeheden
Spørger man venner og familie, ville de fleste nok ryste på hoved over dette vanvittige faktum; at vi hellere vil holde produktionsdyr som køer, grise og kyllinger i live end mennesker. Ikke desto mindre er det den ubekvemme sandhed, vi må kigge ind i.
|
Hvorfor sulter over halvanden milliard mennesker, mens vi formår at brødføde 70 milliarder produktionsdyr om året?
Dette enkle spørgsmål gemmer på en ubekvem sandhed og en uretfærdig prioritering i den måde, vi har indrettet vores samfund på. Spørger man venner og familie, ville de fleste nok ryste på hoved over dette vanvittige faktum; at vi hellere vil holde produktionsdyr som køer, grise og kyllinger i live end mennesker. Ikke desto mindre er det den ubekvemme sandhed, vi må kigge ind i.
Og tager man skridtet endnu videre, bliver billedet endnu mere skørt, for de dyr, vi prioriterer højere end mennesker, er ofte i små bure, hvor de ikke kan bevæge sig, de stopfodres for at imødekomme et produktionspres, og de mishandles ved alskens forskellige midler for at få dem til at indordne sig.
“Fanget i profitkæden”
Alligevel kan de omkring 70 milliarder produktionsdyr få mad, drikke og husly i modsætning til de omkring halvanden milliard mennesker, der ikke er garanteret et dagligt måltid. Det var også læren under fødevarekrisen i 2007-2008, hvor millionerne af mennesker sultede, mens de selvsamme lande med en sultende befolkning var nødsaget til eksportere deres afgrøder for at leve op til deres uretfærdige låneaftaler.
Derfor er svaret på ovenstående spørgsmål på sin vis lige så ubekvemt. For det handler om, hvordan mennesker og dyr bliver udnyttet forskelligt for at behage den globale overklasse, herunder den danske befolkning.
Dyr skal fordres, mennesker skal sultes. Begge er fanget i hver deres led i profitkæden som undertrykte. Denne kontrast mellem mennesker og produktionsdyr synliggøres derfor ved, at sidstnævnte bliver profitable ved fodringen (og mishandlingen), da deres værdi stiger ved hver kilo, de tager på, mens førstnævnte bidrager mest til den rige verdens akkumulation af penge ved at være så desperate, at de nødsages til at tage sig et hvilket som helst job, at de nødsages til at risikere liv og lemmer for en stabil indkomst, og at de nødsages til at gå med til sultende livsvilkår for blot at overleve.
“Kapitalismens reservehær”
Det er den verden, vi lever i. De er kapitalismens reservehær, som gør, at T-shirten i H&M koster 100 kroner, og at din Iphone ikke koster 30.000. En hær hvis primære funktion altid er at presse priserne på arbejdskraft så meget ned, at de fleste lande nu opererer med et begreb som ‘working poor’. Arbejdskraftens værdi tilfalder i dette tilfælde toppen, hvor vi det
seneste år har set en hidtil uset velfærdsstigning.
Forsvarere for denne logik vil argumentere for, at ‘kagen vil blive større’, men de ser bort fra spørgsmålet, om kagen overhovedet bliver delt. Hæfter man ved det spørgsmål, går man endnu en ubekvem sandhed i møde, for aldrig har samfundet været rigere, og aldrig har der været så mange fattige. Et paradoks der kræver en grundlæggende politisk stillingtagen, ikke blot i det etablerede politiske miljø, men også hos de udviklingsorganisationer, der kører med på præmissen om ‘større kager’ og ‘tidevand, der løfter alle både’.
Kan vi være bekendt, at halvanden milliard mennesker sulter, når det ene og alene er en politisk prioritering?
Den præmis er nemlig ikke blot uforenelig med klodens grænser, men også diskutabel set i lyset af stigningen af fattige og sultende mennesker. Derfor skal vi spørge os selv, om den nuværende udviklingsstrategi i højere grad underudvikler end udvikler? At vi har bildt os selv ind, at udvikling i Det Globale Syd måles i slavelignende arbejdspladser i stedet for antallet af sultende mennesker? Og at vi netop underudvikler, så vi kan få billigere T-shirts og Iphones i
Danmark?
De symbolske beløb, der sendes til Det Globale Syd, bliver hurtigt opslugt af billige produkter, der sendes den anden vej og derefter distribueres dyrere rundt i hele verden. Det er således bevist, at Det Globale Syd sender 24 gange flere penge til Det Globale Nord, end der bliver betalt i udviklingsmidler. Det er bistand for rige og et eksempel på, at regningen ender hos de fattigste, der endnu engang betaler de riges gilde.
“Værdsætter kød højere end menneskeliv”
Og her er det, vi kommer tilbage til dyreproduktionen og det paradoks, at vi formår at brødføde 70 milliarder dyr og ikke formår at udrydde sult. Paradokset følger nemlig et system, hvor brugs- og bytteværdien på ting ikke nødvendigvis stemmer overens med vores etiske fordringer som mennesker. Det gør, at vi – sat på spidsen – indirekte værdsætter kød højere end menneskeliv, således at det er vigtigere for os at få 70 milliarder produktionsdyr mætte end 1,5 milliarder mennesker.
Eller at vi hellere vil betale en så lav pris som muligt på en Iphone velvidende, at de personer, der samler den på fabrikker i Sydøstasien, går til en sulteløn, og at der højst sandsynligt har været børnearbejde involveret i jagten på mineraler i Afrika. Dette er ikke blot en ubekvem sandhed lige nu, men også for de næste generationer, der kommer til at lide under Vestens tyveri af Det Globale Syds ressourcer og arbejdskraft.
Vi kan plastre os til med nok så mange frivillige verdensmål, men så længe vi ikke adresserer de politiske mekanismer, der ligger til grund for denne ulighed, vil det blot være tomme ord og flotte farver. Vi må derfor kigge os selv i spejlet og se tallene i øjnene. Kan vi være bekendt at prioritere produktionsdyr over mennesker? Kan vi være bekendt at stopfodre dyr og mishandle dem i bure?
Kan vi være bekendt, at halvanden milliard mennesker sulter, når det ene og alene er en politisk prioritering?
Kilder:
Aid in reverse: how poor countries develop rich countries | Working in development | The Guardian
Bill Gates says poverty is decreasing. He couldn’t be more wrong | Jason Hickel | The Guardian
The hunger numbers: are we counting right? | Jason Hickel | The Guardian
16. juni 2021 | 07:28
