Terrorlisterne: Når kampen mod den uhåndgribelige frygt bliver et politisk våben
Efter 11. september 2001 blev "krigen mod terror" til et globalt projekt med kravet: "Enten er du med os, eller også er du imod os!" Terrorlisterne skulle skabe sikkerhed og klarhed. Det gik lige modsat.
Terrorlister (officielle lister over organisationer eller personer, der er stemplet som terrorister eller understøtter terror – uden at de nødvendigvis er det), er et relativt nyt fænomen i international ret og sikkerhedspolitik.
Historikken bag terrorlisterne handler om, hvornår de blev lavet, af hvem og i hvilken forbindelse.
Tidslinje
Mellemkrigstiden: Efter en række attentater (blandt andet mordet på Jugoslaviens konge i 1934), forsøgte Folkeforbundet at udarbejde konventioner mod terrorisme, en slags generelle regler mod visse forbrydelser. Forsøget stoppede, da Anden Verdenskrig brød ud, og Folkeforbundet døde.
1960-1997: Flere vestlige lande (især USA, Storbritannien og Israel) lavede egne, hemmelige registre over grupper, man anså for terrorister. Her indgik eksempelvis Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), Irish Republican Army (IRA), Baskerlandet og Friheden (ETA) med flere. Listerne var ikke juridisk bindende og havde ingen grænseoverskridende betydning.
1997: USA’s udenrigsministerium fremlagde den første liste over udenlandske terrororganisationer. Hermed blev det gjort strafbart at yde støtte til de grupper, der stod på listen. Baggrunden for listen var bomberne mod World Trade Center i 1993 anbragt af islamister og fascisters bombe mod en føderal bygning i Oklahoma i 1995. Hertil kom ensomme ulve, eksempelvis Una-bomberen i årene 1978-95.
Loven gav myndighederne beføjelser til at bekæmpe terrorismen, skærpede straffene for terrorrelaterede forbrydelser, og til at observere, undersøge og tilbageholde udenlandske grupper eller personer. Listerne omfattede nu også indsamlinger til godgørende formål.
Efter 11. september 2001 vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolutionerne 1267 og 1373, der pålagde medlemslandene at lave lister over personer og organisationer samt indefryse deres midler. I første omgang ramte det grupper tilknyttet al-Qaeda og Taleban. Siden kom flere til. FN’s globale terrorliste blev et centralt værktøj i “krigen mod terror”.
George W. Bush erklærede i 2001 “krig mod terror indtil den var opsporet og påført et nederlag […] en krig uden ende […] enhver, der ikke er med os, er imod os.”
Ved denne lejlighed erklærede den engelske ambassadør, “at Bush var den bedste rekrutteringssergent for al-Qaeda.”
I dag findes der globale lister (FN) og nationale/regionale lister (USA, EU, Rusland, med flere). EU’s terrorliste bygger på FN’s, men har også egne tilføjelser (for eksempel ETA, Hamas og IRA).
Kriterier for at komme på en terrorliste
A) Deltagelse i finansiering, planlægning, facilitering samt gennemførelse af handlinger eller aktiviteter der falder ind under terror.
B) Sælge eller transportere våben, sprængstoffer og materialer der relaterer til terror.
C) Rekruttere eller på anden vis understøtter handlinger eller grupper, celler, fraktioner eller grupper der kan forbindes med terror.
D) FN-resolution 2734 anerkender tillige kønsbaseret vold, slavegørelse, menneskehandel og misbrug. Forbud mod at give husly til terrorister samt etablere en infrastruktur der gør terror mulig. For at kunne overvåge dette nedsætter medlemsstaterne en antiterrorkomite, og herved etableres de internationalt bindende juridiske rammer til bekæmpelse af terror.
Hvem står på vestlige terrorlister?
- 17. november (græsk venstregruppe)
- ETA – baskisk selvstædighedsgruppe – officiel opløst i 2018 – vistnok slumrende?
