Det er med undren, at man laeser Jakob Soelvhoejs-Enhedslistens tekst om finansloven og dens pauve resultat for Danmark. Hvordan kan Jakob Soelvhoej-Enhedslisten overhovedet lade sig bruge i et finanslovsspil, hvor de naesten ikke foer indfriet nogle af deres krav! Hvorfor saetter Jakob Soelvhoej og Enhedslistens enlige forhandler ikke pres paa regeringen, for at faa helt elementaere krav igennem paa uddannelsesomraadet i finansloven? Der spilles alt for meget paa, at I er en liste og ikke et parti! Den ene siger det ene og den anden siger noget lidt andet. Naar man kommer raden rundt er der ikke mere politik til den undrende offentlighed.
Det handler aabenbart kun for jer om, at redde taburetter og sikre din/jeres/listens egen overlevelse helt imod de elementaere behov, som samfundet, her uddannelserne, skriger paa og forventer i som samlet Enhedsliste tager politisk sig af. Men nej! Forklaringer bort fra Enhedslistens hoejt besungne udsagn aaret igennem om, hvad der ville ske med regeringen, hvis den ikke imoedekom jeres krav i Enhedslisten til det ene og det andet, ville i traekke stikket ud til regeringen. Emnerne har flydt – og nu igen – med bortforklaringer om, hvorfor Enhedslistens folketingsmedlemmer ikke fik noget vigtigt med sig fra moederne i finansministeriet. Det meste af dette er sagt og skrevet, men naar nu Jakob Soelvhoej igen forsoeger at daekke over fadaeserne her op under Jul, saa skal I have de sidste spir i ego-kisten, saa I i Enhedslisten ikke faar ordentlige folks stemmer ved det kommende folketingsvalg! Mine gode og noedvendige forslag til fx folkeskolen staar i en tidlige post fra Jakob Soelvhoej, og de staar ved magt som afgoerende noedvendige, men ikke til til Jakob Soelvhoej eller til Enhedslisten.
Man maa haabe paa, at et fornuftigt folketingsupaavirket, ansvarligt parti stiller op inden naesten folketingsvalg, saa de mange snydte vaelgere faar et parti, der gaar ind for kollektiv velfaerd, hvor praesice beregninger over, noejagtigt hvor mange penge der skal bruges paa de forskellige velfaerdsomraader, for at samfundet kan komme til at fungere igen – uden Enhedslistens egocentriske bortforklaringer af manglende evner til dansk velfaerds-politik.
Tilbud til unge bagerst i uddannelseskøen skal opprioriteres
Det haster med genopretning på uddannelsesområdet efter mange års massive nedskæringer. Det gælder ikke mindst i forhold til den forberedende grunduddannelse, de almene voksenuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelserne, der retter sig mod de unge og voksne, der har stået bagerst i uddannelseskøen.Da finanslovsforhandlingerne endelig landede for 14 dage siden, var der sat plastre på de blødende sår på flere af landets uddannelsesinstitutioner.
Den hårdt trængte forberedende grunduddannelse, FGU, står i aftalen noteret til at modtage 75 millioner kroner i hvert af de kommende to år, mens landets voksenuddannelsescentre vil modtage rundt regnet det halve i form af et stærkt tiltrængt løft af taxameteret til de almene voksenuddannelser.
Forbedringerne er blevet venligt modtaget af de berørte uddannelsesinstitutioner, men tilfredsheden er naturligt nok særdeles afdæmpet. Midlerne rækker ikke langt i forhold til de kæmpe problemer, som både FGU-skolerne og VUC’erne oplever lige nu.
Blot få dage inden finanslovsaftalen blev indgået, sendte en række FGU-skoler et nødråb til Christiansborg, der beskrev den nærmest desperate situation, de befinder sig i. Tilføres der ikke penge til skolerne, vil det føre til permanente nødundervisningslignende forhold. Det, der skulle være et nyt stærkt uddannelsesflagskib for unge, der har kæmpet med store udfordringer i folkeskolen, er i alvorlig risiko for at kæntre.
