Hvad ved vi?
USA undergraver FN – og Danmark hjælper til
Danmark har valgt loyalitet til USA frem for principper, tavshed frem for at råbe op om folkeretten og politisk bekvemmelighed frem for FN’s charter, skriver Global Aktion.
|
Af Morten Nielsen, Global Aktion.
2026 startede med en brat opvågning – men angrebet på Venezuela er blot kulminationen på en deroute, der begyndte med Trumps indsættelse.
At FN befinder sig i en dyb legitimitetskrise, står formentlig klart for de fleste. Som institution til håndhævelse af international ret er organisationen i færd med at blive tømt for den smule indhold, der var tilbage. Det sker ikke kun på grund af stormagters pres eller manglende finansiering, men også fordi mindre lande – herunder Danmark – aktivt medvirker.
Sikkerhedsrådets resolutioner 2803 om Gaza og 2797 om Vestsahara udgør et markant brud med FN’s mest grundlæggende principper: At territorium ikke må erhverves ved magt, og at folk har ret til selvbestemmelse. I begge tilfælde stemte Danmark for. Ikke tøvende, ikke med forbehold – men loyalt.
Det er ikke et kompromis, men et opgør med folkeretten.
Resolution 2803 skaber et juridisk røgslør omkring USA og dets allieredes rolle som de facto besættelsesmagt i Gaza, mens Israel gives retten til ensidigt at vurdere, om palæstinenserne lever op til resolutionens krav. Den nævner ikke gerningsmandens folkemord og tilsidesætter et omfattende katalog af FN-resolutioner og afgørelser fra Den Internationale Domstol.
Få dage senere stemte Danmark i FN’s Generalforsamling for Palæstinas ret til selvbestemmelse. Det var et skoleeksempel på dobbeltmoral: Man bekræfter princippet i én sal og undergraver det i en anden.
Endnu tydeligere er Danmarks medansvar i sagen om Vestsahara. FN og Den Internationale Domstol har siden 1970’erne fastslået, at Vestsahara er et ikke-selvstyrende territorium, og at sahrawierne har en ubestridelig ret til selvbestemmelse. Denne ret skulle realiseres gennem en folkeafstemning, som både Marokko, Polisario og FN oprindeligt accepterede. FN’s fredsmission MINURSO blev oprettet i 1991 for at organisere og overvåge denne afstemning.
Efter mere end 50 års besættelse står det klart, at alle relevante internationale retsinstanser betragter Marokkos tilstedeværelse som ulovlig. Marokko har hverken administrativt, juridisk eller politisk mandat over Vestsahara, som juridisk er et særskilt og adskilt territorium fra Marokko. Alligevel har Marokko systematisk forhalet og saboteret folkeafstemningen, fordi udfaldet med al sandsynlighed ville blive et nej til marokkansk herredømme.
På trods af dette stemte Danmark for Sikkerhedsrådets resolution 2797, som erklærer Marokkos såkaldte autonomiforslag som et “solidt grundlag for forhandling”. Det er ikke et kompromis, men et opgør med folkeretten. Autonomiforslaget indebærer marokkansk suverænitet over territoriet og efterlader sahrawierne uden reel mulighed for selvbestemmelse. Når FN’s Sikkerhedsråd – med dansk stemme – blåstempler dette, legitimeres annektering under et geopolitisk dække.
I slutningen af 2025 støttede den danske regering et nyt mandat til EU-kommissionen til at genforhandle handelsaftaler med Marokko. Aftaler, der kommer til at omfatte det besatte Vestsahara i strid med folkeretten, Den Internationale Domstol og EU’s øverste domstols klare domme om, at EU og Marokko ikke kan indgå aftaler, der omfatter Vestsahara. Ingen af parterne har mandat til at plyndre et besat land.
Det er værd at spørge hvorfor, (at Danmark tager disse skridt, red.). En del af svaret ligger i Danmarks samstemmighed med USA. Men denne kurs bliver stadig sværere at forklare – ikke mindst i lyset af Donald Trumps gentagne krav om amerikansk kontrol over Grønland. Her påberåber Danmark sig med rette suverænitet, territorial integritet og international ret. Disse principper mister imidlertid deres troværdighed, når Danmark samtidig stemmer for at udhule dem i Gaza og Vestsahara.
Man kan ikke både kræve respekt for grænser i Rigsfællesskabet og medvirke til at ophæve dem andre steder.
Den tidligere FN-jurist Craig Mokhiber har peget på, at Sikkerhedsrådet i disse resolutioner ikke blot strækker grænserne for international ret, men overskrider dem fuldstændigt. Rådet har måttet se bort fra det juridiske grundlag, FN bygger på, for at omsætte amerikanske diktater til bindende beslutninger.
FN lider af en strukturel svaghed: Hvis Sikkerhedsrådet går rogue (tilsidesætter international lov, red.), findes der ingen effektiv juridisk bremse. Netop derfor er medlemslandenes ansvar desto større. Danmark har i denne periode valgt loyalitet frem for principper, tavshed frem for at råbe op om folkeretten og politisk bekvemmelighed frem for FN’s charter.
Hvis FN ender som en skal uden indhold, vil Danmark ikke kunne sige, at vi stod på sidelinjen. Vi var med. Og det ansvar rækker langt ud over én valgperiode i Sikkerhedsrådet.
Spørgsmålet er, om kortsigtede geopolitiske interesser i at tækkes Trump, Israel og Marokko også vil vise sig nyttige på længere sigt. Den danske regerings støtte til annekteringen af Gaza og Vestsahara kan meget let være en boomerang. Med Trumps fortsatte pres for at overtage Grønland er regeringens kortsigtede hensyn i færd med at underminere netop den folkeret, som den danske regering fremhæver som sit vigtigste værn mod Trumps krav.
Ser man tilbage på Danmarks første tid i Sikkerhedsrådet, står én ting klart: Vi var principløse. Danmarks stemmeafgivelse har været uden respekt for den regelbaserede verdensorden, som regeringen ellers påstår at forsvare. Når udenrigsministeren ved enhver given lejlighed taler om folkeretten, klinger det derfor hult. Det er ord uden handling – og dermed uden værdi.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
21. januar 2026 | 06:12
