Vi har sejret ad helvede til, sagde LO formand Thomas Nielsen i 1982. De efterfølgende godt 40 år er det kun blevet værre med en svagere og svagere socialistisk fagbevægelse og en politisk venstrefløj, som ikke har formået at stå imod neoliberialismens angreb på velfærdsstaten.
De værste angreb på det danske velfærdssystem, den danske model og det sociale sikkerhedsnet kaldes populært for fattigdomsreformerne. Det inkluderer dagpengereform i 2011, førtidspensions- og fleksjobreform i 2013, kontanthjælpsreformer i 2014 og 2016 og sygedagpengereform i 2014 for at nævne nogle af de værste. Den danske model blev reelt aflivet med lærerlockout og regeringsindgreb i 2013.
Siden Enhedslisten blev dannet i 1989, har der været forskellige jokes om, at dannelsen af Enhedslisten er udtryk for en højredrejning af den yderste venstrefløj og generelt i vores samfund.
Som den med metalarbejderen der snakkede med sin kollega om højredrejningen i det danske samfund:
“Jeg har også oplevet en helt urimelig højredrejning, efter at jeg har meldt mig ud af det kommunistiske parti og ind i Enhedslisten.”
Venstrefløjens paradoksale dilemma er, at vi på den ene side har nogle grundlæggende humanistiske værdier om, at alle udsatte skal behandles ordentligt, samtidig med at vi for at kunne mobilisere masserne i den brede befolkning bliver nødsaget til at fremstå “normale”, ikke stikke for meget ud og anerkende den brede befolknings bekymringer.
Bliver vi på den yderste venstrefløj nødt til at ændre os selv for ikke at fremstå fanatiske og ekstreme for at imødekomme den brede befolkning, eller skal vi stå fast på, hvad vi tror, er det rigtige, indtil det, som de fleste opfatter som fanatisk idealisme, bliver normalt?
Lidt polemisk kunne man spørge, om populisme og pragmatisme er vejen frem for den yderste venstrefløj i Danmark?
Vi skal have vendt skuden, finde tilbage til vores rødder og være et reelt alternativ til den landsskadelige konsensuspolitik, der bliver ført i Danmark i disse år.
På en lang række områder har det mest venstreorienterede parti i Folketinget, Enhedslisten, de senere år ændret sig på markante områder i forsøget på at være mere normale og midtersøgende. Dermed er det ikke mere bare en joke, men en reel, voldsom og urimelig højredrejning vi ser på venstrefløjen i disse år.
NATO- og EU-modstand er blevet droppet til fordel for en mere pragmatisk tilgang, og vi har sågar været med til at sende våben til Ukraine, selv om vi har vedtaget, at vi er et antimilitaristisk og pacifistisk parti.
Vi har også været med i brede forlig inden for socialpolitik og beskæftigelsespolitik, som mange ellers ville have forsvoret, særligt efter Thorning-regeringens mange reformer og DONG-salg, hvor Enhedslisten senere retrospektivt er relativt enige om, at de skulle have trukket støtten til Thorning-regeringen.
Enhedslisten stemte for “Aftale om ret til tidlig pension” i 2020 og 2022, selv om de er lavet med et bredt flertal i Folketinget og af mange opfattes som en forringelse af velfærden, fordi aftalen inkluderer, at der skal spares på området.
Enhedslisten stemte for “Barnets lov” i juni 2023, selv om mange har advaret imod, at loven vil medføre flere tvangsadoptioner og tvangsanbringelser, og loven ligger i slipstrømmen på Mette Frederiksens kontroversielle nytårstale, der lagde op til flere tvangsanbringelser og tvangsadoptioner.
Samtidig med dette har identitetspolitik med kampen for transseksuelles rettigheder i front skabt intern splittelse i Enhedslisten og gjort mange socialistiske feminister politisk hjemløse, hvilket kun gør opgaven med at samle venstrefløjen om et samlet politisk projekt mere vanskelig.
Jeg frygter, at Enhedslisten er ved at blive et SF version 2.0, og at vi på den yderste venstrefløj vil få endnu flere inkarnerede socialister, for hvem der intet parti er i Folketinget, der er værd at være medlem af og lægge sine kræfter i.
Helt personligt har jeg som medlem og folkevalgt for Enhedslisten oplevet alt for mange gode kammerater melde sig ud de seneste år af forskellige årsager som for eksempel den nye EU-linje, NATO-linje, eller fordi identitetspolitik fylder alt, alt for meget.
Den del af identitetspolitikken, som splitter mest lige nu, er kort fortalt, at dem, der stiller sig kritiske over for de mange kønsidentiteter og Pernille Skippers udtalelse i Folketinget om, at mænd kan føde børn, og påstanden om, at transkvinder er rigtige kvinder og mindreårige kan få lov at forsøge at skifte fysisk køn, bliver marginaliseret og udskammet med beskyldninger om transfobi.
Det har været Enhedslistens styrke, at vi kunne være rygende uenige om mangt og meget, men stadig diskutere det sammen på en ordentlig måde og uden, at folk meldte sig ud af partiet.
Men derfra, hvor jeg står, ser jeg desværre et langsomt demokratisk kollaps både i vores samfund generelt og på den yderste venstrefløj.
Vi skal have vendt skuden, finde tilbage til vores rødder og være et reelt alternativ til den landsskadelige konsensuspolitik, der bliver ført i Danmark i disse år.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
27. juli 2023 | 09:08
JA – NU ER ENHEDSLISTEN – OGSÅ FEDTET IND I NATOS KLYNGEBOMBER.
