Det har ikke skortet på krigstrommer i de sidste par måneder. I den vestlige verden er medierne flydt over med advarsler om, at Rusland vil angribe Ukraine.
Appeller til at holde sammen mod Putin har fået en ekstra tand. For den gale mand i Kreml er angiveligt ved at gentage Adolf Hitlers forehavende fra 1930’erne og 40’erne. Putin vil angiveligt genoprette Sovjetunionen (eller måske en russisk imperial udgave af samme) og indtage positioner i Europa. Så vidt altså det dominerende narrativ.
Snesevis af vestlige tænketanke udbreder det ret uglade budskab, at Rusland vil indtage det meste af Europa og tilsvarende udbrede sin for mange ikke særligt tiltrækkende samfundsmodel. En køligere analyse vil dog komme til nogle andre resultater.
Det kunne virke som om, mange journalister og eksperter har glemt den vigtige metode, som kaldes perspektiv-veksel. I dag nævnes Rusland næsten ikke uden at bruge tillægsordet: aggressiv. Men stop lige, i de forløbne cirka 40 år har Rusland stort set ikke lavet andet end at gå baglæns.
Rusland trak hundredtusindvis af tropper og materiel hjem fra både sovjetrepublikker og øst- og centraleuropæiske lande, da USSR brød sammen. Derefter affandt det sig med NATO-udvidelsen, som allerede fra 1993 af Bill Clinton var tænkt som en øvelse, der skulle omfatte alle regionens lande – undtagen Rusland.
Selv USA er tvunget til at indrømme, at det ikke kan styre verdenen. Vi lever i en multipolær verden. Der er flere om at bestemme.
Retorikken fra de nye NATO-medlemmer, især Baltikum og Polen, var ekstrem antirussisk, selv om Rusland ikke truede nogen som helst. Rusland affandt sig med at blive overhørt i FN’s Sikkerhedsråd om for eksempel bombningerne af Jugoslavien.
Vesten afskaffede den ene nedrustningsaftale efter den anden, indgået mellem Sovjet og USA. Obama tog initiativ til at påbegynde deployeringen af missiler i Polen og Rumænien. I 2007 sagde Putin stop på en konference i München, hvor denne vestorienterede liberale politiker havde transformeret sig til en kritiker af det Vesten, især USA, som han havde beundret i 1990’erne.
Rusland trak en rød linje, og den gik ved Ukraines og Georgiens medlemskab af NATO. Men har alle lande ikke ret til at vælge, hvilke militæralliancer de vil være medlem af? Ideelt set jo.
Men når 30 lande rotter sig sammen mod et andet land, så kan det ikke undgås, at dette land vil føle sig truet, at dets sikkerhed vil være udsat – og dermed også Europas sikkerhed. Man skal være mere end naiv, hvis man et øjeblik tror, at NATO-landenes retorik om, at de kun sikrer fred og demokrati, og det derfor er i Ruslands egen interesse at udvide NATO – at denne retorik overbeviser russerne.
Den korte krig i Georgien i 2008 viste tre ting:
1) Rusland havde gjort alvor af sin røde linje.
2) Georgiens præsident M. Saakashvili troede, at han kunne udfordre Rusland militært med amerikanernes militære støtte, men USA skulle bestemt ikke i ildkamp med russiske soldater, men lod gerne georgiske soldater dø for deres sag.
3) NATO-udvidelsen havde nået et punkt, hvor den faktisk sikrede ustabilitet og krig i Europa.
Ukraine stod næst for. Der endte det endnu blodigere. Ukraine var ikke et homogent land, der var en klar skillelinje mellem øst/syd og nord/vest. I 2014 havde landet en lovligt valgt præsident, hvis parti endda havde klaret sig godt ved et senere valg, Viktor Janukovitj. Han ønskede ikke Ukraine i NATO.
Han blev reelt afsat ved et meget blodigt kup i februar 2014, hvorefter den nye ukrainske regering straks begyndte at søge om NATO-medlemskab, på trods af at alle meningsmålinger gennem mange år ikke havde påvist et ønske om NATO-medlemskab.
Krim var en autonom del af Ukraine med eget parlament. Stemningen her havde gennem årtier været spændt i forhold til centralregeringen i Kijev. Over tre fjerdedele af de væbnede styrker gik over til den russiske side. Så Krims ændrede status fandt sted reelt uden et eneste skud. Ikke en typisk anneksion! Russerne ville ikke kunne leve med, at Sevastopol skulle blive en NATO-flådehavn.
Situationen i Donbass med de to selvudnævnte autonome republikker har ikke rokket sig siden 2014. i februar 2015 indgik Ukraine, Rusland, Tyskland, Frankrig samt repræsentanter for Donbass en aftale i Minsk.
Det var en køreplan for, hvordan der skulle blive fred i regionen. Det helt centrale element i aftalen var Ukraines forpligtigelse til at gennemføre en forfatningsændring, som ville sikre autonomi og dermed i praksis regionens veto i forhold til NATO-medlemskab.
Landets daværende præsident, Petro Porosjenko, forsøgte efterfølgende at gennemføre ændringerne. Men det førte til, at højreradikale bevægelser angreb parlamentet og dræbte tre, ligesom de truede Porosjenko med at blive skudt ‘i en kælder’.