- Abu Nidal Organization – militant udbrydergrupper fra Fatah
- al-Qaeda kom på i 1998 efter angreb i Østafrika
- Democratic Front for the Liberation of Palestine (DFLP)
- Palestinian Islamic Jihad (PIJ)
- PFLP (Peoples Front of Liberation of Palestine)
- ISIS
- Hizbollah
- HAMAS
- Egyptian Islamic Jihad (EIJ)
- PKK
- Kahane Chai (ekstremistisk jødisk gruppe, Israel)
- Revolutionary People’s Liberation Party/Front (DHKP-C, Tyrkiet)
- ELN (Colombia)
- Harakat ul-Ansar (HUA) og Lashkar-e-Taiba – Pakistan/Kashmir
- Tamilske tigre – passiv efter militære nederlag, men står fortsat på terrorlisterne
- Manuel Rodríguez’ Patriotiske Front/Dissidents (FPMR/D) – Chile – inaktiv siden 90’erne
- New People’s Army – Filippinerne – maoistisk – nu social bevægelse
- Lysende Sti, Peru – maoister – inaktiv
- Tupac (MRTA) – Peru – inaktiv
- Aum Shinrikyo (apokalyptisk kult Japan)
Listen er ikke komplet; kun de kendteste er medtaget. Halvdelen af grupperne er jihadister. Flere er marxistisk/venstreorienterede. Hertil kommer separatister, samt religiøs-fascistiske grupper:
Kun to fascistiske/nazistiske grupper står på listerne, selvom der er rigeligt at tage af. Eksempelvis Proud Boys, israelske besættere, indiske hindi-nationalister, dødspatruljer i Latinamerika og så videre.
Til trods for at nogle grupper enten er inaktive eller er blevet til partier eller arbejder som sociale bevægelser og dermed har opnået en vis legalitet, så står de fortsat på listerne. Er man først kommet på, er det uhyre svært at komme af igen.
Eksempler på grupper slettet fra listerne
A) Mojahedin Iran, der bekæmper Irans præstestyret: EU-domstolen krævede forgæves nye beviser. USA tog gruppen af listen, da den havde fraskrevet sig vold og lukket deres base i Irak.
B) Al-Barakat: Ingen beviser for finansiering af terrorisme og forbindelse til al-Qaeda.
C) Flere Jihad-grupper er blevet slettet fra USA’s lister, da de var blevet opløst.
D) FARC: EU suspenderede restriktionerne efter fredsaftale med regeringen.
Terror: Et begreb, ikke en stat
Sprogligt er det risikabelt at stemple noget som “terror”. Ordet er magtfuldt og udelukker neutrale fortolkninger eller afviser muligheden af nuancerede bedømmelser. Det er ledende og manipulerende: For hvem kan være imod, at terror skal bekæmpes?
Terror er en taktik, ikke en fjende. Terror knytter sig ikke til en eller flere nationer, der kan besejres i en konventionel krig. Krigen mod terror vil altid være asymmetrisk, hvor konventionelle tropper sættes ind mod guerillaer, mere eller mindre strukturerede militsgrupper eller ensomme ulve.
Terroren holder sig ikke inden for landegrænser. Den kan være global, uanset om deltagerne har haft tilknytning til træningslejre på bestemte lokaliteter. Krigen mod terror befinder sig i en fysisk og juridisk gråzone.
Krigen mod terror gør modstanderne til soldater. Det kan de være nogle gange, andre gange er de guerillaer, og andre gange kan de være kriminelle eller et mix deraf.
Terrorismens abstrakte natur gør det vanskeligt, ja, endda umuligt, at den stat, der bekæmper terroristerne, kan påberåbe sig en sejr. Kampen mod terror kan nemt ende som endeløse krige, der strækker sig over årtier, eller som frosne konflikter.
Kampen mod terror er omgivet af hykleri og selektiv udvælgelse af, hvem der er terrorister, og hvem der er “vores slyngel”. De fleste lande, der fører krig mod terror, udøver selv i varierende grad terror eller understøtter, finansierer, faciliterer med videre grupper, der står på terrorlisterne.
Kritik af terrorlisterne
Fra starten blev listerne kritiseret af jurister for at forringe retssikkerheden. De lovparagraffer, der knytter sig til terrorlisterne, er ofte uoverskuelige med et utal af undtagelsesbestemmelser og giver politi og domstole vide fortolkningsmuligheder.
