Se billederne
Tanker om sprogbrug under en valgkamp
Det er et nyt lavpunkt, når Morten Messerschmidt argumenterer med "beduin-lejre", selv om det er faktuelt forkert uden den mindste sammenhæng med virkeligheden.
|
Her på det seneste har det været svært at afgøre, om vi – som bor i Danmark – har været vidne til nogle enorme spring eller nogle voldsomme skred i vores sprog.
Men det, som i hvert fald står fast, er, at springet eller skredet begge for nogle politikeres vedkommende betegner en bevægelse ned i et afskyvækkende dyb, hvor nogle folketingspolitikere har besluttet sig for, at intet er for plat, for nedværdigende eller ydmygende for de mindretal, det vedrører, for tyndt, for u-underbygget, for skadeligt for det samfund og de værdier, som vi ellers plejer at holde i hævd.
For nylig kunne man i Danmarks Radio høre Dansk Folkepartis leder, Morten Messerschmidt, udbrede sig om, hvordan herboende muslimer etablerer beduinlejre på landets hospitaler, hvor de fylder det hele og gør det utrygt og vanskeligt eller umuligt for “danskerne” at komme til behandling på vores sygehuse.
Journalisten forsøgte i flere omgange at foreholde Morten Messerschmidt de faktuelle forhold – nemlig at Danmarks Radio havde kontaktet en række sygehuse for at høre om deres syn på sagen – og at ingen af de adspurgte sygehuse kunne genkende beskrivelsen.
Til det svarede Morten Messerschmidt, at disse chikanøse forhold “jo” er noget, som vi alle sammen ved.
Forsøger igen at antænde det fremmedfjendske bål
Man ser det for sig – store telte på Herlev Sygehus, alenlange køer af etniske danskere, som ikke kan komme på sygehuset, fordi muslimerne uden sans for køkultur og gensidig hensyntagen – i store grupper umuliggør anstændig sygehusdrift.
Men det betegner vel et nyt lavpunkt, når Morten Messerschmidt argumenterer med “beduin-lejre”, selv om det er faktuelt forkert uden den mindste sammenhæng med virkeligheden, og selv om Morten Messerschmidt gøres opmærksom på, at de, som driver hospitalerne, ikke kan genkende dette billede, som primært skal tjene til at fremmane skræmmebilleder, der igen – må man formode – skal tjene til at få antændt det fremmedfjendske bål, som skal skaffe Dansk Folkeparti flere stemmer ved det forestående valg.
Hvis vi en dag vågner op i et land, hvor vi – efter forgodtbefindende – kan beslutte, at jøder eller homoseksuelle eller muslimer kan udelukkes fra plejearbejde, så har vi taget et skridt i en afskyelig retning, som ligner nogle af de stier, som tidligere er betrådt – i forrige århundrede.
Morten Messerschmidts store problem er, at den islamofobiske retorik, som Dansk Folkeparti oprindeligt indførte i dansk politik – og i lang tid var alene om at “tjene på”, nu er overtaget og inkorporeret i flere af de andre partiers partiprogrammer.
Det er med andre ord ikke længere nok at sige ”hårde ting” om indvandrere. Man kan sige, at Dansk Folkeparti har sejret sig ihjel i forhold til den indvandrer- og muslim-fjendske retorik. Derfor må de opfinde beduinlejrene på de danske hospitaler.
Det ulykkelige ved Dansk Folkepartis retoriske stramninger er, at vi risikerer, at flere vælgere får endnu hårdere hud på deres sproglige anstændigheds ydergrænser.
Hvis vi kunne omplante Morten Messerschmidt til 1960-1970’erne, ville der formentlig være enorme køer på vores skadestuer – med alle de borgere, som havde fået spiserøret skoldet, fordi de fik deres kaffe i den gale hals ved at høre om beduinlejre på hospitalerne. Nu er vi mere hårdkogte, og skadestuerne er ikke ved at drukne.
Nye Borgerlige gravet dybt i smudsbunken
En anden retorisk kajeryster må være Nye Borgerliges Mette Thiesen, som for nylig slog fast, at borgere på plejehjem eller i hjemmepleje skal kunne afvise at lade sig betjene af muslimer med tørklæde eller jøder eller en homoseksuel.
Her fik man indtryk af, at Nye Borgerlige har siddet en sen nattetime og talt om, hvad man kan gøre ved udlændingedebatten, så den kan blive så kras, at man ikke skal dele den med alle “de andre”.
Det er jo ret tydeligt, at debatten om muslimer i Danmark ikke længere er grov nok til at give Nye Borgerlige det ekstra skub – eller det monopollignende ejerskab til fremmedfjendskheden – som de ønsker sig.
Her må man sige, at Nye Borgerlige har gravet virkelig dybt i den politiske smudsbunke for at komme op med en skærpelse, som måske kunne give Nye Borgerlige flere ståpladser i det store råbekor.
Man tilføjer simpelthen flere grupper af personer, som på grund af deres etniske eller kulturelle eller religiøse eller seksuelle karakteristika kan gøres til genstand for en udelukkelse fra plejehjems- og hjemmehjælpsarbejde.
Derfor kunne man høre Mette Thiesen slå fast, at de nævnte personer eller persongrupper – muslimer, jøder, homoseksuelle – skal kunne udelukkes fra plejearbejde. Det er fuldstændigt ligegyldigt, om en sådan udelukkelse tjener et reelt formål, er logisk og så videre. Det eneste afgørende er, at muligheden for at udelukke de pågældende personer skal give rungende genlyd i den offentlige debat.
Vigtigt at vi står sammen
Debatten skal få folk, som måske ikke er politisk aktive op af stolene og hen og stemme på Nye Borgerlige. For “jeg tænkte nok, at ‘de fremmede’ ikke vil os det godt”. Og “vi må selv bestemme, hvem vi vil hjælpes på toilettet af. Også selv om vores udelukkelsesprojekt ikke tjener noget reelt formål”.
Men den forfladigelse, som en sådan lov- eller praksisændring ville medføre, må ikke overses eller ignoreres. Hvis vi en dag vågner op i et land, hvor vi – efter forgodtbefindende – kan beslutte, at jøder eller homoseksuelle eller muslimer kan udelukkes fra plejearbejde, så har vi taget et skridt i en afskyelig retning, som ligner nogle af de stier, som tidligere er betrådt – i forrige århundrede.
Mere lavpraktisk betyder en sådan juridisk adgang til at bestemme, at særlige grupper kan eller skal udstyres med en “begrænset” eller “begrænsende” arbejdskompetence – eller licens – at de ikke har fuldt samme adgang til bestemte arbejdsopgaver eller -funktioner som andre sosu-assistenter eller plejepersonale.
At udelukke disse grupper af medarbejdere – muslimer, jøder, homoseksuelle – er diskrimination, som efter omstændighederne vil være omfattet af Danmarks antidiskriminationslovgivning og vores internationale forpligtelser.
Det er naturligvis vigtigt med et retligt værn mod diskrimination – men endnu vigtigere er det, at vi står sammen om at feje den slags forslag af bordet ud fra en fælles forståelse af, at sådan er vi ikke – og det skal I ikke have held til at ændre.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
30. oktober 2022 | 07:45
