Læserbrev
Velfærdsmodellen holder ikke til det
Den underfinansierede velfærd og offentlige service står igen for skud. I det mindste hvis det står til Venstre og forsvarsminister Troels Lund Poulsen. Det handler ikke om småpenge. Venstre vil afsætte så mange ekstra milliarder til Forsvaret, at "det helt vil ændre forudsætningerne for den offentlige økonomi" og dermed også for den trængte velfærd, skriver Dennis Kristensen i denne blog.
|
Forsvarsministeren kender ikke den endelige pris for Danmark, når NATO sætter nye mål for de enkelte medlemslandes militære formåen, men han gættede dog på Venstres landsmøde: “Det er min forventning, at den nye regning bliver op imod ekstra 300 milliarder kroner over en årrække. Det er så stort et beløb, at det helt vil ændre forudsætningerne for den offentlige økonomi – og dermed også den politiske debat … Det kommer til at kræve svære politiske valg og meget hårde økonomiske prioriteringer. Det vil være naivt at tro andet. Og naive er det sidste, vi må være. For det har allerede kostet os dyrt.”
Der er svært ikke at få den tanke, at Venstre også lader alle alarmklokker ringe som et benspænd for Mette Frederiksens melding om at ville genforhandle den nuværende automatiske forhøjelse af pensionsalderen ud over 70 år. Det hedder vist på christiansborgsk, at “alting kommer med en pris”.
Der er næppe nogen i Venstre, som ser skatteforhøjelser for sig til finansiering af mere militært isenkram.
Regeringens politik er dybblå
Og SVM-regeringen har da også sit eget skattestop nogenlunde efter den skabelon, som gennem mere end to årtier har presset velfærden hårdere og hårdere. “I det omfang, at regeringen træffer beslutning om at hæve skatter eller afgifter, skal andre skatter eller afgifter tilsvarende reduceres, så der samlet set ikke opkræves mere i skat eller afgift.”
Vi har brug for folkelig opbakning til at holde fast i det fællesskab, der har skabt den velfærdsmodel, som trods sår og skrammer skaber basal tryghed og sætter uligheden i skak.
Venstres politiske ordfører Jan Jørgensen kaldte da også drillende – som optakt til Troels Lund Poulsens overraskende forsvarsmelding – SVM-regeringens politik for dybblå: “Vi er lykkedes med det i en grad, så du har en socialdemokratisk statsminister i dag, der har skrevet under på Anders Foghs skattestop. Hvem havde forestillet sig, at det nogensinde skulle ske? Altså, Svend Auken og diverse fodnotesocialdemokrater fra tidligere tider må rotere i graven, når de ser, hvor mange penge vi bruger på forsvar, og hvor stærkt vi bakker op om NATO. Vi har en socialdemokratisk statsminister, der siger, at velfærd og skattelettelser ikke er modsætninger”.
Døren indtil flere indtægter gennem skatteforhøjelser er derfor på forhånd lukket og boltet til, og så er der i realiteternes verden kun uforudsete indtægter og yderligere besparelser på op mod 300 milliarder kroner over en årrække tilbage.
Velfærden blev snydt
Besparelser i den størrelsesorden holder den udgave af velfærdssamfundet, som vi kender det i dag, ikke til.
Vi står som samfund i forvejen med enorme udgifter, som skal finansieres – uden at øge den i forvejen voksende ulighed i det danske samfund – til indsatsen for at stoppe vores del af den altødelæggende globale opvarmning. Vi vil få gigantiske udgifter til at klimasikre Danmark mod det langt voldsommere vejr, som næppe hellere glaskuglekiggeren Bjørn Lomborg længere vil påstå, er uden sammenhæng med vores ødelæggelse af klodens klima.
Oven i det vil Troels Lund Poulsen også afsætte milliarder til forbedring af EU-landenes konkurrenceevne, samtidig med at han afskriver elitens tidligere begejstring for globalisering og frihandel og hu-hej, hvor vi Tesla’er den derudad.
Og så vi står med en velfærd, der blev snydt. Snydt for den genopretning, som adskillelige gange er stillet velfærdens brugere i udsigt. Og snydt for de mange, mange milliarder kroner Velfærdsaftalen i 2006 stillede i udsigt ved den løbende forhøjelse af pensionsalderen. Milliarder, der skulle gå til fremtidssikring af velfærden.
Selvfølgelig skal vi som land kunne forsvare vores grænser i samarbejde med andre, men et stadig større forsvar må ikke blive den magiske trylleformel, der sætter trygheden inden for landets grænser over styr og afliver vores fælles ansvarlighed for hinanden og de svageste.
Derfor har vi brug for folkelig opbakning til også i krisetider at holde fast i det fællesskab, der har skabt den velfærdsmodel, som trods sår og skrammer skaber basal tryghed og sætter uligheden i skak.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
19. november 2024 | 07:14