ENIG I – AT ENHEDSLISTEN – HAR MISTET SINE RØDDER.
MAN FØLER DEN TILLID – MAN HAR VIST ENHEDSLISTEN – GØR EN MEGET TRIST.
FØRST EU OG NU NATO – DE ER ENDT SOM ET UDUELIGT SF
Log ind for at svareJens Voldby Crumlin
Jeg tror og håber stadig der er mulighed for at dreje Enhedslisten tilbage til rødderne. Min egen erfaring er at der virkelig nu er seriøse kræfter i gang med at styrke det faglige arbejde.
Læs faglig organisator i Enhedslistens Jakob Mathiassens tanker omkring styrkelsen af arbejdet:
https://solidaritet.dk/enhedslisten-og-de-manglende-dele-af-arbejderklassen/
Der er brug for en ny retning for hele den europæiske venstrefløj:
https://solidaritet.dk/fra-socialistisk-traktor-til-chik-sportsvogn-den-europaeiske-venstrefloejs-krise/
Den politiske udvikling siden Danmarks medlemskab af EU og kontrarevolutionen i 1989, har til fulde bekræftet DKP´s advarsler i 1970´erne og 80´erne, om imperialismens aggressive natur. Den har også vist det fejlagtige og illusoriske i ”fornyernes” politik og ideerne om ´det nye venstre´ i Enhedslisten.
Det var et tilbagefald til den utopiske socialisme fra 1900-tallet, og uden forbindelse til virkeligheden.
Den nuværende ledelse i DKP vil ikke indrømme de fejl de begik, men forsøger at dække over dem. Dermed skaber de ikke politisk afklaring, men derimod forvirring om hvad der rent faktisk er sket.
Jeg mener at det er Herman og Chomsky der i bogen “Manufactoring Consent” (1988) beskriver hvorledes det politiske diskussionsinterval op gennem 80’erne indsnævredes således at begge partier reelt fik de grundlæggende samme holdninger. Inden for dette accepterede begrænsede diskussionsinterval foregår der imidlertid en livlig debat, som skaber en illusion om demokrati, idet befolkningens egentlige ønsker og behov (skatteyder betalt sundhedsvæsen; medicin; uddannelse samt stop for de uendelige krige) ikke adresseres.
Hvis og når nogen påpeger emner, der ligger uden for dette accepteret smalle diskussionsinterval, betegnes disse som ekstreme holdninger, hvilket har transformeret hele demokratiet til en skueproces uden relevans.
Det samme er sket i Danmark, hvor politik, gennem de statsstøttet samt privatejet medie-platforme i stigende grad føres ved brug af propaganda, frygt og censur frem for ved brug af objektiv information. Vi er hermed overgået til et totalitært system (sammensmeltning af stat og globale kapitalinteresser), hvor politik primært føres til fordel for den globale elite på bekostning af befolkningens velfærd.
Log ind for at svareDet der reelt sker er at man udelukker arbejderklassens holdninger og synspunkter fra debatten!
Log ind for at svareDKP vedtog i 1976 et nyt program. Det har bevaret sin aktualitet, fordi det var en rejsning af de folkelige bevægelser i et samlet program mod storkapitalen. Jeg bringer her indledningen til kapitel
III * Program for en demokratisk politik rettet mod storkapitalen:
Kommunisterne fremlægger her deres program for en demokratisk politik rettet mod storkapitalen og til sikring af en bedre tilværelse.
Det er et program for antimonopolistisk demokrati.
Formålet for en konsekvent demokratisk politik er at bruge landets rigdomme og muligheder til at skabe en bedre tilværelse for det arbejdende folk, så både dets materielle og kulturelle behov efterkommes, og så det opnår nye og frie udfoldelsesmuligheder.
Det kræver, at den økonomiske vækst planmæssigt tilrettelægges ud fra disse hensyn og ikke ud fra hensynet til storkapitalens princip:
»Hvad der gavner ØK, gavner os alle.«
Midlet til at sætte en sådan politik igennem er de folkelige massers aktive varetagelse af deres egne interesser. Det kræver, at folkets fundamentale frihedsrettigheder sikres, udvides og udnyttes, så det ikke længere bliver storkapitalens indgreb, der bestemmer landets kurs.
Redskaberne for en demokratisk økonomisk politik må bestå i samfundsovertagelse og demokratisk kontrol med nøglestillingerne i det økonomiske liv.
Det kræver demokratisk nationalisering af monopoler og storbanker, kreditinstitutioner og forsikringsselskaber i et omfang, så en effektiv styring af samfundsøkonomien i folkets interesse kan sikres.
Den kan støtte sig på en udbygning af kooperation og andelsbevægelse.
Replik til Jens Voldby Crumlin: Enhedslisten brød med klassestandpunktet i 1989, og skrottede dermed den tætte forbindelse mellem de folkelige bevægelser og det politiske arbejde. DKP blev likvideret af Enhedslisten, fordi partiet ikke ville sættes i bås med kommunisterne.
Jeg har fulgt processen hele vejen og ethvert forsøg på at markere DKP som et selvstændigt parti blev omgående stoppet. Hvis du håber på en venstredrejning af Enhedslisten, er det ensbetydende med at bygge på illusioner og fromme håb, i stedet for at bygge på virkeligheden!
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
