Læserbrev
SVM-regeringens folkeskolereform efterlader skolens store udfordringer uløste
Ressourceudhuling og voksende inklusionsopgave kompenseres ikke.
|
Marts 2024 indgik undervisningsminister Mathias Tesfaye og SVM-regeringen en politisk “Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram” med K, LA, R og DF.
Aftalens hovedelementer handler primært om styring af folkeskolen og strukturændringer i undervisningen. Hvad angår styringen af folkeskolen decentraliseres denne i et vist omfang til kommuner og skolebestyrelser/ skoleledelser, blandt andet ved at centrale mål og krav og bindinger reduceres.
En større ændring i opbygningen af undervisningen er det, at “understøttende undervisning” nu afskaffes og konverteres til såkaldt “timebank”, der kan benyttes til lidt af hvert, herunder tolærerordninger samt til lidt kortere skoledage primært i indskolingen. Endvidere indføres en ny timetalsfordeling mellem fagene med færre timer til enkelte.
Kommuner og skoler tvinges til at tage penge til specialundervisningen fra almenundervisningen, som så tilsvarende forringes.
Hvad angår undervisningens indhold har reformen mindre at byde på: Der skal være større valgfrihed, og der lægges op til, at undervisningen hen ad vejen skal være “mere praktisk”. Det mest konkrete udslag af det sidstnævnte er for nærværende, at der indføres en såkaldt “juniormesterlære”, hvor elever i skolen undervises deltids og ved siden heraf ligeledes deltids tilknyttes en virksomhed eller lignende.
Det må anerkendes, at der er enkeltelementer i “reformen”, som er positive, herunder at man vil gøre undervisningen mindre boglig og mere praktisk orienteret, blandt andet gennem “juniormesterlæren” Det må også anerkendes som positivt, at “Kvalitetsreformen” tager skridt til at tilbagerulle dele af SRSF’s famøse “folkeskolereform” fra 2014 ved at afskaffe den “understøttende undervisning”, som en pæn del af den daværende udvidelse af undervisningstimetallet gik til.
Uvæsentligt løft af standard, økonomi og bemanding
Derimod skal man lede længe i reformen på et egentligt løft af folkeskolens standard og økonomi. Det må anerkendes, at der med reformen afsættes 2½ milliarder kroner til bedre faglokaler og 450 millioner kroner til flere papirskolebøger. Men det er for det første over seks år, og hvad angår de afsatte penge til mere analog undervisning, så udgør det 4½ millioner kroner pr. gennemsnitskommune eller 80 om året pr. elev. For det andet afsættes i reformen således kun større beløb til anlæg. Beløbet lyder af meget, men der vil formentligt kun være til et til to faglokaler pr. skole. Tiltagene er mere symbolpolitik end reel forandring.
Men det væsentlige er, at der er meget få penge i reformen til løft af folkeskolens drift, standard og bemanding. Ud af reformens samlede finansiering på 3.355 millioner kroner i 2030 er der kun 740 millioner hertil i nye penge. Heraf er 500 millioner kroner reserveret til mere intensiv undervisning for elever med læringsvanskeligheder. Godt, men altså intet løft af undervisningen og bemandingen generelt.
Størstedelen af finansieringen af “Kvalitetsprogrammet” kommer fra folkeskolens eksisterende rammer. Godt 2.500 millioner kroner tilvejebringes ved nedlæggelsen af “understøttende undervisning”. Men der er her mere tale om en formalisering, idet det de seneste tre år har været muligt at konvertere understøttende undervisningstid til tolærerordninger, hvilket mange kommuner allerede for længst har benyttet sig af. Og det må betegnes som decideret negativt, at der med aftalen åbnes op for forringelse af disse tolærerordninger, idet kommunalbestyrelsen fremover kan overføre op til 500 millioner kroner af de 2½ milliarder til fritidstilbud.
Reformen løser IKKE stort ressourceefterslæb for folkeskolen
Men et afgørende kritikpunkt mod “reformen” er, at den helt overordnet intet gør ved den udhuling af folkeskolens standard og økonomi, som skete i 10’erne i kraft af en borgerlig økonomisk sparepolitik, der prioriterede skattelettelser på bekostning af velfærd. Ganske vist er elevtallet faldet igennem 10’erne, men udgifterne i folkeskolen faldt mere end elevtallet, hvilket har medført, at folkeskolen i dag står med et efterslæb på adskillige milliarder og dermed et tilsvarende hul i normeringen med lærere.
Hertil kommer yderligere forringelse af folkeskolens økonomi, da SRSF-regeringens famøse “Folkeskolereform” fra 2014 udvidede antallet af undervisningstimer stærkt, men uden at tilføre økonomiske midler til flere undervisere. Tværtimod blev også denne reform finansieret inden for eksisterende rammer, ved at lærerne betalte for de flere undervisningstimer gennem reduktion af deres forberedelsestid. Hvilket selvsagt ikke bare var en økonomisk, men også kvalitetsmæssig forringelse.
Undervisningstiden er dog siden 2014 blevet sænket igen, men svarede i 2024 stadig til en betydelig yderligere ressourcemangel i folkeskolen i form af årsværk og økonomiske midler, der stadig mangler i at modsvare til det øgede timetal.
Reformen kompenserer heller ikke voksende inklusionsopgave
En anden af folkeskolens store udfordringer, som “Folkeskolens Kvalitetsprogram” heller ikke løser, er den voksende inklusionsopgave.
Ondets rod er en anden af SRSF-regeringens “famøse” skolereformer – “inklusionsreformen” fra 2012/13. Her vedtog regering og højrefløj (V, K og DF) pr. dekret med ét slag at flytte en lang række børn fra specialundervisning til folkeskolens almenundervisning – uden at timer og lærerkræfter fulgte med i tilstrækkeligt omfang og uden kompetenceoprustning af lærerne. Operationen var en spareøvelse og dumpede forudsigeligt nok. I 2016 blev “reformen” reelt droppet, og siden er antallet af børn i folkeskolen med specialtilbud vokset igen. Hvor der i 2015/16 “kun” var omkring 27.300 børn i specialtilbud, var det i 2024 steget til 34.000.
Da specialundervisning kræver langt flere lærerkræfter, er folkeskolens udgifter hertil vokset kraftigt. MEN: Da regeringen IKKE har kompenseret kommuner og folkeskole herfor over de årlige økonomiaftaler, tvinges kommuner og skoler til at tage penge hertil fra almenundervisningen, som så tilsvarende forringes. Fortsætter stigningstendensen, vil folkeskolen i 2030 kæmpe med en underfinansiering på et par milliarder, som uden kompensation vil medføre massiv udhuling af almenundervisningen.
Hvor blev styrkelsen folkeskolen af?
I en nylig kronik i “Politiken” har undervisningsminister Tesfaye hævdet, at aftalens formål er “at styrke folkeskolen”. Men selvom SVM-regeringen og højrefløjens nye folkeskole-“reform” – “Folkeskolens Kvalitet” – rummer gode enkeltelementer, løser den på ingen måde folkeskolens store udfordringer: Udhulingen af folkeskolens standard og ressourcer af sparepolitik igennem 10’erne og den manglende kompensation fra regeringen af en voksende inklusionsbyrde, som i den sidste del 10’erne og ind i 20’erne i stedet i stigende grad har udhulet almenundervisningen.
Reformen bør have karakteren 02 for den utilstrækkelige præstation, der IKKE demonstrerer en acceptabel grad af målopfyldelse, hvad angår “at styrke folkeskolen”. Der er langt, meget langt til topkarakter.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
26. maj 2024 | 10:39