Siden dengang har Kijev aldrig seriøst haft til hensigt at gennemføre disse afgørende beslutninger. Hvad værre er, Tyskland og Frankrig har aldrig søgt at presse Ukraine til at gennemføre det. Ikke nok med at Minsk 2 ligger død og dermed en løsning af konflikten i Donbass. NATO har også intensiveret sin tilstedeværelse med stadig tungere våben og med baser, som minder om NATO-baser. I sommer var der en flådeøvelse med deltagelse af 32 lande ud for Krim.
Rusland må erkende, at det ikke har kunnet opnå noget med diplomatiske midler. Hvad er det, russerne vil opnå? Putin ønsker helt klart at få den indflydelse på europæisk sikkerhedspolitik, som alene landets størrelse berettiger til. At sætte Rusland uden for døren og tro, at de bare vil acceptere, hvad NATO-lande måtte beslutte, er uden bund i virkeligheden. NATO opnår det, de opfatter sig selv som et forsvar imod.
For første gang gør Rusland det éntydigt klart, at det ikke accepterer den sikkerhedspolitiske situation i Europa. De advarer og kræver en anden politik, først og fremmest fra USA’s side. Militært har Rusland udviklet sig dramatisk, især i de sidste 15 år. Rusland er langtfra så sårbar og svag som i 1990’erne, hverken økonomisk eller militært. Selv sanktionerne bider ikke for alvor på Rusland, som er i tæt alliance med Kina.
Sanktionerne har i øvrigt ført til, at Rusland for alvor har udviklet mange nye sektorer. Rusland har rykket sig drastisk på landbrugsområdet, er blevet verdens største eksportør af hvede. På samme måde producerer Rusland nu selv de fleste fly, hvor de tidligere var afhængige af Vesten.
USA og NATO kan altså ikke få det, som man gerne vil. Selv USA er tvunget til at indrømme, at det ikke kan styre verdenen. Vi lever i en multipolær verden. Der er flere om at bestemme. At se vores begrænsninger i øjnene er uhyre svært for den vestlige verden. Men der er ingen vej udenom. I hvert fald ingen ønskelig vej.
05. januar 2022 | 06:35
Jeg ville sætte pris på, om du kunne formulere din kritik lidt mere udførligt. Jeg aner ikke hvad du mener, ud over at du er vred. I øvrigt, jeg har prøvet meget i mit liv. Men PET agent har jeg aldrig været.
Log ind for at svareJens Jørgen Nielsen – Jeg læser altid dine bloks, syntes at de saglige og informative, og glad for at Arbejderen.dk bringer dem.
Kunne du ikke begynde at skrive i Politiken igen 🙂 – de mangler da i den grad, at videreformidle kvalificeret informationer og analyser om situationen i og omkring Rusland.
//Kim Lykkegaard
Hej Kim,
Tak for det. Mht Politiken og stort set alle andre danske/vestlige medier: Når det kommer til Rusland, så tager Fanden ved dem. Man skulle nærmest tro, at det var Hitler Tyskland de skrev om. Jeg synes dækningen er ekstremt fordrejet. Og det er ikke fordi jeg ikke kan finde noget at kritisere i Rusland. Men at sætte det gode vesten op over for det onde Rusland, det er tegneserieagtigt. Jeg læser i mindre grad danske aviser – og endnu mindre udenrigstoffet. De skrever stort set af efter New York Times og Washinton Post. Jeg kan i øvrigt næsten intet få optaget i de store danske aviser. Så meget for ytringsfriheden.
Arbejderen har slettet en stribe kommentarer under denne blog. Vi henstiller til, at kommentarfeltet ikke bruges til at kalde nogle af Arbejderens abonnenter eller skribenter for hverken PET-agenter, nazister eller lignende. Og vi henstiller i det hele taget til, at alle holder den gode tone, og ikke bruger kommentarfeltet til at sprede enormt mange link til andre medier uden debat. Arbejderen ønsker, at kommentarfeltet skal bruges til seriøs debat om relevante politiske emner. Tak til Jens Jørgen Nielsen for denne udmærkede og helt aktuelle blog.
Log ind for at svareJeg beklager, at jeg brugte det borgerlige systems skizofreni-koder til at diagnose-stemple 15124, men fastholder at 1524´s angreb på Jens Jørgen Nielsens integritet var grimt, uargumenteret og ubalanceret.
Og naturligvis er det svært – for ikke at sige umuligt for JJN og mange andre kritiske eksperter i udenrigspolitik at få offentliggjort artikler i de altdominerende imperialistiske mainstream medier, inklusiv public service medierne – på samme måde som det var svært/umuligt for saglige Sovjeteksperter at udtrykke sig under den Kolde Krig – og aktuelt for anti-vaccine eksperter at komme til orde. Så meget for den alsidige demokratiske debat/meningsudveksling, når det kommer til stykket.
Jeg blev gjort opmærksom på en kommentar i Kristeligt Dagblad “Fra Cuba-krisen til Ukraine i dag” af Per Øhrgaard i fredags (7/1-22). Her gives en fin udredning (helt undtagelsesvist fra et mainstreammedie), ligesom Jens Jørgen Nielsen giver det her. Tak til Jens Jørgen Nielsen.
Desværre er det dråber i havet at støde på den slags visdom i mainstreammedierne. Jeg er holdt helt op med at læse dem.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
