Stop med at pege på forældrene – lad os tage et fælles ansvar for børns trivsel!
Trivselskommissionen adresserer også samfundstendenser, blandt andet det høje tempo, vi lever i, samt hvordan individualisering og rådvildhed blandt børn og unge kan påvirke dem negativt. Så hvorfor er det ikke dét, der bliver overskriften i medierne, i stedet for en retorik, der mistænkeliggør forældrene, spørger Mia Kristina Hansen i denne blog.
|
Siden Trivselskommissionen præsenterede deres afrapportering med 35 anbefalinger om, hvordan børn og unges trivsel kan styrkes, har jeg været meget eftertænksom i forhold til min mening om rapporten.
Min første reaktion var en blanding af vrede og tristhed, fordi man allerede dagen før afrapporteringen kunne høre og læse i landsdækkende medier, at kommissionen var kommet frem til syv gode råd til forældre. Jeg fik en klar fornemmelse af, at udgangspunktet var, at forældre var for overbeskyttende. Jeg læste blandt andet en overskrift, hvor der stod:
“Kommission advarer mod fire adfærdsmønstre blandt forældre. Danske forældre er for overbeskyttende og sætter deres barn i centrum. Det konkluderer Trivselskommissionen.”
(TV2)
Min næste tanke var: Endnu engang skubber man ansvaret over på forældrene. Hvad med de samfundstendenser, der handler om, hvordan vi har indrettet daginstitutioner, skoler, arbejdspladser og alt det omkring?
Har oplevet det med egne børn
Jeg reagerer, som jeg gør, fordi jeg både er mor til to sønner, der har kæmpet med mistrivsel i deres barndom og ungdom, og fordi jeg næsten dagligt er i kontakt med forældre til børn i mistrivsel i min rolle som forperson for SIND og for Foreningen for Børn med Angst.
Jeg har oplevet, at særligt min ene søn udviklede psykisk mistrivsel og angst i en sådan grad, at han trak sig fra skole, venner og familien. I årene før hans mistrivsel var han et barn som alle andre, og jeg kan på ingen måde genkende billedet af mig selv som en overbeskyttende forælder. Tværtimod husker jeg, at jeg havde tillid til mine børn og deres evner.
Begge mine drenge gik til fritidsaktiviteter, og derhjemme var de med til de huslige gøremål. De havde legekammerater, de var glade for, og selvom de forsøgte at forhandle i kravsituationer, vidste de, at de skulle gøre, hvad jeg sagde.
Faktisk oplever jeg, at forældre ofte ender med at presse deres børn for meget – ikke fordi de ønsker det, men fordi de frygter at blive beskyldt for ikke at tage ansvar.
Da mine børn begyndte at mistrives, var jeg ekstra opmærksom på at skubbe dem fremad – selvom det ikke føltes rigtigt – fordi jeg tænkte, at det var det, omverdenen forventede af mig.
Min situation er langt fra unik. Jeg ved, at der findes tusindvis af forældre, der har oplevet noget lignende. Forældre, der har gjort alt, hvad samfundet forventer af dem, og alligevel har det ikke forhindret deres børn i at blive ramt af mistrivsel i en sådan grad, at de har trukket sig fra fællesskabet.
Disse forældre har børn, der har været nysgerrige og udforskende, men som pludselig begynder at mistrives og trække sig. Faktisk oplever jeg, at forældre ofte ender med at presse deres børn for meget – ikke fordi de ønsker det, men fordi de frygter at blive beskyldt for ikke at tage ansvar. Mange forældre gør langt mere, end hvad de egentlig kan magte, fordi de er bange for at blive mistænkeliggjort som dårlige forældre.
Se på samfundstendenser
Nu, hvor der er gået lidt tid siden rapportens offentliggørelse, har jeg haft mulighed for at fordybe mig i den. Det har gjort mig opmærksom på, at den faktisk også adresserer samfundstendenser, blandt andet det høje tempo, vi lever i, samt hvordan individualisering og rådvildhed blandt børn og unge kan påvirke dem negativt.
Så hvorfor er det ikke dét, der bliver overskriften i medierne, i stedet for en retorik, der mistænkeliggør forældrene – en retorik, jeg tror, kan gøre situationen værre? Jeg vil gerne have, at vi stopper med at placere skylden hos forældrene og i stedet mødes i en samtale om, hvad vi i fællesskab kan gøre for at skabe gode rammer for vores børn og unge.
Indtil den ændring sker, vil jeg hejse flaget for Trivselskommissionens råd nr. 7 til forældrene:
“Husk, at du kender dit eget barn bedst. Sænk skuldrene, og vid, at der ikke findes en perfekt forælder, og at kærlighed, nærvær og omsorg er det vigtigste, du kan give dit barn for, at det trives.”
(Trivselskommissionens rapport)
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
20. marts 2025 | 07:50
