USA’s politiske system er igennem årtier degenereret fra folkestyre til et fåmandsvælde (oligarki), hvor den reelle magt ligger hos de superrige (plutokrati).
Med indsættelsen af Trump og hans administration har USA fået sin til dato mest velhavende regering og administration. Mange af USA’s øverste offentlige embeder besættes af milliardærer – vel at mærke dollarmilliardærer, herunder ikke at forglemme Trump selv.
Magtkoncentrationen hos fåtallet af superrige er så grel, at det ligefrem har fået den afgående præsident Biden til at advare imod en trussel heri imod den almindelige befolknings rettigheder og indflydelse:
“En oligarki træder frem i Amerika af ekstrem rigdom, magt og indflydelse, der bogstaveligt talt truer vores demokrati.”
Biden fremstiller dette som et fænomen, der er opstået med Trump og hans administration. Men: Det er ikke noget nyt i USA, at de superrige har stor politisk magt. USA’s politiske system har igennem en række årtier udviklet sig væk fra folkestyre henimod fåmandsvælde (oligarki).
USA er dermed ligesom Rusland domineret af oligarker, og ifølge den globalt kendte og anerkendte amerikanske økonom Joseph Stiglitz har de amerikanske oligarker mere magt end de russiske.
USA er tænkt som et folkestyre i forfatningen, der tager udgangspunkt i “We, the people”.
Der var dog fra starten i det amerikanske politiske system indbygget væsentlige undtagelser herfra og en uforholdsmæssigt stor indflydelse til konservative kræfter.
Det hænger sammen med, at den afgørende instans i USA’s parlament, kongressen, er senatet, hvor valgperioden er seks år i modsætning til “Husets” kun to år.
Da hver stat har to senatorer, sikrer forfatningen således de mindre og landlige og mere konservative stater en uforholdsmæssig stor indflydelse.
At Repræsentanternes Hus til gengæld afspejler folketallet betyder mindre, da senatet til enhver tid kan blokere for vedtagelser i “Huset”.
USA’s politiske system har derfor klassisk været kontrolleret af en elite bestående af præsidenten, de førende senatorer og toppen af forvaltningen, big business og militæret.
Siden Anden Verdenskrig er der imidlertid i det amerikanske samfund sket en stærkt magtkoncentration hos de (meget) rige og de store selskaber.
Drivkraften i denne udvikling har været en drastisk forøgelse af uligheden i det amerikanske samfund i denne periode igennem en voldsom koncentration af formuer og indkomst hos rige og superrige.
I dag ejer de rigeste ti procent omkring 60 procent af landets samlede rigdom og de rigeste en procent ejer 27 procent.
Dette igen har fået stor politisk betydning, fordi valgsystemet grundlæggende set giver en uforholdsmæssig stor indflydelse til pengemænd.
Både ved præsidentvalget og ved valg af senatorer kræver opnåelse af valg i de meget store valgdistrikter meget omfattende og hermed meget dyre valgkampagner, som igen nødvendiggør store donationer, hvilket giver selskaber og rigmænd en stærk position til gennem pengegaver at sikre sig politisk indflydelse.
De øverste politiske ledere i administrationen, Kongressen og Federal Reserve har som følge heraf meget tætte forbindelser til de økonomiske magthavere og tilhører dem økonomisk set selv.
USA’s politiske system har klassisk været kontrolleret af en elite bestående af præsidenten, de førende senatorer og toppen af forvaltningen, big business og militæret.
Hertil kommer, at lobbyisme som beskrevet spiller en stor rolle i den løbende lovgivning og politiske beslutningstagning, men at bruge dette instrument kræver igen penge.
Til denne magtkoncentration hos de økonomiske magthavere bidrager det også, at medierne i USA næsten udelukkende er private, og at en håndfuld privatejede mediegiganter bestemmer over informationsstrømmen.
Udviklingen har altså ikke bare været en udvikling hen imod et oligarki (et fåmandsvælde), men imod et plutokrati (et rigmandsvælde).
Som udtrykt af Joseph Stiglitz: “USA er gået fra et system, hvor hver person har én stemme, til et system, hvor hver dollar giver én stemme”.
Udviklingen af USA’s politiske system henimod et oligark/plutokrati er altså på den ene side ikke et akut fænomen, men har strukturelle rødder i opbygningen heraf fra forfatningsfædrene og har endvidere været undervejs igennem årtier.
Men det er på den anden side ikke ensbetydende med, at der med Trump-administrationen II ikke sker en videreudvikling heraf.
