Trumps mandat handler om at få jobs hjem, standse prisstigninger og skabe et boom. Men hans økonomiske politik er i modstrid med sig selv og vil spænde ben for at opfylde valgløfterne.
Gyldne økonomiske valgløfter. Trump har under sin valgkampagne stillet USA’s befolkning en ”gylden æra” i udsigt, hvor han vil gøre “America Great Again”.
Det gælder ikke mindst på det økonomiske område, hvor Trumps valgløfter har været mange og ambitiøse, og hvor han mere eller mindre har lovet amerikanerne at rette op på deres største økonomiske problemer.
For det første er mange industrijobs i de seneste årtier forsvundet fra USA med stagnerende lønninger her til følge, ikke mindst på grund af at amerikanske selskaber er flyttet til Latinamerika og Østasien.
Her har Trump lovet amerikanerne at skaffe industrijobs (hjem) igen. For det andet har amerikanske lønarbejdere ud over stagnerende lønninger i de seneste år været ramt af høj i inflation, der især har ramt amerikanernes daglige livsfornødenheder, og som selvsagt ydermere har udhulet købekraft og realindkomst.
Disse prisstigninger har Trump lovet at standse og tværtimod at få priserne til at falde igen.
Endelig er amerikansk økonomi stadig ved at komme sig oven på finanskrisen og har samtidig kæmpet med balanceproblemer i form af stigende statsunderskud og -gæld.
Men Trump har lovet, at med ham som præsident vil der nu komme “economic boom”, samtidig med at statsunderskud og -gæld reduceres.
Trump har altså taget munden fuld, hvad angår valgløfter. Til at realisere disse mange og store valgløfter har Trump imidlertid annonceret og allerede påbegyndt en økonomisk politik, som – diplomatisk sagt – er “utraditionel” i nogle af sine virkemidler og ikke mindst i sin konfrontatoriske tilgang til USA’s samhandelspartnere.
Det første – og måske vigtigste – af Trumps økonomiske instrumenter er told.
Trump vil både skaffe industrijobs (hjem) til USA og polstre statskassen gennem at pålægge USA’s vigtigste samhandelspartnere told på importen herfra.
Det er altså på bekostning af USA’s samhandelspartnere, at amerikansk beskæftigelse skal blive “great again”. Denne told- og handelspolitik er allerede igangsat: Kina er pålagt en generel told på vareeksport til USA på 20 procent.
Canada (og delvist Mexico) har fået pålignet told på vareeksport på 25 procent, og aluminium- og ståleksport til USA fra hele verden, herunder EU, har fået lagt 25 procent i told oveni. Trump har ydermere annonceret, men endnu ikke gennemført, generel told på EU-vareeksport til USA, formentlig også på 25 procent.
Trumps andet centrale virkemiddel er skattelettelser. I sin første præsidentperiode fra 2017 til 2021 gennemførte Trump omfattende skattelettelser i især top- samt i selskabsskat.
Disse udløber for en stor del i 2025, men Trump ønsker at forlænge og udbygge dem. Det skal øge vækst og beskæftigelse.
Dette vil koste op mod fem milliarder US-dollars over ti år.
Endelig vil Trump for det tredje også stimulere væksten samt øge produktionen og herigennem reducere priser gennem deregulering og liberalisering af erhvervslivet, navnlig hvad angår regler til miljø- og forbrugerbeskyttelse.
I tråd hermed har Trump trukket USA ud af Parisaftalen.
Problemet med denne økonomiske politik er, at virkemidlerne er indbyrdes modstridende, hvilket igen vil påvirke udsigten negativt til, at Trump herigennem kan opfylde valgløfterne.
Trumps yndlingsinstrument er hævet over enhver diskussion told, der først og fremmest skal skaffe jobs (hjem) til USA. Det kan heller ikke afvises, at det på langt sigt vil kunne få en sådan positiv effekt på amerikansk beskæftigelse.
Men her og nu må Trumps toldforhøjelser vurderes at skabe en negativ effekt på vækst og beskæftigelse i USA, idet Trumps toldforhøjelser – selvsagt – er blevet mødt med kontraforhøjelser fra Kina, EU og Canada.
Det vil for det første koste USA i økonomisk vækst og beskæftigelse fra eksport, ligesom fordyrelsen af import for det andet også vil gå ud over forbrug og efterspørgsel og ligeledes koste vækst og beskæftigelse.
Trumps toldpolitik vil altså – på overskueligt sigt – være kontraproduktivt i forhold til at opfylde hans ene sæt centrale løfter om at øge beskæftigelse og skabe et økonomisk boom.
Hertil kommer, at Trumps økonomisk politik også må vurderes at få negativ effekt i forhold til prisstigninger.
For det første vil tolden på import fra handelspartnerne af importørerne i stor udstrækning blive søgt overvæltet på priserne og vil dermed i sidste ende komme til at virke som en skat på amerikansk forbrug, samtidig med at det vil øge inflationen.
Her og nu må Trumps toldforhøjelser vurderes at skabe en negativ effekt på vækst og beskæftigelse i USA, idet Trumps toldforhøjelser – selvsagt – er blevet mødt med kontraforhøjelser fra Kina, EU og Canada.
For det andet må Trumps andet hovedvirkemiddel, skattelettelser, også vurderes at virke inflationsdrivende, idet de vil øge forbrug og efterspørgsel og dermed være prisøgende og inflationsdrivende.
Hertil kommer for det tredje, at det af Trump tænkte instrument til at reducere priserne – deregulering og liberalisering – er et meget blødt og langsigtet instrument og dermed har ringe udsigt til på kortere sigt at bremse prisstigningerne.
Trumps økonomiske politik må således også vurderes at være kontraproduktiv i forhold til hans andet sæt centrale valgløfter om at reducere inflation og bringe priser ned igen.
At Trumps økonomiske politik således spænder ben for sig selv må vurderes også at ville gælde for hans løfte om at øge vækst og beskæftigelse og samtidig reducere statsunderskud og gæld.
Det må anerkendes, at told på den ene side vil øge skatteindtægterne og dermed polstre statskassen, men samtidig har Trump tænkt sig at gennemføre omfattende skattelettelser, som i hans første præsidentperiode langt fra var finansierede.
Trump forsøger med Musks og DOGE’s assistance at gennemføre kompenserende offentlige besparelser, men med den vilkårlige og omstridte facon de foregår på, er det mere end tvivlsomt, hvorvidt han ad denne vej kan tilvejebringe den fornødne finansiering af skattelettelserne.
Hvis skattelempelserne hermed igen i betydelig udstrækning forbliver ufinansierede, vil statsunderskud og -gæld selvsagt ikke falde, men tværtimod blive forøget.
I samme retning vil dalende økonomisk vækst og beskæftigelse og dermed skatteindtægter på grund af toldpolitikken også trække.
Også i forhold til valgløfterne om at reducere statsunderskud og -gæld risikerer Trumps økonomiske politik således at komme til at virke kontraproduktivt.
Trumps økonomiske politik kan således spænde ben for sig selv og dermed for, at han kan opfylde sine helt centrale økonomiske valgløfter, som han fik sit mandat på. “Trumponomics” vil næppe “make America great again”.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
24. marts 2025 | 06:30
Men de bliver så rige, så rige, når de har fået fingre i Grønland: https://www.reddit.com/r/XGramatikInsights/comments/1jipot8/jd_vance_denmark_is_not_doing_its_job_not_being_a/?utm_source=share&utm_medium=web3x&utm_name=web3xcss&utm_term=1&utm_content=share_button
Log ind for at svareMen USA har jo allerede kontrol over/ fingre i Grønland.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
