Spareplan i DSB rammer ansatte og passagerer
Det klinger hult, når politikerne snakker om, at vi skal have mere grøn transport og flere folk over i togene, og de så samtidig hæver prisen for at køre med tog.
Hvor er togdriften henne i Danmark i dag, og hvor og hvordan ønsker vi den i fremtiden?
Vi oplever i dag en togdrift, der er totalt i bund, i hvert fald når vi snakker tog til tiden, men også passagerservice og tryghed.
Hvis vi kigger på vores allesammens togoperatør DSB, ser vi, at man er ved at spare sig til voldsomme konsekvenser for passagerer og medarbejdere.
Som jeg har skrevet i tidligere indlæg, har DSB’s ledelse besluttet at spare 5 procent årligt fra 2020 og frem til og med 2024 og derefter 20 procent frem til 2030.
Dette sker ved blandt andet udlicitering af reservedele. Konsekvensen heraf er, at det tager unødig lang tid at ordne selv helt simple reparationer, fordi DSB-værkstederne ofte ikke har reservedele til togene på lager.
For mig at se er togdriften ændret fra at være en nødvendig infrastruktur til en forretning, som i fremtiden, når den giver høj profit, skal overdrages til private operatører.
Hvad angår besparelser på medarbejdere, har DSB indført en politik, der rykker opgaver nedad i lønhierarkiet, hvilket reelt kan betragtes som social dumping. Det vil sige, at det job, en lokomotivfører, der er uddannet til passagerkørsel, tidligere udførte, nu bliver udført af kollegaer, der er billigere, men som også har en dårligere uddannelse, helt ned til tre måneder.
Togføreren, som passagererne har oplevet som en del af servicen og trygheden på fjern- og regionaltog, er DSB ved at lave om til kombimedarbejdere, som i fremtiden og allerede nu skal udføre stikprøvekontrol, som vi oplever det på S-tog. Det vil sige, at vi i fremtiden kun vil opleve medarbejdere kort tid på toget, og som har en hovedopgave med at opfylde den daglige rate af bøder, som vi netop har kunnet læse om er sket i metroen. Resultatet er altså et minimum af service, men en del konflikter mellem passagerer og medarbejdere.
Denne plan om billigere overenskomster (social dumping) kom DSB til at lække ved en mail ud til nogle medarbejdere for cirka et år siden – en plan, som medarbejderne i dag oplever, bliver mere og mere effektiviseret, og som betyder, at der bliver lagt mere pres på medarbejderne i form af flere opgaver til de dårligere betalte.
På mit eget område i togklargøring oplever vi en konstant personalemangel, da flere kollegaer grundet dårligere og dårligere vilkår vælger at sige fra og finde et andet job. Vi har, som jeg er orienteret, på mit område en personaleomsætning på 20 procent og mangler alene i københavnsområdet cirka 50 kollegaer ud af en samlet styrke på omkring 300. Det gjorde vi også for fire år siden, men det er bare blevet værre nu, da vi samtidig oplever en øget arbejdsbyrde i form af flere opgaver fra andre arbejdsområder samt mindre personale.
Kigger vi på stationsservice, så er der en personaleomsætning på 30 procent. Stationsservice er dem, som står for stationerne, handicaphjælp og rengøring undervejs – og som i fremtiden er den medarbejder, der er på toget, når der ikke er en togfører.
Sådanne forhold, forårsaget af besparelser og forhøjet arbejdspres, er jo selvklart med til at presse arbejdsmiljøet, hvilket jo også den sidste tid har været tydeligt:
– Vi har set eksempler på dårlige toiletforhold for personalet på S-tog.
– Vi har for nyligt set en lokomotivfører blive fyret, fordi han selv valgte at gøre noget ved et beslag på førerstolen, der kunne skære i skinnebenet. Forinden havde han forgæves henvendt sig hele 29 gange til systemet for at gøre opmærksom på det sikkerhedsmæssige problem.
– Vi oplever flere og flere kollegaer, der går ned med stress.
Kort sagt opleves der et totalt kaos på området arbejdsmiljø og sikkerhed.
Hvad betyder det så for togdriften?
Som det er i dag, er det rettidigheden, der har største prioritet – en rettidighed der ofte opleves som en udfordring for passagererne.
