Virksomheder skal holdes ansvarlige
Strejke viser igen et sløjt beredskab
Når der ikke kan etableres et nødberedskab – og i visse tilfælde mangler fastansat personale for overhovedet at bemande nødberedskaberne – så er der også nogle ledelser, som ikke tager ansvaret for patienter og personale særligt alvorligt.
|
Så er den gal igen. Denne gang er det sygeplejerskernes strejke, som afslører normeringer i sundhedssektoren og i ældreplejen, som slet ikke rækker til de opgaver, der skal løses. Endnu engang er det slået fast, at de aftalte nødberedskaber ikke kan etableres, fordi der ikke er fastansat personale nok til at dække vagterne. Det sætter jo reelt sundhedspersonalets strejkeret under pres.
Det er en bestemmelse i Hovedaftalen, som er årsagen til, at der skal etableres nødberedskaber på områder, hvor mennesker er afhængige af de ansatte. Bestemmelsen præciserer, at de ansatte er så vigtige, at de ikke må strejke, hvis der er tale om arbejde, der er livsvigtigt, uopsætteligt/påkrævet for at undgå helbreds- og/eller varigt førlighedstruende følger.
Men sygeplejerskerne fandt ikke, at de højtidelige lovprisninger af deres vigtige indsats står mål med den løn, de blev tilbudt ved den seneste overenskomstforhandling. Derfor er de nu i strejke. Og, må man tilføje, de fine ord om den vigtige indsats, vi som samfund skal honorere, står desværre heller ikke mål med den hverdag, som vi byder ansatte og patienter. For når der ikke kan etableres et nødberedskab – og i visse tilfælde mangler fastansat personale for overhovedet at bemande nødberedskaberne – så er der også nogle ledelser, som ikke tager ansvaret for patienter og personale særligt alvorligt.
For ringe normeringer
Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan ledere forestiller sig, at ukendte vikarer uden videre kan erstatte faste og erfarne medarbejdere med stort kendskab til patienter og borgere.
Når jeg selv oplever ældreplejen på nært hold, så ved jeg, at det gør en verden til forskel, når personalet kender borgeren, er i stand til at kommunikere og forstå, ved, hvad borgeren har brug for, er i stand til at vurdere eventuelle ændringer i tilstanden med videre. Det er utrygt for borgeren, når der opstår tvivl om, hvorvidt en medarbejder ved, hvad der skal gøres – og ikke mindst hvorfor.
Det er tåbeligt, at ledelserne presser citronen så hårdt, ikke mindst i en tid hvor der er mangel på personale.
Når vi igen og igen kan konstatere, at der ikke er ansat personale nok til at dække et nødberedskab – eller for den sags skyld ansat personale nok til at dække en weekendvagt, en sommerferie med videre, så er det jo desværre udtryk for, at normeringerne er for ringe. Og ukendt personale kan bare ikke varetage opgaverne lige så kvalificeret som det personale, som kender patienten/borgeren.
På samme måde er det noget nær umuligt at indgå i det vigtige tværfaglige samarbejde, hvis man ikke har relationerne og kendskabet til kompetencerne i gruppen.
Det er svært at pege på, hvad der kom først – om det var hønen eller ægget. Men den leder, som konsekvent ansætter for lidt personale og dermed konsekvent presser det faste personale og klarer resten med ukendte vikarer, har bare allerede i udgangspunktet udfordringer med at fastholde de faste medarbejdere. For hvorfor hænge på det fulde ansvar, hvis man kan nøjes med at løse de opgaver, man sættes til – og så i øvrigt slippe for at spekulere på, hvad man stiller op med de opgaver, man ikke nåede, eller hvordan man klarer dagen i morgen?
Mange vikarer får tilmed en bedre løn og har stor indflydelse på egen arbejdstid. Nuvel, der er også ulemper i form af jobsikkerhed, løn under sygdom med videre. Men så længe det går godt, så længe giver det også en del frihed.
Sundhedsminister i samråd
Men det betyder også, at flere og flere ledere i sundhedssektoren må se langt efter nye medarbejdere. Og i takt med at ledige stillinger ikke kan besættes, så må ledere købe flere og flere vikartimer.
Den situation kan blive virkelighed i hovedstaden, hvor en gruppe unge jordemødre nægter at lade sig ansætte på fortravlede fødeafdelinger til en for ringe løn. For løn og ansættelsesvilkår hænger sammen.
Det er tåbeligt, at ledelserne presser citronen så hårdt, ikke mindst i en tid hvor der er mangel på personale. Principperne for udbud og efterspørgsel er klare. Er der mangel på faglært personale, så må man fedte for de ansatte med gode løn- og arbejdsvilkår, både for at tiltrække flere og for at fastholde dem man har. Og lykkes man ikke med at tiltrække og fastholde kvalificeret personale, så får det konsekvenser for de patienter og borgere, som er så afhængige af en god indsats.
Jeg har indkaldt sundhedsministeren i samråd om normeringerne på sundhedsområdet. Flotte handlingsplaner om mere og bedre sundhed bliver aldrig til virkelighed, hvis vi ikke prioriterer ansatte nok til at varetage de vigtige opgaver.
22. juni 2021 | 11:11
