Landet Rundt
HEJ JENS
DU SKAL OGSÅ HAVE EN TAK.
EN TAK SOM JEG OGSÅ HAR GIVET TIL JAN.
ALDRIG HAR PRESSEN VÆRET SÅ DÅRLIG—- TROEDE IKKE DEN KUNNE BLIVE DÅRLIGERE — DET KUNNE DEN !!!!!!
Log ind for at svareUkraines invasion af Kursk
Ukrainerne har formentlig ønsket at trække russiske tropper fra Ukraine tilbage til Rusland. Om det på sigt vil virke, er et åbent spørgsmål. At vi overhovedet er kommet dertil, er skræmmende, men for så vidt logisk nok.
|
Vi har indtil videre kun stykkevis og ikke ganske pålidelig viden om den ukrainske invasion i den russiske Kursk-region. Sandsynligheden taler dog for, at den vil blive slået tilbage.
Ukrainerne har formentlig ønsket at trække russiske tropper fra Ukraine tilbage til Rusland. Om det på sigt vil virke, er et åbent spørgsmål. At vi overhovedet er kommet dertil, er skræmmende, men for så vidt logisk nok.
At Rusland skulle have planer om at indtage hele Europa, ja sågar USA, er galmandssnak.
Vestens position i forhold til Ukraine-krigen har været ekstremt konsekvent. Diplomati og forhandlinger med den russiske side har været helt udelukket. Al tale om fredsforhandlinger og diplomati i Vesten har været ugleset. Enhver, der har vovet bare at tale i dette spor, er øjeblikkelig blevet karaktermyrdet, i nogle tilfælde fyret fra eksempelvis universiteter med mere.
Derfor har vi ikke en bred debat om forskellige veje til fred i Ukraine. Den vestlige præmis har været og er knivskarp. Der kan kun være én militær løsning på Ukraine-krigen og -krisen. Al anden snak bliver i bedste fald betragtet som naivt og håbløst og i nogle tilfælde som noget i retning af forræderi.
Så meget for det frisind i hvis navn Vesten i øvrigt fører ideologisk, politisk, militær og våbenleverancekrig.
Vil ikke høre på russerne
Uden et klart ideologisk narrativ ville krigen formentlig ikke have startet og under alle omstændigheder i skrivende stund have fundet et andet leje. Fortællingen om, at vi i Vesten er de gode og stort set alle andre onde og autoritære, ligger som base for det hele.
Narrativet afspejler dog ikke virkeligheden, men den giver USA og NATO en moralsk legitimitet til at intervenere forskellige steder i verden. Denne fortælling bygger på en anden præmis, nemlig at USA skal lede den frie verden, at USA er den eneste stormagt, som på en gang fungerer både som politi og dommer.
Europæerne har i den sammenhæng ikke været stort se meget andet end halehæng til USA. De har ikke formået at etablere en selvstændig europæisk sikkerhedsstrategi.
Det betyder, at vi ikke mener, at det er nødvendigt at høre på, hvad for eksempel russerne mener om situationen – bemærk, jeg siger ikke “være enige med dem”, men blot forstå, hvad de siger.
Jeg er tæt på at være klar til at indgå et væddemål om de vestlige politikeres evne til at gengive Putins og det officielle Ruslands syn på Ukraine-konflikten. Jeg er ret sikker på, at kun et forsvindende mindretal vil være i stand til at give en præcis gengivelse af russernes holdninger.
At Rusland skulle have planer om at indtage hele Europa, ja sågar USA, er galmandssnak. At Rusland skulle være bange for demokratiet i Ukraine, er absurd, for der er ikke mange dråber demokrati i Ukraine med næsten alle partier forbudte, de fleste medier ligeledes lukkede, flere politikere og journalister spærret inde og en præsident, der ikke er legitimt valgt i forhold til landets forfatning.
Rusland har gennem mange år givet klart udtryk for, hvad de synes er problemet, det kan kort koges ned til NATO-udvidelsen. Men i Vesten vil man endda overhovedet ikke diskutere det, for vi er jo de gode, hvis russerne ikke er enige med os, så må de jo være onde eller i bedste fald dumme, og så hverken skal, kan eller må vi snakke med dem.
Verden ser nuancer
Et umiddelbart problem knyttet til dette er, at cirka 85 procent af verden ikke deler denne vinkel. De bakker ikke konsekvent op om den russiske invasion i 2022. Men de ser nogle flere nuancer, og de har det ikke godt med USA’s kraftige engagement.
De er heller ikke begejstrede for den bastante fortælling om Vesten som garanten for demokratiet. Derfor er sanktionspolitikken over for Rusland også en gigantisk fiasko. 85 procent af verden støtter den ikke. De handler med Rusland.
Vi har den groteske situation, at Rusland har en større økonomisk vækst end EU-landene, hvor især Tyskland bløder økonomisk.
Vi har den groteske situation, at Rusland har en større økonomisk vækst end EU-landene, hvor især Tyskland bløder økonomisk. Adgangen til billig russisk gas og olie var hemmeligheden bag det tyske ’Wirtschaftswunder’. Fraværet af denne faktor svækker den tyske økonomi og dets konkurrencedygtighed. EU synes at have skudt sig selv i foden.
Men svaret på denne situation er endnu mere kontrol og centralisering. Ungarns præsident Viktor Orban gjorde det eneste rigtige, nemlig i juli at afsøge mulighederne for en diplomatisk løsning ved at rejse til både Kyjiv og Moskva. Men han blev straffet. EU stod efter alt at dømme bag Bruxelles’ pres på Kyjiv for at lukke olieledningerne, der førte russisk olie til Slovakiet og Ungarn.
Imens venter vi på, at den ukrainske invasion i Kursk skal gå i sig selv igen eller måske intensiveres med NATO-våben og måske, hvad noget tyder på, NATO-soldater forklædt som rådgivere, sådan som man også kaldte de første amerikanske soldater i Vietnam i 1960’erne.
Mange håber på Ruslands sammenbrud, men det vil næppe ske uden en europæisk storkrig og næppe uden brug af atomvåben.
Men selv hvis sammenbruddet skulle ske uden en dommedagskrig, vil et demokratisk Rusland og Ukraine være det mindst sandsynlige scenarie. Der vil blandt andet komme en kamp om kontrol med Ruslands a-våben. Kan vi udelukke, at islamistiske grupper kunne komme til dem? Kina vil røre på sig, vi kunne få et scenarie langt værre end det nuværende. Og millioner af flygtninge. Libyen med a-våben ganget med nogle tusinde.
Inspiration fra historien
Forhåbentlig vender fornuften tilbage. Og Europa kunne leve op til oplysningstidens idéer om fornuftige analyser og løsninger. Herunder diplomati.
Men vi kan finde inspiration tilbage i historien før både oplysningstiden, ja før de græske bystater fra 500 år før vor tidsregning, det var dem, der opfandt demokratiet – tilbage til 1269 før vores tidsregning, hvor Ægypten under faraonerne indgik en fredsaftale med Hittitter-riget, der holdt til i det nuværende centrale Tyrkiet.
De to riger havde bekæmpet hinanden i cirka 200 år. Denne over 3000 år gamle aftale synes moderne og inspirerende. Hittitterne havde egentlig vundet en sejr over farao Ramses II og kunne som USA efter 1990 have udnyttet sejren til at knuse modstanderen.
Men hittitterne brugte deres diplomati og så deres langsigtede interesse i en langvarig aftale med Ægypten.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
14. august 2024 | 08:00