Terrorlovgivningen er gradvis trængt ind på andre områder end oprindelig tænkt og påvirker i dag aktiviteter, der i sig selv intet har med terror at gøre. Senest har justitsminister Peter Hummelgaard fremlagt et lovforslag, der giver mulighed for at samkøre sundhedsdata. Hævder at “PET mere effektivt kan kombinere oplysninger om en persons ekstremistiske holdninger”.
Der verserer en diskussion, om terrorbekæmpelsen er en opgave for politiet eller for militæret. Nogle lande kan godt skelne, men de fleste steder blandes det hele sammen – til fare for retssikkerheden. Således også når for eksempel Frømandskorpset sættes ind mod Greenpeace-aktivister.
Ingen lande har kunnet afholde sig fra at bruge de muligheder, terrorlovgivningen giver, når det gælder om at indskrænke borgernes frihedsrettigheder og retssikkerhed. Det gælder både lande, der anses for at være demokratiske, som mere autoritære styrer.
Overvågningen er skærpet, hjulpet godt på vej af sofistikeret teknologi, der er designet til formålet: Biometri, ansigtsgenkendelse, kunstig intelligens, logningsbekendtgørelser og så videre. En kæmpe industri er skudt op siden 11. september 2001, og hvad vi har set indtil nu er blot begyndelsen – med det formål: at overvåge befolkningen. Det legitimeres med terrorforebyggelse. Og vist er der da også grupper eller personer, der forberedte voldelige anslag, der er blevet fanget i tide.
Et spørgsmål resterer dog: Kan det enorme overvågningsapparat, legitimeres med nu-og-da-pågribelser af potentielle og reelle terrorister. Spørgsmålet vil aldrig kunne besvares helt, især fordi de relevante myndigheder sjældent ønsker at deltage i en debat om mål og midler. Deres styrke er befolkningens usikkerhed og tvivl.
At tavsheden så skaber mistillid til de selvsamme myndigheder, er ikke trængt ind. Den stedse mere intense overvågning har imidlertid psykologiske og sociale konsekvenser og truer borgernes opfattelse af at leve i et tillidsbaseret samfund.
Muslimer særligt udsat
En gruppe, der tydeligt mærker dette, er vore muslimske medborgere, der er udsat for en uproportionel overvågning og mistænkeliggørelse, højere straffe for at bo i bestemte bydele, hyppigere kontakt med myndighederne – kort sagt: etnisk profilering.
Amnesty har lavet rapporter om muslimers forhold til overvågningssamfundet. Konklusionen er klar: Der er tale om åbenlys diskriminering, og kampen mod terrorismen har bidraget dertil. Samt skabt en atmosfære hvor hadtale vendt mod muslimerne er blevet stueren.
Overvågningen bruges også til at ramme de, der er kritiske over for regeringer eller samfundet. I en del lande chikaneres de åbenlyst eller smides i fængsel. Heller ikke her går demokratierne fri.
Mere nøgterne hoveder i efterretnings- og forskningsmiljøet har kritiseret den omfattende terrorlovgivning og overvågning. Professor Richard Jackson fra Manchester Universitet skrev, “at forbinde rebeller med hjemlige regimekritikere giver regeringerne muligheden for slå ned på dem, uden frygt for at de udsættes for international fordømmelse.”
Den tidligere leder af det engelske MI5 kritiserer “krigen mod terror for at være en enorm overreaktion, der har ført til en militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken takket være en forfejlet forståelse af, tilgang til og brug af begrebet terror.”
Statsterror
Endelig er der så staters terror, enten mod egne borgere eller mod andre lande. Her findes der ingen terrorlister, selvom eksempelvis FN opererer med en klar folkedrabsdefinition for, hvornår en stat begår terror: Der skal være en erklæret hensigt, der skal være en vilje samt midler til at udføre hensigten.
Ud fra denne definition falder Israel ind under begrebet statsterror, Myanmar og USA ligeså, Saddam Hussein, da han sad på magten i Irak og bekrigede kurdere og sumparaberne, Assads krig mod oppositionen, den tyrkiske regerings bekæmpelse af kurderne, etniske krige i Afrika med flere.
Antallet af lande, der begår statsterror, overstiger i perioder antallet af grupper, der står på terrorlisterne.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
69% af 750.000 DKK
517.386 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