For det første er det som anført historisk, at der direkte i Trump-administrationen på førende poster sidder så mange dollarmilliardærer. Hermed er de riges indflydelse og magtudøvelse blevet meget mere synlig og konkret end tidligere set.
Men nok så væsentligt er der med valget i 2024 for det andet det afgørende nye, at hele den amerikanske erhvervselite har sluttet op om Trump.
Ved valgene i 2015 og 2019 var den amerikanske kapital og lønarbejderne splittet midt over:
På den ene side stod finanskapitalen og de store multinationale, der har nydt godt af liberalisering og globalisering. De er blevet støttet af et lag af ledere og højere funktionærer, “den kreative klasse”, som i kraft af høj uddannelse og sikre og gode stillinger i den fremgangsrige del af erhvervslivet og i den offentlige administration i USA også har profiteret af neoliberalismen og globaliseringen. De har ved de seneste valg støttet Demokraterne.
På den anden side har stået den mere traditionelle industri (eksempelvis metal-, maskin- og bilindustrien) og de mere hjemmemarkedsorienterede erhverv (såsom minedrift og landbrug) i USA, som har været trængt af udenlandsk konkurrence, og som i stedet for frihandel har ønsket sig protektionisme mod konkurrencen udefra.
Også de har været støttet af et “fodfolk” af industri- og servicearbejdere og lavere funktionærer, hvis stillinger er forsvundet sammen med den klassiske industri og de traditionelle erhverv, og hvis levestandard trues heraf. De sluttede i 2015 og 2019 op om Trump.
Denne sidste gruppes interesser er i høj grad blevet tilsidesat gennem de seneste årtiers økonomiske politik, hvilket har skabt en dyb mistillid til og kløft over det politiske establishment, herunder også Det Demokratiske Parti for dets frihandels- og dereguleringspolitik under Clinton og Obama.
Men ved valget i 2020 er techoligarkerne (som Musk og Zuckerberg) og de store multinationale (som Besos) svunget over til Trumps side og har kastet store midler ind i hans valgkamp, hvilket er en af forklaringerne på hans valgsejr.
Hermed er USA’s milliardærklasse indgået i en meget direkte og intim alliance med den politiske højrefløj i USA.
Bag ved dette overløb til Trump ligger givet en god portion opportunisme, men også givet en kynisk kalkule.
Ved at være med til at sikre sejren regner Musk og techmilliardærerne og storkapitalen givet med at kunne tage sig godt betalt i form af skattelettelser og deregulering af hjemmemarkedet, men også i form af Trump-støtte mod regulering og begrænsninger i deres udfoldelse på udenlandske markeder, eksempelvis i EU.
Danmark har i en årrække været en af USA’s tætteste allierede og har navnlig under Fogh og Frederiksen forfulgt en sikkerhedspolitisk strategi om at “kline sig så tæt som muligt op ad USA”.
I den forbindelse har det fra et flertal af politikere igen og igen lydt som en central begrundelse, at Danmark og USA har fælles værdier med demokratiet som den vigtigste.
Men USA’s lange march mod oligarkisk/plutokratisk styre rejser spørgsmålet om, hvor stort det postulerede fællesskab omkring demokratiet som styreform reelt er?
Og med Trumps genvalg må vi mere end nogensinde spørge os selv, hvor dybt det omtalte “fællesskab” egentlig stikker?
Samtidig rejser Trumps trusler om at bruge økonomisk og/eller militærmagt til at tvangsovertage Grønland spørgsmål om, hvorvidt den USA-baserede sikkerhedspolitiske strategi er brudt sammen?
Hvad er formålet med at have en forsvarsaftale, der ovenikøbet tillader USA at oprette baser på dansk territorium, hvis selvsamme nation under Trump truer os med invasion?
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
26. januar 2025 | 06:30
KAN MAN IKKE SIGE METTE VIRKELIG ER BLEVET FANGET I HENDES EGET SPIN !!!
SAMMEN MED HELE DEN DANSKE PRESSE !!!!
MÅSKE VÅGNER DET DANSKE FOLK OP — OG KAN SE LØGNEN !!!
HÆNDERNE OP — FEDT BILLED ALS HAR LAVET I DAG — PÅ POLITIKES HJEMMESIDE.
DEN VISER PUTIN SOM FJENDE — MENS METTES – TROLES OG LØKKE HAR VENDT SIG OM.
OG DER ER EN DER SIGER HÆNDERNE OP.
GÆT HVEM DET MON ER !!!!!!
Log ind for at svareUSA, som vi kendte det, er VÆK og er nu erstattet af et fåmandsvælde af rigmænd
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
