Kommuner og stat bruger enorme samfundssummer på et kæmpe bureaukrati, der trækker sager i langdrag og afviser hjælp til nødstedte familier, som har brug for hjælp.
Systemet er fuldstændig forskruet, fordi man bruger penge på at undgå at hjælpe dem, der har brug for hjælp, så det ofte kun er de mest ressourcestærke, der kan få hjælp.
Med barnets lov, der blev indført fra 1. januar 2024, blev der slået ekstra på tromme for, at man altid skal tage udgangspunkt i det enkelte barns behov for særlig støtte og omsorg.
Men vores mest sårbare små nye mennesker tages som gidsler af kommuner og Ankestyrelsen, som har anlagt en ekstremt rigid og umenneskelig praksis over for ekstremt tidligt fødte børn.
§2 Hjælp og støtte efter denne lov skal iværksættes med henblik på at sikre, at børn og unge, som har behov for særlig støtte, kan opnå de samme muligheder for omsorg, læring, personlig udvikling, trivsel, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Hjælp og støtte kan også iværksættes med henblik på at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for barnet, den unge eller familien.
Stk. 2. Hjælp og støtte efter denne lov skal ydes med afsæt i barnets eller den unges perspektiv, ressourcer og behov med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Hjælp og støtte skal, i det omfang det er relevant for det enkelte barn eller den enkelte unge, tilrettelægges med henblik på følgende:
1) At sikre barnets eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer, herunder til at indgå i sociale relationer og netværk.
2) At fremme barnets eller den unges sundhed og trivsel.
3) At understøtte barnets eller den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en uddannelse.
4) At forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv.
5) At sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer til voksne, herunder ved at understøtte barnets eller den unges familiemæssige relationer og øvrige netværk.
Stk. 3. Hjælp og støtte efter denne lov skal ske tidligt og være helhedsorienteret, så problemer så vidt muligt kan forebygges og afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø.
Det er tilfældet i Norddjurs Kommune, som fralægger sig ethvert ansvar i en grotesk sag om et sårbart lille barn, Albert Thor Kjær, som blev født i uge 24 og kun vejede 450 gram.
Han var indlagt de første seks måneder af sit liv, heraf tre-fire måneder i respirator og behandlet både for septisk chok, opereret flere gange, har været i koma og har meget umodne tarme og en alvorlig kronisk lungelidelse af de mange måneder i respirator og de ikke færdigudviklede lunger.
De fine intentioner i barnets lov bliver gjort til skamme og ender som en hån mod forældre, som må vælge mellem økonomisk ruin eller at ignorere behandlende lægers faglige vurdering om risiko for, at deres barn får respirationssvigt, alvorlig sygdom og i sidste ende død.
Efter at blive udsat for åbenlys uretfærdighed og økonomisk kassetænkning står handicappede og deres familier i et nyt svært valg.
Kan det virkelig passe, at forældre ikke kan få hjælp til at beskytte og værne deres barn og få økonomisk støtte til det ifølge Ankestyrelsen?
Enten belaste sig selv ved at opgive kampen for at få hjælp og risikere økonomisk ruin og gældsættelse, hvilket resulterer i kontroltab, tillidstab og umyndiggørelse. Det leder til følelser af afmagt, mistro og mistillid til vores fælles velfærdsstat, som jo har brudt samfundskontrakten, om at vi betaler skat, til gengæld for at kommunen træder til, når vi har brug for hjælp.
Eller tage den ulige kamp op imod kommunens hær af jurister, sagsbehandlere og konsulenter, som med hjælp fra KL og Ankestyrelsen gang på gang får lov at spare penge på at behandle kronisk syge og handicappede umenneskeligt. Samtidigt risikerer familierne års kamp for at få en hjælp, som man ofte ikke kan få med tilbagevirkende kraft.
Der er tusindvis af sådanne sager, men Alberts sag og Ankestyrelsens principafgørelse 23-17 er ekstra inhuman, da den i årevis har gjort det muligt at afvise særlig støtte og hjælp til ekstremt for tidligt fødte børn og deres forældre. Principafgørelsen slår fast, at risiko for lidelser ikke er nok til, at forældre kan få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, hvilket sætter forældre i et umuligt dilemma.
I august søgte Alberts familie om økonomisk hjælp til fra 1. december til 1. marts at få tabt arbejdsfortjeneste til Alberts mor. Det gjorde de for ikke at udsætte Albert for risiko for respirationssvigt og alvorlig sygdom ved en simpel forkølelse i en institution.
Men efter en langsommelig sagsbehandling træf Norddjurs Kommune den 3. december afgørelse om at give afslag fordi:
“Der lægges vægt på Ankestyrelsens principafgørelse 23-17, om at den generelle risiko for, at for tidligt fødte børn kan få udviklingsmæssige følger, ikke er tilstrækkeligt til, at forældre har ret til dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste.”
Der står ganske rigtigt i 23-17 at:
”Risiko for en lidelse er ikke nok”.
“Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at barnet er i en særlig risikogruppe for at blive ramt af en lidelse.”
Men principafgørelse 23-17 drejer sig om et barn, som endnu ikke har fået konstateret mælkeallergi, men som er i risiko for det, fordi både mor og far er mælkeallergikere.
Kan man virkelig bruge den regel i en sag om et ekstremt for tidligt født barn og med de risici, et sådan barn kan have, som for eksempel respirationssvigt, indlæggelse og alvorlig sygdom på grund af allerede konstaterede lidelser som en alvorlig langvarig og kronisk lungelidelse?
Jeg mener, at Ankestyrelsen med principafgørelse 23-17 er på kanten af lovgivningen, da principafgørelsen tilsidesætter det individuelle skøn til fordel for en regel om at: ”Risiko for en lidelse er ikke nok”.
For gælder det også i de tilfælde, hvor der konkret er risiko for alvorlig sygdom, respirationssvigt og indlæggelse som i Alberts tilfælde?
Kan det virkelig passe, at det er i alle tilfælde af risiko, lige meget hvor alvorlig risikoen er, at forældre ikke kan få hjælp til at beskytte og værne deres barn og få økonomisk støtte til det ifølge Ankestyrelsens principafgørelse 23-17?
Læs mere om Alberts sag her og støt ForRetssikkerhed, som har valgt at stævne Ankestyrelsen, hvis den giver kommunen medhold i denne sag.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
27. marts 2025 | 11:29
Visse oplevelser med visitationen har indgydt mig en sund skepsis over for den viden, de kommunale sagsbehandlere besidder og formår at tage til sig. Så vidt jeg har forstået, er de ikke engang juridisk forpligtet til at tage udgangspunkt i lægelige oplysninger om den enkelte ansøger. Hvis det er sandt, så er det på tide, at den holdning får følger, for så er visitationen uduelig, skadelig og ikke-acceptabel.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
