Verden rundt
Stress hører ikke hjemme i en overenskomst – og alligevel gør det
Der er indgået forlig på statens område som en del af OK26, og pludselig står arbejdsrelateret stress sort på hvidt i overenskomsten. Det er godt. Det er nødvendigt. Og det er samtidig dybt tankevækkende. For hvorfor skal vi overhovedet forhandle om noget, der allerede burde være en selvfølge, spørger Kristian Gaardsøe i denne faglige blog.
|
Der er noget, der skurrer.
I OK26-forliget på statens område er der nu aftalt en styrket indsats mod arbejdsrelateret stress og et større fokus på trivsel. Parterne vil forebygge og nedbringe stress, samarbejdssystemet skal aktiveres, lederuddannelser revideres, og der skal konferencer til at styrke det lokale arbejde med psykisk arbejdsmiljø.
Det lyder godt. Og det er godt.
Men her kommer undringen: Hvorfor skal vi overhovedet tale om stress i en overenskomst?
Det svarer lidt til, at vi skulle forhandle om, hvorvidt arbejdspladsen skal have brandslukker. Eller om medarbejderne skal have lov til at trække vejret.
Arbejdsgiveren har ansvaret i dag. Arbejdsmiljøloven er ikke skrevet med blyant. Den er skrevet med alvor. Og alligevel står vi her – i 2026 – og jubler over, at vi nu bliver enige om at forebygge stress.
Det er en mærkelig sejr. Lidt som at fejre at nogen endelig har opdaget, at vand er vådt.
Men hvis det er det, der skal til, så tager vi det skridt.
Hvis vi kun reagerer, når folk allerede er sygemeldt, så driver vi brandslukning – ikke forebyggelse. Og velfærd kan ikke bygges på brandslukning.
Den næste undren er den praktiske: Hvordan sikrer vi, at det her ikke bare bliver endnu en flot folder og endnu en PowerPoint med ord som “trivsel” og “dialog”?
Vi har allerede nok stresspolitikker til at fylde en hel bogreol. Problemet er bare, at ingen bliver mindre syge af ringbind.
Og så kommer den tredje undren – og den burde få enhver finansminister til at spærre øjnene op:
Arbejdsrelateret stress koster Danmark omkring 55-56 milliarder kroner om året i samlet velstandstab, viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø vurderer, at stress koster arbejdspladserne mindst 16,4 milliarder kroner årligt i tabt produktion.
55 milliarder.
Tænk hvis vi brugte bare en brøkdel af de penge på forebyggelse.
Tænk hvis vi satte ind, før folk blev syge – i stedet for først at reagere, når de allerede er faldet omkuld.
For sandheden er, at vi ikke kan blive ved med at lappe huller i dækket. Vi kan ikke blive ved med at præsentere den næste midlertidige løsning, den næste handleplan, den næste “indsats”, mens arbejdspresset fortsætter uændret, og medarbejderne betaler prisen.
Hvis vi kun reagerer, når folk allerede er sygemeldt, så driver vi brandslukning – ikke forebyggelse. Og velfærd kan ikke bygges på brandslukning.
Og her rammer vi kernen: Arbejdsmiljø er ikke længere et sidespor i debatten – det er benhård realpolitik. Det handler ikke om bløde værdier. Det handler om, hvorvidt vi overhovedet kan få mennesker nok til at løfte velfærden.
For hvor er velfærden henne, hvis dem, der skal levere den, bukker under?
Så ja – vi glæder os over, at stress endelig er sat på dagsordenen.
Men det her bliver først en reel sejr, hvis vi går fra ord til handling.
For medlemmerne har ikke brug for flere planer. De har brug for arbejdspladser, der er værd at søge til – og et arbejdsliv, de kan holde til hele livet.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
16. februar 2026 | 06:03
