Zionistisk foredrag
Venezuela og Cuba: Frihedskampens energicentre
Med Trump i Det Hvide Hus føres der en endnu mere brutal kamp for at genvinde USA’s kontrol med Latinamerika og Caribien, skriver Sven-Erik Simonsen.
|
Venezuela har i over 20 år været udsat for sanktioner, kupforsøg og andre fjendtligheder fra USA’s side. Lige nu truer USA Venezuela med et militært angreb. Et hangarskib og talrige andre flådefartøjer fra USA opererer ved Venezuelas kyster. Medierne svirrer med rygter om et umiddelbart angreb, som derpå dementeres i ord af præsident Trump og udenrigsminister Marco Rubio – men flådefartøjerne med omkring 10.000 marineinfanterister krydser fortsat ved Venezuelas kyster!
Cuba har i over 60 år været udsat for sanktioner, der er så omfattende, at de bedst betegnes som en ‘blokade’. Dertil invasion, attentater, mordforsøg og biologiske angreb. USA’s overgreb på Cuba har været og er så urimelige og bestialske, at nærmest hele verden tager afstand. På FN’s Generalforsamling er der 33 år i træk vedtaget resolutioner mod blokaden af Cuba med usædvanligt store flertal. Ofte med over 180 stemmer mod 2 (USA og Israel) – i år med 165 stemmer mod 7, blandt andet fordi USA havde lagt et særligt pres på afhængige stater.
Der er brug for at være i højeste alarmberedskab!
Det, vi ser, er toppen af en krig – Latinamerikas kamp for frihed og USA’s svar herpå med ukonventionel krig, der fra tid til anden også bliver til egentlig krig.
Venezuelas tidligere præsident Hugo Chávez kaldte det for Latinamerikas ”Anden og definitive frihedskamp”. Den første frihedskamp var mod de gamle kolonimagter Spanien, Portugal, Frankrig og England og rullede fra sidste halvdel af 1700-tallet og i de følgende 100 år. Men alle disse nye ”frie” nationer endte som neokolonier under USA, som også proklamerede dette herredømme med Monroe-doktrinen. Cuba og Puerto Rico blev de sidste kolonier, der vandt deres frihed fra Spanien. Men begge disse lande blev derefter umiddelbart underlagt USA – Puerto Rico er det stadig, og i disse dage er netop Puerto Rico hjemsted for de flådefaciliteter, som understøtter fartøjerne ved Venezuelas kyst.
Cuba gennemførte sin ”Anden og definitive frihedskamp” med Revolutionens sejr i 1959. Venezuela påbegyndte sin med Den Bolivarianske Revolution og valget af Hugo Chávez som præsident i 1999. Det udløste, hvad ofte blev kaldt den ”røde bølge” i Latinamerika i de følgende 15 år: Brasilien, Bolivia, Ecuador, Honduras, Nicaragua, Uruguay, Paraguay og Argentina, hvor folkelige politiske bevægelser vandt store og vigtige sejre. En række af disse lande udryddede analfabetisme, ekstrem fattigdom blev reduceret, landenes sundhedsvæsener blev forstærket med blandt andet cubanske læger og sygeplejersker, landenes energiforsyning blev sikret på et nyt niveau med hjælp fra Venezuela. I vekslende grad satte landene hælen ned i forhold til USA’s plyndring af kontinentets olie, gas og mineraler og sikrede, at landenes rigdomme kom befolkningerne til gode. Nogle lande smed desuden USA’s militærbaser ud samt imperiets undergravende institutioner som USAID og CIA’s underafdelinger.
USA kæmpede imod og svarede igen med parlamentariske komplotter og kup. Og fra Chávez’ død i 2013 og frem lykkedes det for USA at få geninstalleret venner i regeringskontorerne i Argentina, Paraguay, Uruguay, Peru, Ecuador, Bolivia, Brasilien og Honduras. Men kampen bølger frem og tilbage. Således er Lula da Silva nu tilbage som præsident i Brasilien og Xiomara Castro som præsident i Honduras.
Det er aldrig lykkedes for USA at få skabt et ”regimeskifte” i hverken Venezuela eller Cuba – de to lande som i høj grad har været et økonomisk og et politisk energicenter for Latinamerikas ”Anden og definitive frihedskamp”.
Med Trump i Det Hvide Hus føres der en endnu mere brutal kamp for at genvinde USA’s kontrol med Latinamerika og Caribien – den energi- og råstofrige ”baggård”, som USA har brug for – endnu mere i den aktuelle geopolitiske situation med Kinas styrkede position og fremvæksten af den såkaldte multipolære verden.
Latinamerikas og verdens folk har en stærk og direkte interesse i, at Venezuelas rige oliereserver (de største i verden) ikke bliver erobret og kontrolleret af USA – men tværtimod kan udnyttes til gavn for venezuelanerne samt – med Den Bolivarianske Revolutions mål om at støtte kampen for et frit og forenet Latinamerika – for en bedre fremtid for mennesker i mange lande.
Tilsvarende har Latinamerikas og verdens folk en stærk interesse i, at det revolutionære Cuba består og fortsat kan inspirere med sit eksempel og sit bevis på, at friheden kan vindes og forsvares.
Derfor demonstrerede vi ved USA’s ambassade den 25. oktober med krav om stop for USA’s trusler mod Venezuela og blokade mod Cuba samt kravet om at yankee’erne trækker sig ud af Latinamerika.
Der er brug for at være i højeste alarmberedskab!
Styrk den internationale solidaritet!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
05. november 2025 | 06:05
