Det er en vedholdende påstand, at når flere selv betaler for udredning og behandling, så bliver der mere offentlig sundhed til de, som ikke har råd til selv at betale.
På samme måde fører regeringen en sundhedspolitisk dagsorden, hvor private hospitaler overtager flere og flere lette patienter. Devisen er den samme – at så får de offentlige sygehuse bedre tid til at tage sig af de komplicerede patienter. Påstandene holder imidlertid kun, hvis vi har personale nok. Det har vi ikke.
Det er et faktum, at vi mangler personale i sundhedssektoren. Hver gang en lettere patient kan behandles på et privat hospital, mangler anæstesisygeplejersken og kirurgen til den komplicerede patient på det offentlige hospital.
Hver gang en patient med en sundhedsforsikring får hurtig behandling via forsikringen, så må en anden patient uden forsikring vente længere tid på behandling.
Derfor bekymrer det mig også, at andelen af borgere med en syge- og/eller sundhedsforsikring er steget fra 1,3 millioner til 2,3 millioner på 10 år.
Det er rigtig mange borgere, som har fået mulighed for at komme foran i ventelistekøen. Men det er samtidig en logisk konsekvens, at når også den ventelistekø bliver for trang, så vil forsikringsselskaber tilbyde en opgradering af forsikringer, til de borgere som har råd.
Hver gang en patient med en sundhedsforsikring får hurtig behandling via forsikringen, så må en anden patient uden forsikring vente længere tid på behandling.
Især arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer er i fremdrift – og dermed er det også i højere grad borgere i arbejde, som kan komme foran i ventelistekøen. Mens offentlige arbejdsgivere ikke har hjemmel til at tegne forsikringer for deres ansatte, så kan private arbejdsgivere trække udgifterne til forsikringer fra i skat. Det er i sig selv skævt og øger uligheden.
Men arbejdsgiverbetalte forsikringer risikerer også at stavnsbinde ansatte. Arbejdsgiverbetalte forsikringer gælder naturligvis kun, så længe man er i job. En del forsikringer dækker også familien – for eksempel børn, som har brug for psykiatrisk udredning. En opsigelse eller en fyring kan dermed også få betydning for den ansattes eller familiens igangværende behandling.
Arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer er jo ikke en dansk opfindelse. I USA er det helt normalt. Her kan børnenes uddannelsesmuligheder også afhænge af forældrenes ansættelser. Det skaber et ulige afhængighedsforhold, hvor det kan være svært at stille krav om løn- og arbejdsforhold, fordi en fyreseddel kan få alvorlige konsekvenser for familien.
Et forsikringsfinansieret sundhedsvæsen er også et dyrt sundhedsvæsen. For, når man selv betaler for behandlingen, så efterspørger man også “noget for pengene” til sig selv – uden hensyn eller ansvar for, om ressourcerne samlet set rækker til andre, som også har brug for behandling. Det er en helt naturlig effekt – men det er ikke nødvendigvis sundt – hverken for patienten eller for sundhedsvæsnet.
Når patienterne begynder at opføre sig som kunder i en købmandsbutik, så vil private hospitaler på et frit marked også begynde at behandle os som kunder.
De private hospitaler er i konkurrence med hinanden, og de har derfor grund til at kæmpe om kunderne – men også grund til at anstrenge sig for at “holde på” kunderne. Og selv om lægerne fortsat skal leve op til lægeløftet, så vil de være mere tilbøjelige til at efterkomme patienternes efterspørgsel – uanset om det fagligt giver mening.
Alternativet er jo netop, at de mister kunderne. Der er derfor en betydelig risiko for overbehandling. Det gavner hverken patienten eller samfundet.
Netop de økonomiske incitamenter er de helt store forskelle på det private forsikringsdækkede sundhedsvæsen og det offentlige skattefinansierede sundhedsvæsen.
Sundhed er og bliver en udgift – og jo flere patienter, jo dyrere sundhedsvæsen. I det offentlige og skattefinansierede sundhedsvæsen er der ingen fortjeneste. Der er kun skattefinansierede udgifter til udredning og behandling efter behov.
Så meget desto mindre har vi brug for virksomheder, som har som mål at øge efterspørgslen på mere behandling, end der er behov for, fordi sundhedsbehandling på det private marked – netop er ensbetydende med indtægter. Vi har som borgere ingen interesse i en ekstra operation.
Vi har interesse i den nødvendige behandling – hverken mere eller mindre. Og jeg tror grundlæggende, at vi som borgere er enige om, at sundhedsvæsnet skal tage sig af de mest syge patienter først, og at patienter skal prioriteres på grundlag af behov – mere end på grundlag af pengepungens størrelse. Det er både bedre og billigere.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
13. juni 2023 | 08:45
Kirsten Normann Andersen skriver: “Hver gang en patient med en sundhedsforsikring får hurtig behandling via forsikringen, så må en anden patient uden forsikring vente længere tid på behandling.”
Det er fuldstændig korrekt, men det er lovgivning vedtaget af Folketinget, og SF stemmer trofast for finansloven år efter år!
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
