Kronik
Ungdom er ikke de sløvede sind
Fagbevægelsen får svære vilkår, hvis den ikke får en bred vifte af medlemmer, men den visner, hvis ikke vi får nye, unge kræfter ind til de næste generationers kampe. Skal det lykkes, kræver det prioritering og en målsætning for indsatsen.
|
Den danske model og den danske fagbevægelse kan anskues på to måder. Internationalt er vi i imponerende storform og leverer stadig flotte resultater, ikke mindst de seneste år med historisk mange trepartsaftaler under coronakrisen og flotte inflationsbekæmpende lønstigninger i OK23.
Samtidig ved vi dog godt, at den danske klaphat ikke klapper så meget, når vi ser på os selv i et historisk perspektiv. Vi er nemlig truet af faldende medlemstal, hvor potentielle medlemmer går til gule fagforretninger eller forbliver uorganiserede gratister.
For 3F’s vedkommende er tre grupper udfordrende.
Den ene gruppe er arbejdere i 40’erne og midt i arbejdslivet, som måske aldrig har følt et behov for os og sparer både fagforening og a-kasse for i stedet at bruge pengene på en sommerferie.
Den anden gruppe fagbevægelsen skal organisere mere, er nydanskere og udenlandsk arbejdskraft. De bliver underbetalt, udnyttet på det groveste, og lever i et parallelsamfund på arbejdsmarkedet – men den etablerede, danske arbejdsstyrke er ikke gode nok til at række hånden ud.
Den sidste gruppe er de unge, som lever i en tid med rekordmange valg, og to af disse er “hvilken fagforening – hvis nogen?” og “skal jeg overhovedet arbejde med noget i mere end fem år?”
Stil jer selv spørgsmålet: Hvad vil det kræve for at få en håndfuld aktive unge i jeres afdeling? Og stil jer så spørgsmålet: Hvad vil der ske, hvis I har set den sidste aktive unge?
Som overskriften indikerer, vil jeg fokusere på de sidstnævnte. For fagbevægelsen får svære vilkår, hvis den ikke får de to første grupper med, men den visner, hvis ikke vi får nye kræfter ind til de næste generationers kampe.
Overordnet har vi i mine øjne fire udfordringer, som står i vejen for bedre ungdomsorganisering.
For det første er vores gennemsnitsalder for høj, ikke mindst blandt formændene. Den ekstra erfaring er god, men man fjerner sig på en måde fra den unge gruppe, hvis det er en menneskealder siden, men selv var elev eller lærling. Nye kræfter kan heller ikke blive prøvet af eller sætte sit aftryk. Det er ikke en kritik af den enkelte formand, men vi er nødt til kollektivt at overveje, om denne tendens skal fortsætte.
For det andet skal vi generelt være bedre til ungdomsorganiserende initiativer, for de unge har faktisk ikke ændret sig de sidste 50 eller 100 år. Bevares, de har smartphones og andre frisurer i dag, men det handler stadig om at få en god uddannelse, tjene nogle penge, flytte hjemmefra, finde en kæreste, gå i byen med vennerne og gøre klar til at stifte familie. Sådan vil det også være om 100 år. Vi skal derfor blot tale med dem, som vi selv ville tales med, da vi var i deres alder.
For det tredje er vi nødt til at give dem ansvar og meningsfyldte opgaver. Vi kan ikke bede dem sætte sig bagerst i lokalet og lytte, mens de voksne taler færdigt. De skal få fingrene beskidte, med ud på skole- og virksomhedsbesøg, skrive faglige indlæg og være med til forhandlinger. Måske skulle man overveje at indføre i sine vedtægter, at der skulle være unge medlemmer af bestyrelsen? Hvis det er en kvote, der skal til for at vende bøtten, så er den måske ikke så dum, som nogle instinktivt tænker.
For det fjerde, så skal den dybe tallerken ikke genopfindes. Årlige begivenheder som 1. maj, Jobpatruljen (der for tiden dog ligger under 3F og HK) og skolebesøgene i sensommeren kommer igen hvert år, kan evalueres og er allerede en del af afdelingernes opgaver. Sæt mål for jer selv om, at der skal flere unge med. Henvend jer til dem personligt og forklar dem, at når de dukker op, så er der nogle til at tage imod dem. Forklar dem, hvorfor det er vigtigt, at lige netop de er med. Mange erfarne medlemmer blev organiseret og aktiveret enkeltvist – enten af forældre, tillidsmænd eller venner. Det har altid været det personlige og sociale, der var bunden for fællesskabet.
I 3F Esbjerg Transport er vi selv i gang med at genrejse ungdomsorganiseringen. Vi har kunnet sætte midler af til at bruge medarbejdertimer på opgaven, men det vigtigste har været, at vi satte os et mål og holdt os selv op på det.
Vi lagde en plan for at besøge dem oftere og lære dem at kende. Vi havde en bred palet af aktiviteter, som både inkluderede kampagner, lejrtur, skolebesøg og faglige møder. Vi forsøgte at gøre det klart for dem, at deres deltagelse gjorde en aktiv forskel.
I uge 47 sendte vi 11 unge på 3F Ungdoms landsmøde, hvor der sidste år kun havde været en enkelt. Deres forslag blev alle vedtaget, og flere af deltagerne kom tilbage med tillidsposter. Vi mener selv, det er ét bevis på, at vi nu høster frugterne af vores arbejde.
Stil jer selv spørgsmålet: Hvad vil det kræve for at få en håndfuld aktive unge i jeres afdeling? Og stil jer så spørgsmålet: Hvad vil der ske, hvis I har set den sidste aktive unge?
Ungdomsorganisering er strabadserne værd. Gå sammen om dem. Sæt nogle mål. Giv de unge plads og ansvar. Så vil I se både dem, jeres afdeling og jeres arbejdsglæde blomstre.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
27. november 2023 | 06:00