Massive problemer på FGU, VUC og AMU
Optaget på FGU falder. Kommunerne lever ikke op til deres ansvar overfor de unge og skolerne, men prioriterer i stort omfang egne tilbud frem for FGU, fordi der er penge at spare. Medarbejdere fyres derfor i stor stil på skolerne, selvom der i forvejen mangler ressourcer til for eksempel at sikre specialpædagogisk støtte til de mange elever, der har behov for det. De gratis måltider til eleverne, der blev lovet ved uddannelsens vedtagelse, udebliver. Skolebygningerne er generelt i så ringe stand, at det vil kræve investeringer på mere end en milliard kroner at løse problemerne.
Voksenuddannelsescentrene står tilsvarende overfor store økonomiske problemer. Centrene er slet ikke økonomisk polstrede til at kunne håndtere den store nedgang i aktiviteten, der typisk rammer voksenuddannelserne i perioder med relativ høj beskæftigelse, og problemerne forstærkes af de store nedskæringer, der over flere omgange er gennemført af taxameteret til fjernundervisning. En række skoler er alvorligt lukningstruede, hvis regeringen ikke snart kommer dem til økonomisk undsætning.
Det, der skulle være et nyt stærkt uddannelsesflagskib for unge, der har kæmpet med store udfordringer i folkeskolen, er i alvorlig risiko for at kæntre.
Fælles for de to hårdt ramte skoletyper er, at de kan spille en central rolle i bekæmpelsen af uligheden i vores uddannelsessystem, hvis de sikres de rigtige rammer og en ordentlig økonomi.
Det er derfor stærkt beklageligt, at regeringen ikke for længst har prioriteret at løfte de to uddannelsesområder. En skæbne de deler med arbejdsmarkedsuddannelserne, hvor ikke mindst AMU-centrene er fuldstændig i knæ økonomisk. En hastigt indgået trepartsaftale i oktober måned forhindrede en planlagt beskæring af AMU-området med 110 millioner kroner, men det er kun en stakket frist, hvis en nedsmeltning af store dele af området skal undgås.
Genopretning efter mange år med store nedskæringer
Det var i årene i opposition vanskeligt at forpligte Socialdemokratiet på et opgør med omprioriteringsbidraget på uddannelsesområdet. Det lykkedes dog i det sidste år af Løkkes regeringsperiode, og det blev da også fulgt op i det fælles forståelsespapir og de efterfølgende finanslove. Det er godt, men det er slet ikke godt nok.
Omprioriteringsbidragets udhuling af uddannelsernes økonomi gennem fire år var ifølge en opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i foråret 2019 løbet op i tilsammen 3,3 milliarder kroner, alene på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser.
Set i det lys er regeringens løfter om uddannelsesinvesteringer på 2,5 milliarder kroner i “Danmark kan mere 1” ikke helt så imponerende, som det kan fremstå ved første blik.
Naturligvis er det særdeles positivt, at regeringen planlægger en milliardbevilling til uddannelsesområdet, men det er indlysende, at de uddannelsespolitiske ambitioner bør række langt videre end en genopretning af økonomien til niveauet, før Løkkeregeringen trådte til i 2015. Det opnås end ikke med regeringens udspil, og vi har endnu også til gode at se, hvilke tanker regeringen gør sig om den konkrete udmøntning af midlerne.
Det er klart, at det er en stor opgave at rette op efter de massive besparelser og forringelser af uddannelsessystemet og de øvrige velfærdsområder, der er blevet gennemført over en lang årrække. Alt kan ikke løses i et hug, men omvendt haster det med løsninger på en række områder. Det gælder ikke mindst i forhold til den forberedende grunduddannelse, de almene voksenuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelserne, der retter sig mod de unge og voksne, der har stået bagerst i uddannelseskøen.