Velfærd er ikke til salg
"Derfor siger vi nej til brugerbetaling indenfor pleje, omsorg og sundhedspleje, ligesom vi siger nej til privatisering af omsorgsopgaverne indenfor ældreplejen." Det socialdemokratiske budskab kunne være ganske betryggende, hvis det ikke var fordi, at det havde godt og vel to årtier på bagen og ikke længere er partiets politik.
I 2001 blev et nej til brugerbetaling og privatisering af omsorgsopgaverne i ældreplejen formuleret i Socialdemokratiets valgoplæg.
Det skulle gøre velfærdens støtter trygge efter 1990’ernes socialdemokratiske zigzagkurs om de grundlæggende holdninger til centrale dele af den danske velfærdsmodel: Efterlønnen, dagpengene, de skattefinansierede velfærdsinstitutioner og de universelle velfærdsydelser.
Det var dengang, statsminister Poul Nyrup Rasmussen snublede i efterlønnen, som de unge socialdemokrater ville have afskaffet.
Og dengang LO’s næstformand Tine Brøndum sammen med min forgænger, en overborgmester og en DSU-formand med en ISS-direktør som ghostwriter foreslog en såkaldt rød udliciteringspolitik, der skulle udviske stregen i sandet foran omsorg og pleje, men også i sin 1. maj-tale i 2002 foreslog brugerbetaling indført i ældreplejen: “Er det specielt fornuftigt, at hårdt trængte børnefamilier med ganske almindelige indkomster skal betale ret store beløb for at få deres børn passet, mens ældre med store formuer skal have deres egen hjemmehjælp gratis? Og hvorfor kan der ikke være brugerbetaling på at gå til lægen, når det koster at gå til tandlægen.”
Der gik kun fire år, fra Socialdemokratiets valgoplæg i 2001 til partiet valgte en ny formand, der ønskede efterlønnen afskaffet for alle under 40 år, og kun 22 år, før socialdemokraterne startede en debat om at ændre skatteyderfinansieringen af ældreplejen til en opsparingsordning knyttet til arbejdet på samme vis som arbejdsmarkedspensionerne.
Taget fra Moderaternes partiprogram
Og dog … Socialdemokratiet startede ikke debatten, da partiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen i Jyllands-Posten sendte en sommerballon op om at vende finansiering af pleje og omsorg for ældre på hovedet efter princippet: Er der gennemført for mange skattelettelser til, at ældreplejen kan finansieres i fremtiden, så må den enkelte lønmodtager i gang med at spare op selv.
I stedet har Socialdemokratiet hægtet sig på regeringspartneren Moderaternes partiprogram, og den socialdemokratiske sommerballon ligner da også en ren afskrift af Moderaternes forslag om at ændre ældreplejen grundlæggende gennem netop opsparing som en del af arbejdsmarkedspensionerne, mens staten skal etablere opsparing for de, der ikke er omfattet af arbejdsmarkedspension.
Jeg er bange for, at vi, når vi om nogle år ser tilbage, så må erkende, at det var i denne sommer, at den kollektivt finansierede velfærd fik sit afgørende knæk.
Christian Rabjerg Madsen er ude på tynd is, når han skal forklare ældreplejens langsigtede finansieringsproblem.
Det bliver til en forklaring om, at det går så godt for den danske økonomi, at det vil være nødvendigt af økonomiske årsager at indføre brugerbetaling i ældreplejen: “Når vi så ser mange år frem, har vi en holdbar offentlig økonomi, selv hvis man indregner, at vi danskere forventer højere service i takt med, at vi bliver rigere.”
Det er en tiltrængt erkendelse, at vi ikke hverken nu eller på længere sigt har behov for at gribe ind i velfærden, men Christian skyder straks de lyse udsigter ned med udgifter til investering i forsvar og klima og usikkerhed om, hvorvidt danskerne vil arbejde mere og længere.
Det går så godt, at det kan gå galt. Derfor må vi hellere lade som om, at alt går galt. Den form for omvendt logik er jeg alligevel ikke stødt på før i seriøs politik.
Moderaternes forslag handler tydeligvis om at gøre de ældre til betalende kunder hos private leverandører af ældrepleje.
Skattefinansiering skaber lighed
Om Christian Rabjerg Madsen tænker på samme måde, fremgår ikke af hans indlæg i Jyllands-Posten, men det har i en årrække været et socialdemokratisk mantra, at det afgørende ikke er, hvem der leverer velfærdsydelserne.
Dermed har Socialdemokratiet også forladt anvendelsen af den offentlige sektor og fællesskabsinstitutionerne som et fordelingspolitisk redskab.
Christian lægger vægt på, at hans overvejelser skal modvirke et A- og B-hold blandt ældre med behov for pleje og omsorg.
Den mest effektive metode til at skabe lighed i den ende af livet er imidlertid skattefinansiering. Det er ad den vej, vi for alvor kunne få gang i genopbygning af velfærden og den offentlige service.
Jeg er bange for, at vi, når vi om nogle år ser tilbage, så må erkende, at det var i denne sommer, da Socialdemokratiet forlod den universelle velfærd, at den kollektivt finansierede velfærd og offentlige service fik sit afgørende knæk.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23% af 750.000 DKK
170.281 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