Men det betyder også, at de tog, som leveres fra klargøringscenteret ud til driften og passagererne, ikke altid har nået den fulde klargøring. Det vil sige, at det, der er lavet og klargjort, kun er forsyning og sikkerhedsmateriel.
Det, der ofte ikke er klargjort, men som er en del af trafikaftalen, er udskiftning af lys, beskidte sæder, rullegardiner eller uvirksomme toiletter. Det er opgaver, der selvsagt kan være svære at nå, når der ikke er folk nok, eller når nogle er på arbejde på 14. overarbejdsvagt af op til 16 timers varighed, som jo betyder, at medarbejderne er ved at være godt trætte for ikke at sige slidte. Man kan med rette spørge, hvorfor ledelsen tillader, at dette finder sted ved udførelsen af sikkerhedsmæssigt arbejde, og det kan vel kun tolkes som et tydeligt eksempel på, at ledelsen vælger at tilsidesætte arbejdsmiljøet og medarbejdernes tarv.
Desværre kan det sammenlignes med, hvad vi ser i hospitalsvæsenet. Her må man nok konstatere, at jernbanedrift og jernbanearbejdere nok ikke er så politisk sexede for de populistiske politikere som sundhedsvæsenet, og det selv om jernbanedriften og jernbanearbejderen i dagligdagen har en kæmpe betydning for, at eksempelvis sygeplejersken og mange andre vigtige personer kan komme på arbejde.
Men besparelserne betyder også, som allerede nævnt, at flere og flere kompetente medarbejdere forlader jobbet. Samtidig skræmmer den dårligere service og ringere rettidighed også passagererne væk, hvilket jo er ærgerligt for ikke at sige katastrofalt, når nu politikerne snakker om, at vi skal have mere grøn transport og flere folk over i togene.
Når politikerne udtaler sig sådan, kan det godt lyde lidt hult i mine ører, når nu jeg ved, at den øverste chef i DSB er transportministeren og Transportministeriet.
Man kan i hvert fald undre sig over, at der overhovedet ikke er nogen form for politisk interesse for fremtidens togdrift, som især bliver tydeliggjort af de sidste varslinger om billetstigninger på op til 13 procent. Som det bør være tydeliggjort ovenfor, skyldes prisstigningerne ikke medarbejdernes lukrative løn- og arbejdsvilkår, men nok nærmere dårlig politisk vilje til en fremtidig statsejet togdrift.
For mig at se er togdriften ændret fra at være en nødvendig infrastruktur til en forretning, som i fremtiden, når den giver høj profit, skal overdrages til private operatører.
Til orientering er det allerede besluttet, og der arbejdes på, at når skatteborgerne har betalt udviklingen af de førerløse S-tog samt den krævede infrastruktur, skal en privat operatør tage over. Arbejdet med de førerløse S-tog forventes færdig i 2035. Herefter skal det afprøves, og når driften i 2037 forventes at være pålidelig, skal det i udbud. Det betyder, at vi som skatteborgere betaler for en sikker drift for derefter at lade en privat operatør overtage forretningen, når den giver overskud.
Jeg er af den overbevisning, at en sund og klog togdrift skal drives som statsejet, men det betyder og kræver politisk vilje.
At DSB vælger at hæve priserne i en tid, hvor vi konstant får at vide, at der er masser af penge, samtidig med at man forringer produktet, lugter langt væk. Det lugter langt væk af, at man fra politisk side prøver at fortælle, at det ikke er muligt at drive statsejet togdrift, præcis som man gjorde i England og i vores naboland Sverige. Man kan jo så spørge politikerne, hvorfor de ser det som en succes, især når man i England – som har en konservativ regering – vælger at tage togdriften tilbage i offentlig eje. Ganske vist med en del forringelser hvad angår service samt løn og arbejdsvilkår, hvilket har resulteret i en del strejker – en situation som jeg ikke forestiller mig er et ønske hverken for passagerer, medarbejdere eller trafikministeren. Jeg er også overbevist om, at det ikke er holdbart.
Så konklusionen må være, at vi skal have en statsejet togdrift i Danmark. Vi skal have en togdrift, som har høj politisk prioritet, ikke mindst for klimaets skyld, men også af hensyn til de mere end 300 millioner passagerer, som hvert år rejser med tog.
Togdrift er en vigtig del af Danmarks infrastruktur.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
98% af 750.000 DKK
733.448 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
